Jeg havde skrevet til Dig og forklaret,
at jeg af Elskovstanker var belejret,
at Hælene jeg vandred skæve for at se Dig,
at helt Din Mildhed havde mig besejret.
Jeg havde skrevet til Dig pint af Uro
og tirret taabelig af Tvivl og Længsel,
saa gemte jeg min Kærlighedserklæring
i Ordets spinkle, sorte Gitterfængsel.
Du svared mig, Du svared mig omsider
og bad mig slaa de Tanker ud af Hodet:
Vi kendte jo saa lidt, saa lidt hinanden.
Dit Brev gød kolde Strømme mig i Blodet.
Aa, jeg har kendt Din Sjæl fra første Møde,
den røbed straks sin hjærtensgode Mildhed,
dens Billed gemte jeg bag Døgnets Drømme,
bag mine Tankers helvedsrøde Vildhed.
Nu banker alle Pulse og mit Hjærte roligt,
nu er jeg lettet for den tunge Byrde
af Tvivl — jeg véd, Du elsker ikke —
og tyer til Fløjten som en anden Hyrde.
Ja, det var taabeligt og uforsigtigt
at demaskere sig og frækt erklære,
at Du var den blandt alle Jordens Kvinder,
jeg sagte vilde nævne: Hjærtenskære.
Men jeg er fuld af Haab som bare Fanden,
mens hun er rejst til Jyllands mørke Zoner,
gaar jeg omkring i foraarsvaade Gader
aflokkende min Fløjte lyse Toner.