De hvide Birketræer sitre kuldskært
og hjælpeløst i deres Vinterblund.
De vaade Snefnug daler blødt og sagteog
smelter paa Din røde Kind og Mund.
Vi vandrer gennem Kirkegaardens Gange.
Sneen tynger Birkens spæde Gren
og hober sig til store, hvide Flager,
der skjuler Navnet paa den Døde’s Sten.
Her ligger I bag sorte, kolde Gitre
og sover stille i den frosne Muld.
De trætte Hænder vaagner aldrig mere,
naar Luften stribes af en Morgens Guld,
og griber efter Døgnets Rosenstængler —
Ak, Stænglens Torne skal ej ridse mer,
og Kalkens Duft skal aldrig mere fylde
det skøre Kar, det skrøbelige Ler.
Aa, Du som lever, Kvinde, unge Kvinde,
Du gaar saa sorgløst i det hvide Mulm.
Hvor sært, at jeg imod Dig evigt drages —
Du binder mig, som Tyngden Havets Svulm.
Dit gode Smil, og Dine skønne Øjne,
Dit Haar, der som en gylden Sky sig kruser,
men mest af alt Dit lille Pigehjærte,
Du selv, Din Sjæl mig sødt og tungt beruser.
Jeg elsker denne Haandfuld Støv — Aa, Kvinde!
Jeg elsker med min Sjæl, min Sjæl af Støv,
der skælver i den samme dybe Tone,
som dirrer i hvert Dyr, i Blomst, i Løv —
vi lyder samme Lov, at spire, modnes,
at ældes med en Verdens bitre Savn —
hvorfor græder vi, naar Savnet slukkes
i Muldens ligegyldigt milde Favn.
Knug om min Haand med Dine spæde Fingre,
læg Dine Læber mod min bange Mund,
og lad os glemme Natten over Nætter,
der venter med sin afgrundskolde Blund.
Hvisk i mit Øre: Jeg gaar aldrig fra Dig —
saa drømmer jeg igen den gamle Sage
om to, der vandrer Livets Klippeveje,
Ak, til den yderste af alle Dage.