Det kolde, gustne Morgenlys
glider gennem Ruden
over et Pigeansigt
fortrukket i Smerte.
Udenfor i den fugtige Have
knager de morgenvaade Træer
i Martsblæsten,
og de sorte Grene
slaar mod Ruden.
Pigens Hænder omklamre
krampagtigt — med hvide Knoer —
Sengens svære Kanter,
og Øjnene stirrer mod Loftet
sløve og uden Tanker.
Hvid og udstrakt i den blodige Seng
endnu bevidstløs —-
men lidt efter lidt
sanser hun
som en fjærn, fjærn Tone
den nyfødtes klagende Piben
og Lyden af Grenene mod Ruden
og Regnens evindelige Susen.
Hendes Blik blir levende
og fyldes af Smerte,
hendes Hænder udspiler sig,
og Munden aabner sig
klagende.
Saadan skulde Legen altsaa ende —
den, der begyndte en Sommernat
en hed og bedaarende Nat
fuld af Jasminduft
og søde Melodier.
Hun mindedes Skovballet,
Manden, der fulgte hende,
hans dybe Stemme
og Skæget, der kildrede hendes Kind.
Ham havde hun aldrig elsket —
det var Manden, der havde daaret hende
hin bedøvende Nat —
Dansemusikken
og hans dristige Hænder
havde gjort hende vild.
Det gule Morgenlys
fylder Stuen
med sit trøstesløse Skær,
Regnen suser evindeligt,
og Barnets Piben
er ikke til at udholde.
Febervildelsen griber hendes Sind —
hun kaster sig frem og tilbage
i den blodige Seng,
og hun raaber forvildede Ord —
Forbandelser mod Gud
og mod ham.
Lidt efter lidt
blir hun stille,
jamrer bare sagte
og kalder paa Mor —.
Timerne gaar —.
Det kolde Dagslys
klarner den trange Stue
med den jamrende Pige
og Barnet — Barnet,
som ligger under hende
— kvalt!
Men udenfor
vaagner Staden,
og Luften fyldes
af dens ubekymrede Torden —
Damp og Støv hvirvler tilværs.
Atter koger den store Hexekedel —.