Det vaade Nattesus
har gemt sig bort i Lindens sorte Krone;
der hvisker det, saa alle Blade skælver,
om Satan og hans Trone.
Mor, Mor,
det banker paa min Rude.
Det skriger hæst
fra Kirketaarnets store, dybe Glugger.
Et Steds i Mørket
et Vandløb blødt og sagte klukker — klukker.
Mor, Mor,
det banker paa min Rude.
Den sorte Hund,
den gamle sorte Hund i Galgebakken,
lister lydløst bagved Vandringsmanden,
napper ham med sylspids Tand i Frakken.
Mor, Mor,
det banker paa min Rude.
Og hvid af Skræk
han smøger Frakken af sig — løber, skælver —
hen under dunkle Kroner,
der over Landevejens blege Støv sig hvælver.
Mor, Mor,
det banker paa min Rude.
Det græder spædt i Natten.
Mod Ruden basker Gren og Vildvinsranke.
Det knager i Altanens Brædder.
Og skræmt og bange blir hver Barnetanke.
Mor, Mor,
det banker paa min Rude.
I Sovekamrets Mørke
det pusler underligt i alle Kroge.
Gardinet rører sig
og hvisler over Gulvet, som krøb der sorte Snoge.
Mor, Mor,
det banker paa min Rude.
Barnet klynker ræd.
Paa Taget hviner „Hanen” i sit Hængsel.
Barnet ber sin Aftenbøn igen, igen —
springer klam af Sved fra Sengens Fængsel,
løber gennem Gangens kolde Tomhed,
hvis Vindu gaber ind i Nattegyset,
aabner hastigt Døren ind til Dagligstuen,
— dèr sidder Far og Mor i Lampelyset.
Mor, Mor,
det bankede paa min Rude.