De svære Skyer krummer sig
som Kæmpeokser i et Spand,
der pløjer Fure op og ned
igennem sort og iskoldt Vand,
mens Stjærner lyse
paa Himlens Bund som Glimmersand.
Og Stormen knuger Svøbens Skaft
og muntrer Spandet med sin Sang —
den runger i det øde Rum,
den naar min Stue lav og trang
og ildner Sjælen
og letter Fodens trætte Gang.
Ho hej, mit gæve Oksespand
drag Ploven gennem stridig Muld,
mens alle Himlens Stjærner smaa
og Maanen lyser paa min Puld,
og Natteduggen
sig klæber til min Trøjes Uld.
Vi træder trofast, træder tungt,
vi pløjer mod det fjærne Maal,
saa Sveden hagler af vort Skind,
vi pløjer under Kragers Skraal.
Vi vil til Maalet!
Og trodsigt skingrer Plovens Staal.
Den Plovmandssang, den Plovmandssang,
den kalder mægtigt paa mit Mod,
den styrker mig og gør mig glad,
og fast jeg træder paa min Fod,
thi Nattestormen
og Sjælen er af samme Rod.