Kender Du det
at staa paa Tennisbanen
en Aften i det tidlige Foraar —
Blæsten bærer syrlig Duft
af Græs og Muld
ind over Banen,
Solen er ved at gaa ned,
og Rækværkets Stolper
kaster smalle Skygger
over Gruset.
Kender Du den Glæde det er
at høre Boldtræets stramme Strænge
synge melodisk,
naar de rammer den hoppende Bold —
O at ramme den hvide Bold
med et sikkert Slag
og sende den hastigt over det tjærede Net
forbi Modspilleren,
der staar ved Nettet grisk efter at flugte.
O at have Held til
at serve en Bold,
som ingen Djævel kan tage!
Med glade Tilraab
springer de Spillende rundt
vaade af Sved
og med opkrammede Ærmer.
Kender Du det
at føle sig let og stærk,
at mærke sit Haandled
som spænstigt Staal
og sit Legeme
fuldt af Udholdenhed —
at glemme alle Bekymringer,
glemme Verden og Kvinderne
bare for at holde Øje med
den hvide hastige Bold —
I lykkelige Timer
tilbragt paa Tennisbanen
tidlige Foraarsaftener,
naar Solen var ved at gaa ned,
og Blæsten
bar syrlig Duft af Græs og Muld
ind over Banen.