Aftenens Skyer slettes,
svinder i Skumringens Graa.
Stjærnerne glimte som Dug,
der daler paa natligt Straa.
Jeg ønsker, at jeg var gammel
og stilnet var Blodets Brus,
og Sjælen en kærlig Ensom
i Kødets vaklende Hus.
Befriet for Ungdommens Uro,
for Ungdommens hidsige Blod,
befriet for skinsyg Skælven,
var Sjælen ensom og god.
Betragted med kærlig Undren
Menneskers rastløse Leg,
saa dem vandre med Latter
og Hulken ad Vejenes Vej,
saa dem kæmpe afsindigt
paa Tærsklen til Lykkens Borg — —
jeg havde kun Livet at miste,
og det var den mindste Sorg.