Paa Kirkegaarden gik jeg
i det knasende Grus
forbi den hvide Kirkes
tomme, kolde Hus
imellem Sørgepile
og forvitrede Sten,
hvori var skaaret Navne
og Kors og Palmegren.
Da standsed jeg ombruset
af et Rosentræs Duft,
der strømmede imod mig
i den milde Middagsluft.
Den var saa rig af Vellugt,
saa krydret sød og god,
som om den havde drukket
en Piges iltre Blod.
Bedøvet stod jeg længe,
berust af Duftens Magt,
det var som Pigelæber sig
mod mine havde lagt —.
Fra Kirkegaarden gik jeg
i det knasende Grus
som fra et Stævnemøde
under Sørgepilens Sus.