Jeg kysser Din skønne, skælvende Mund;
der ligger en Sødme paa Kyssets Bund,
en Sødme, jeg evigt grubler paa —
er den som Blomster, er den som Druer,
eller Burgunderens flydende Luer,
den Sødme, jeg evigt grubler paa.
Du sænker Dit Øjes Sølvsmil i mit,
som Sol, der bag sorggraa Skyer har stridt.
Du rækker, med Smilen, Din skønne Mund —
og jeg længes jo efter at vide,
hvad der volder mig denne blide
og salige Gysen i Sjælens Grund.
Mine Øjenlaag lukker sig dirrende i,
nu véd jeg — nu véd jeg — nej, det er forbi.
Den er som en Drøm jeg aldrig kan naa
og med jordiske Tanker begribe,
som en Duft, som en Skygge, jeg ikke kan gribe,
den Sødme, jeg evigt grubler paa.