Jeg elsker den duggede Skumring,
naar Aftenen falder paa,
og Kvinder med yndefuldt dvælende
Skridt over Flisen gaa,
naar Buelamperne lyser,
som trinde, sølvblege Maaner,
paa Gaden, der lunefuldt kroget
nedad mod Torvet skraaner.
Omnibusserne duve tungt
forbi mig nærved min Arm;
den krumme, trælagte Gade
mildner Vognenes Larm.
Alt det, min Tanke stred med,
al Dagens rastløse Id,
blegner og smuldrer, jeg vandrer
og glemmer Time og Tid.
Jeg vandrer langsomt og nynner
i Skumringens blege Stund.
Der er en Fryd ved et hemmeligt
Smil om en Kvindes Mund.
Der er en Fryd ved et stjaalent Smil,
der hemmeligt, blidt mig naar —
det er som den gyldne Sitren
i Luften, der varsler om Vaar.
Det er som en Vaardags Solskin
undseelig mildt og blidt.
Én Vaar og ét Smil over alle
mindes min Tanke tidt.