Dagen var graa, og den sildige Skumring er graa.
Fra Tagskæget drypper, ustandseligt, Høstregnens Draaber.
Træerne svajer som Drukne i Aftenblæsten.
En Barnestemme langt inde i Skumringen raaber.
Vinteren griber med Isklo den rullende Jord
og spyer den over med Sne og kvælende Taage.
Menneskesjælene vandrer i Hi og drømmer,
at Vaaren aabner sin blomsterbekransede Laage.
Dagen var graa, og den sildige Skumring er graa,
og graa er min Tanke og klam som de drivende Byger.
Trofast, taalmodigt jeg venter min Æbleblomstring
og Jer, I Vinde, der svangre med Blomsterstøv fyger.
Dig har jeg ventet, min Skæbne, min blomstrende Vaar,
har ventet Dig Nætter og Morgner og solhede Dage,
kommer Du nu i den sildige, vaade Skumring
og slukker tyst, med Din Jomfrumunds Kærtegn, min Klage.