Jeg vandrede forgæves
i Gadens Solskinstrængsel.
Jeg mærked ikke Træthed,
blev baaret af min Længsel.
Smaa Laksko klapped Flisen,
og Silkeskørter knitred.
Et Steds i Solskinshavet
et Stænk Violduft sitred.
Dèr vaded unge Lapse
med Ben som Elefanter,
dèr vugged smækre Yachter
med dristigt svungne Spanter.
Dèr duved Pæreskuder,
og gamle brede Pramme.
Og Baand og Vimpler smelded
i Foraarssolens Flamme.
Jeg søgte Dig i Stimlen,
jeg søgte Dig forgæves,
Dit lyse Smil, Dit Bryst, der blidt
af Aandedraget hæves.
Din kyske Jomfrunakke,
hvorover gyldne Krøller
sig rulle tungt som Søer,
der over Stranden skyller.
Saa gik jeg hjem — mismodig
og læste Heinrich Heine,
og Verset græd og sukked
paa hans og mine Vegne.