Vi er tre unge Piger,
vi er tre Søstre smaa,
gaar vi ud i Solen,
saa har vi Handsker paa
og store, brede Hatte,
der skærmer vores Hud,
og vi er altid hjemme,
naar det er Storm og Slud.
I Moders hvide Stue
vi tripper stille om
og lytter dybt andægtigt
til Nabokonens Dom.
Hver Aften ber vi sagte
og slumrer stille ind,
mens Poplens Blade rasler
i Nattens tyste Vind.
Vor sarte Hud faar Knopper
smaa røde — fler og fler.
Vi sænker altid Blikket,
naar nogen paa os ser.
Vi har tre unge Hjærter,
tre Hjærter bitte smaa,
der banker af det Søde,
man ej tør tænke paa.
— —
Min yndige Veninde
i Præstens store Stol!
Blandt disse blege Maaner
Du blænder som en Sol.
Dit lille røde Hjærte,
det har Du skænket bort
for ét, der altid toner
i samme Molaccord.
Selv om min Læbe smiler
som Julemarcipan,
selv om min Strube puster
en leende Orkan,
selv om min Sjæl gør Krumspring
som nogen lodden Trold —
den store Mester stemte
min Fedelstræng i Mol.
Og naar jeg lytted efter —
bag Verdens Larm og Skrig
tonede den samme tunge
Skumringsmelodi,
for Livet, lille Pige,
hvor højt Din Læbe ler,
det er kun Dukkedanse,
og Dukken er af Ler.
Ja, vi er arme Dukker,
der snart skal smuldre bort,
selv om de store Ovne
har brændt os nok saa haardt.
De Klogeste, de bytter
deres Hjærte for en Sten
og smykker deres Pande
med Kundskabstræets Gren.
De Klogeste, de danser
med isnet Smil om Mund,
indtil de evigt gemmes
paa Skuffens mørke Bund.
Men Du, min lille Pige,
Dit Sind blev ikke haardt,
Du danser, mens Du hulker til
mit Hjærtes Molaccord.