Jeg vented’ Dig paa Hjørnet
syv lange og syv brede,
da steg der i mit Hjærte
en mild, retfærdig Vrede.
Her kom jeg glad og venlig,
jeg kunde ikke tie,
jeg maatte dæmpet nynne :
„Viens à mon Cæur, ma Mie!”
Og kolde Byger daled
i springvandstykke Straaler,
og Gadens blanke Pytter
sugkyssed mine Saaler.
Og Urets Viser vandred
ad sort- og hvide Fliser.
Jeg banded min Præcished,
den som jeg ellers priser.
Jeg haabed paa hver Sporvogn —
men Haabet jeg forliste,
thi ingen af dem hused
Dig i sin klare Kiste.
Ak, Sporvogn efter Sporvogn
gled bort i Aftenmulmet,
og udbrændt var Cigaren,
der kunde Længslen dulmet.
— —
Saa kom Du da, saa kom Du,
særdeles vaad, men yndig.
Jeg laved mig en Mine,
og den var barsk og myndig —
men da Du smiled — smiled
og bød mig Dine Læber,
saa spytted jeg Cigaren
fra mine vrede Kæber.