Vi havde siddet paa den gamle Knejpe,
og det var bleven Aften, før vi vidste,
og ingen havde set det hvide Dagslys
i Aftenhimlens Marmorkumme briste.
Saa vandrede vi langsomt henad Gaden
og snakkede og bakkede paa Piben,
mens i den milde Aften slanke Kvinder
imod os svulmede langs Fortovsstriben.
Og bag de halvvejslukte Laag jeg mødte Øjne,
der loved alt hvad djævelsk er og dejligt —
det var som vandred spændende Romaner
i Guldsnit mig forbi, alt for belejligt.
Vig fra mig, Satanelle. Ak, vig fra mig!
Mit Hjærte er saa svagt ved Foraarstider.
Hvor er den eneste, min Sjæl tilbeder —
hvor er Du, ser Du ikke, hvor jeg strider.
Aa, tag mig til Dit gode Pigehjærte,
behold mig trofast alle mine Dage.
Jeg giver Dig mit stakkels Digterhjærte,
jeg giver Dig det helt og uden Klage.
Jeg giver Dig min Sjæl og al min Længsel,
jeg giver Dig mit Liv! Aa, tag mig til Dig
Den milde Foraarsaften gør mig troløs,
og djævelsk slanke Kvinder smiler til mig.