Johan Ludvig Heiberg
†
†
Nu de bar ham ud til graven,
ham, den gamle, muntre gartner;
nu går børnene med gaven
fra hans eget blomsterbed.
Åben end står havelågen,
hvor han sad indunder træet,
og vi skotter ind, om nogen
skulde sidde der endnu.
Der er tomt. En sortklæd kvinne
vandrer om med sagte fodtrin;
hun er ene nu derinne,
hvor hans klare latter lød.
Hun som barn gik udenfore,
så med undren over gærdet;
nu den store, tunge tåre
takker for, at hun kom ind.
Æventyr og store tanker
suste om ham under løvet;
stille svæver hun og sanker
dem isammen for sin ve.
--
Han har engang faret vide,
denne gamle, muntre herre;
den, som lytted ved hans side,
kunde lære lidt iblandt.
Liv og bogstav gav ham stige
op mod det, som få kun øjner.
Der er knap i tankens rige
sted, hvor ej hans fodtrin lød.
I sin manddom var han værner
om alt stort og skønt i landet;
siden han de stille stjærner
fulgte på sin gang om Gud.
Husker I, som ere gamle,
"Nytår!" ringet ind i Norden?
Hvor det havde kraft at samle
kæmper for den store tid!
Husker I så ham, der sprængte
frem med glade stød i hornet,
og al vej tilbagetrængte
hoben fra de stores tog?
I hans følge børn og fauner,
latter, tankeleg og tårer;
bag ham friheds høje bauner
tændtes langsomt af sig selv.
Stilhed kom der snart for ordet,
hjertefred der kom for tonen,
mægtig over landet fór det
som et anelsernes kor.
I sin manddom var han værner
om alt stort og skønt i landet;
siden han de stille stjærner
fulgte på sin gang om Gud.
Eller gik i Nordens have
som en gammel munter gartner,
der af folkevårens gave
tog for evigheden sæd.
Snart med alvor, snart med lune
ind han planted, op han rykked, —
sad i kvælden, hvor den brune
danske bøg hans sjæl gav ly.
— — Åben end står havelågen,
hvor vi så ham under træet,
og vi skotter ind, om nogen
skulde sidde der endnu.