Og Døden red over Syvbjørnebroen.
Hum-plum, hum-plum.
Det lød som Plejlenes Slag i Loen.
Eja, eja.
Krager skreg om hans brede Hat,
der skygged som Høstens dybeste Nat.
Hum-plum.
Da Døden kom til Udliggerhuset.
Hum-plum, hum-plum.
Kaldte en Stemme i Nattesuset.
Eja, eja.
Det var den gamle Per Røgter, der jamred:
Aa, læg mig til Hvile i Kistekamret.
Hum-plum.
Og Døden red til Syvbjørnegaarden.
Hum-plum, hum-plum.
Det var en duftende Nat i Vaaren.
Eja, eja.
Bag Løvet fløjtede Nattergale.
Han standsed i Skæret fra Gaardens Sale.
Hum-plum.
Ved Jærnringen bandt han den skimlede Krikke.
Hum-plum, hum-plum.
Og gav den af Bryggerskarret at drikke.
Eja, eja.
Saa skred han opad den store Trappe.
Orme dryssede fra hans Kappe.
Hum-plum.
Han trampede ind i den høje Stue.
Hum-plum, hum-plum.
Og bukkede dybt for den skønne Frue.
Eja, eja.
Hun blegned og greb til sit lille Hjærte.
Uroligt blafrede Sølvstagens Kærte.
Hum-plum.
Og Herren paa Gaarden langed til Sværdet.
Hum-plum, hum-plum.
Og hugged og stak, men hen i Været.
Eja, eja.
Den fremmede Rytter var løs som Luften,
han fyldte kun Stuen med Dødningeduften.
Hum-plum.
Og Fruen jamred: Aa, lad mig leve!
Hum-plum, hum-plum.
Min Ægtemand gør Jer gærne til Greve!
Eja, eja.
Men Rytteren greb om den knitrende Kjole.
Fruen vælted to Gyldenlærsstole.
Hum-plum.
Saa kvalte han hendes Graad i sin Kappe.
Hum-plum.
Og bar hende ned ad den store Trappe.
Hum-plum, hum-plum.
Men da dé kom til Udliggerhuset,
kaldte en Stemme i Nattesuset.
Eja, eja.
Det var den gamle Per Røgter, der jamred.
Hum-plum, hum-plum.
Aa, læg mig til Hvile i Kistekamret.
Eja, eja.
Men Døden red over Syvbjørnebroen,
det lød som Plejlenes Slag i Loen.
Hum-plum.