Jeg sank til Bunden af Sorgens Hav,
der er det saa mørkt og stille.
Min Sjæl, der knuges af Dybets Grav,
det var jo Freden Du vilde.
Jeg sank til Bunds som en druknet Mand
og staar paa de kolde Stene,
men Vaaren gror i de Dødes Land,
det skælver i Algens Grene.
Og op fra den Dødes martrede Bryst
skyder en Rosenstamme
blandt Dyr, hvis Ben er som Grene i Høst,
og hvis Øjne opalblaat flamme.
Saa skønne Roser i Algers Læ
saas aldrig i Sommerlyset.
Barmhjærtighedens levende Træ
blomstrer i Havbundsgyset.
Det blomstrer ved Dag, det blomstrer ved Nat,
det blomstrer i dybe Vande,
jeg bryder et Bundt af den duggede Skat
og fletter den om Din Pande.