Jeg har vundet en Ven paa min Vandring
gennem Livets tornede Dale,
hun er mig som Morgenduggen,
hun er mig som Aftensvale.
Vi mødte hinanden paa Engen,
hvor Foraarets Blomster spire,
hun standsed og lytted stille
til mit Hjærtes tungsindige Lire.
Hun tog mine ventende Hænder
og lagde dem tæt til sit Hjærte:
Mærk, hvor det banker uroligt,
det bærer jo ogsaa Din Smerte.
Nu gaar vi de stenede Veje
gennem sortnende Skove, der suse.
Hvem vil os efter den møjsomme
Vandring barmhjærtigt huse —.
Vi er mærket af Uvejr og Storme,
vi er saaret af Stiernes Stene.
Vejenes Støv har besudlet vor Sjæl,
Sjælen, der flakked alene.
— — —
Det er mig saa dyb en Glæde
at se Dine trofaste Øjne,
at høre Din barnlige Stemme
gennem Livets hastige Døgne.
Jeg vil elske Dig alle Dage
og alle de sorte Nætter,
til den store Mester barmhjærtigt
mine Fodspor i Støvet sletter.