Vi er som Børn, der vandred vild,
nu har vi fundet hjem —
men over Ruden skygger Skovens
nattesorte Bræm.
Vi vandred efter Lygtemænd
i store Skoves Dyb,
vi lokkedes af fjærne Raab,
vi gled i slimet Kryb.
De sorte Skoves Elverspil
har voldet Sjælen Mén —.
Ak, jeg har grædt min Tanke skøn,
og Du har grædt Dig ren.