Til Sangmesteren. En Salme af David
Hør, o Gud, min Røst, naar jeg klager, skærm mit Liv mod den rædsomme Fjende;
skjul mig for Ugerningsmændenes Raad, for Udaadsmændenes travle Hob,
der hvæsser Tungen som Sværd, lægger giftige Ord paa Buen
for i Løn at ramme den skyldfri, ramme ham brat og uset.
Ihærdigt lægger de onde Raad, skryder af, at de lægger Snarer, siger: "Hvem skulde se os?"
De udtænker onde Gerninger, fuldfører en gennemtænkt Tanke — og Menneskets Indre og Hjerte er dybt.
Da rammer Gud dem med en Pil, af Slaget rammes de brat;
han styrter dem for deres Tunges Skyld. Enhver, som ser dem, ryster paa Hovedet;
alle Mennesker frygter, forkynder, hvad Gud har gjort, og fatter hans Hænders Geming;
de retfærdige glædes i HERREN og lider paa ham, de oprigtige af Hjertet jubler til Hobe!