Med hævet Hoved gaar jeg rundt paa Jorden,
— — vær stille Hjærte — medens Foraarsbyger
med spinkle Toner gennem Døgnet drager,
og Æbleblomsterne for muntre Vinde fyger.
Med hævet Hoved og med Smil om Læben —
og saadan, netop saadan skal Du se mig,
hvis vore Veje én Gang atter mødes,
beleven, sorgløst høflig vil jeg té mig.
Og ligegyldige og glade ord skal slynges
i skønne Krumspring fra min muntre Tunge —
ærbødigt kølige er mine Øjne,
og Latterstorme puster fra min Lunge.
Min Længsel er en gammel Hund med Mundkurv,
den skurer Tænder i sit dunkle Hus,
men Lyden slukkes i det store Vognbrus —.
Hør, Døgnets Vognhjul over Vejens Grus.
Og Du kan være tryg og ganske rolig,
den gamle Hund kan ikke mere bide.
Den Angst og Møje samme Hund mig volder,
den skal Du aldrig, aldrig faa at vide.
Men nu er vore Veje vidt adskilte,
thi saadan er det jo min Skæbne vil —
her gaar jeg rundt med kækt og hævet Hoved
og trøster mig ved fattigt Fløjtespil.