Tubalkain træder den stønnende Bælg
helst i de dybe Nætter.
Gnisterne fyger fra Essens Svælg
som gyldne, brat falmende Pletter.
Duften af Blomster og Skovens Løv
stryger hans Ansigts svedige Støv.
Dyrenes Konge, der langsomt vandrer
til Floden med baskende Hale
gennem det solskinstørrede Græs,
der dugges i Aftensvale,
skær han i Kobberets røde Bund,
dèr staar den som sov den med snærrende Mund.
De spraglede Fugle, der skræpper bag Løvet,
danner han efter med Flid,
kunstfærdig hamret af Kobber og Jærn
og Dyretand hudglat, hvid;
og Naama, der bringer ham Blomster og Kys,
ridser han midt i et Blomsterdrys.
Naama lokker for Rørfløjtens Tone,
puster med dugfrisk Mund —
Tonen kommer — snart klukkende lystig,
snart sorgfuld fra Rørfløjtens Bund.
Naama ser paa hans Billedværk,
klapper hans Haand, der er brun og stærk.
De gæve Hyrder vandrer forbi
i den skumrende Aftenstund,
standser og ser paa den mørke Smed
mod Essens lysende Grund,
maaber en Stund paa hans Billedskat,
vandrer bort i den duggede Nat.
Tubalkains Mundvige krænger sig ned:
Haa, Seth med Dit Faarehjærte!
Du nyttige Hyrde, der driver Din Hjord
og glipper mod Nætternes Kærte —
Verden gaar fremad Dag for Dag
i Trit med Din vraltende Hyrdebag.
Verden — Dit Billed hamrer jeg ud
i Kobberets røde Bund:
Dyr og Blomster og Sol og Maane
og Naama med leende Mund —
Du Hjord, der vandrer med gumlende Kværk,
hvad skøtter vel Du om mit Billedværk.