De fede Kastanieknopper
sveder festligt,
og Majdagens Vinde blæser
mildt og vestligt.
Ophedet af Sol og gul
er denne Majdag,
det hvirvlende Støv er som Røgen
i et Feltslag.
Maskiners og Vognes dundrende Brag
og Menneskers Summen
samles til én Røst — dyb og grov
som et Udyrs Brummen.
Men snart vil den tordnende Dag
forstumme,
og Lyden af Staden vil blive som Sus
af en Springvandskumme.
De drivende Skyer vil vugge sig langsomt
til Hvile,
og piggede Stjærner vil stige af Dybet
og smile.
Da kommer den gamle Længsel igen
til mit Hjærte
og fylder det helt med Majnattens
stumme Smerte.
Saa griber jeg Kæppen og sætter
paa Skæve Hatten
og vandrer urolig og rastløs
ind i Natten.
Ad fjærne og hvide og fremmede
Villaveje —
jeg tror, det er Vinden og Stjærnerne,
jeg vil eje.
De sælsomme Stjærner, der snurrer sig rundt
paa den evige Scene,
og Vinden, der Dagen igennem spilled paa Fløjte
bag løvede Grene.
Men Vinden er gaaet til Hvile
ved Verdens Ende,
og Nøglen til Stjærnetheatret
er blevet henne —