Det er saa underligt
at se Dig ligge her
paa Bordets gule Voksdug
bleg og uden Klæ’r.
Dengang Narcosemasken
blev nærmet til Dit Ansigt,
og Lugt af Kloroform
omsvævede Dit Ansigt,
stirred Dine brune,
blanke Pigeblikke
mod mig som en saaret
Fugl’s — den klager ikke,
bare ser sig med Blikket
fyldt af bange Beden
(maaske med skudknust Vinge
den ligger langt fra Reden)
Den sidste Gang, jeg saa Dig,
var i Dansesalen
— Luften dirred festligt
af Lys og lystig Talen.
I den folderige
hvide Silkekjole
var Du Solen over
alle Salens Sole.
Gyldenbrun af Lød
smilte Du og viste
Dine Perletænder,
lo og Vinen priste.
højt Du hæved Glasset
med den gule Drue
bøjende Dit Haandled
i en yndig Bue.
Flygtigt saa Du paa mig,
rakte mig det tømte
Glas, hvorfra Gulddraaber
nys paa Din Tunge strømte.
Jeg bar og fjærned Glasset,
som Dit Blik mig bad,
Du vendte Dig til andre,
leende Du sad
fyldt af Pigeungdoms
tankeløse Sundhed,
et Vidunder af Kækhed
og Kælenskab og Rundhed —.
Nu er det mig saa sært
at se Dig ligge her
paa Bordets gule Voksdug
bleg og uden Klæ’r,
se Blodet paa Dit Legem
dunkle Skrifttegn skrive
— se Din runde Skønhed
prisgivet skarpe Knive.