Det var kun onde Drømme,
det var kun Nattens Løgne;
jeg glemmer dem og sænker
min Sjæl i Dine Øjne.
Jeg griber Dine Hænder,
de kærlige, de kære —
al min tunge Smerte
de mægtede at bære —
de bar mig frelst til Lyset,
de bar mig ind i Dagen,
de lærte mig det Største:
de lærte mig Forsagen.
Vi er som Børn, der leger,
vi Mennesker, vi Stakler,
vi græder og vi smiler
ad Dagenes Mirakler.
Vi hulker, naar vi lærer
de hjærteløse Love —
saa lægger vi os trætte
til Døden for at sove
og vaagner barnemilde
og ler mod Morgenlyset,
og glemt er Drømmens Gru,
og glemt er Nattegyset.
Thi Livet maa vi leve.
I Drømmere og Taaber
bid Livets Smerte i Jer,
mens I bestandig haaber!
Og glem de onde Drømme!
Ak, alt kan Sjælen glemme,
kun ikke det at leve,
kun ikke Blodets Stemme.
— — —
Jeg kysser Dine Hænder,
der bar min Sjæl til Dagen,
de lærte mig det Største:
de lærte mig Forsagen.