Jeg venter min lille Kære,
jeg fordyber mig anstrængt i en Bog,
men Linierne er døde Rækker for mig,
som et fremmed, ubegribeligt Sprog.
Jeg venter min lille Kære,
jeg tænder en Cigar og tænker paa Mødets Stund,
— Tobak beroliger —
blaa Taager pulser fra min Mund
og spreder sig,
yndefuldt bugtende sig mod Loftets Bund —
yndigere er Dine Bevægelser
i Kærtegnenes Stund.
De store Træer udenfor mit Vindu
suser — Grenene krummes som i Vaande.
Brisen faar mit Gardin til at bugne —
Brisen fylder mit Værelse
med Aftenens kølige Aande.
Jeg kaster Cigaren fra mig —
mine Læber drikker Brisen,
der er læsket af Draabers Drys —
al dens duggede Friskhed
vil jeg skænke Dig i et Kys.
Du lykkeligt glemsomme Hjærte,
der glemte hine Dages
og Nætters Smerte —
Brisen kølner og dulmer.
Mine Sorger er som Skygger
paa Havets Bund,
hvorover leende Bølger svulmer,
og Storme blæser i Trompeter.
Mine Sorger
er som sorte Tapeter
i et Kammer, hvor levende Blomster
dufter og fylder Luften med Sødme —
et Kammer fyldt med Blomster, der lever
blussende som Dine Læbers Rødme.