Nu er Du saa stille, mit Hjærte,
og hamrer saa fredelig roligt.
Med Haanden jeg mærker Din Dunken
ustandseligt, blødt og fortroligt.
Og dog er det Foraarets Tider,
det dirrer i Luften af Grøde.
Som Gnister i Vaarnattens Esse
Stjærnerne sprude og gløde.
Ja, nu er det Foraarets Tider,
og Du, Du har mødt mig med Smilen.
Der var i Din tyveaars Ungpigegang
en nynnende, vuggende Hvilen.
Og dog er Du stille, mit Hjærte,
trods Vaarvindens kildrende Vildhed,
trods Blodets ustyrlige Ungdom,
og trods Dine Øjnes Mildhed.
Min Sjæl, der vansmægted saa længe
i langsomt henglidende Døgne,
mødte med ængstelig Undren
Dine skønne, troskyldige Øjne.