Sommeraftenens Skygge
skrider fra Lindens Rod,
gyder sig hen over Vejens Støv
som en lydløs, skumrende Flod,
skjuler de dybe Spor
traadt af en mødig Fod.
Det brogede Hornkvæg vralter
hjemad paa kløftet Klov.
Messingbjælderne skringler
og skrangler om smeldfed Bov.
Krager basker med Skraal
op fra den nære Skov.
Hunde med dampende Tunge
napper i Oksernes Ben —
Dyrene spjætter ud,
saa det fyger med Støv og Sten —
Vandreren trænges i Grøften,
griber om Gærdets Gren.
— —
Vandreren standser — mødig —
ved Gaardens Munkestensport,
læner sig tungt mod Muren;
Øjet bli’r vaadt og stort.
Fingrene famler raadvildt
om Kæppens blankslidte Knort.
Graaden sidder i Halsen —
det er jo hans Faders Hus:
det samme truende Stokværk —
bag Væggene puslede Mus,
og over de skumle Lofter
gik Blæstens husvilde Sus.
De brogede Okser brøler
om Vandtrugets sorte Spejl —.
Hvor al Ting er uforandret:
Stentrappen slidt og stejl,
og Linden, hvis Blomster drysser
tyst over Tagets Tegl.
— — — —
Det skumrer i Oldingens Stue;
det venetianske Spejl
fanger dybt i sit Væld
Maanens Perlemorssegl
og de lange gyldne Gardiners
brisesvulmende Sejl.
Den Gamle blundede lidt,
nu vaagned han med et Nik,
idet den vældige Fløjdør
med Broncehaandtaget gik —
den Fremmede blev ved Døren
som Tiggere har for Skik.
Oldingen drejed sit Hoved:
»Hvad vil Du fremmede Mand —
nages Din Bug af Sult,
Din Tunge af Tørstens Brand?
Eller — bringer Du Bud
fra det fjærne, fremmede Land?«
Der blev saa stille i Stuen,
saa tyst var det gamle Hus,
man hørte kun Oksernes Tramp
tungt over Gaardens Grus,
og de vældige Lindetræers
tuslende Aftensus.
Den Fremmede svarede ikke —
da sukked den gamle Mand
og læned det hvide Hoved
mod Gyldenlæ’rsstolens Rand,
kasted en Mønt paa Tæppet —
den laa som en gylden Brand.
Da styrted den Fremmede frem
og favnede Oldingens Knæ,
krymped og vred sin Krop,
som var han et nedtraadt Kræ,
kyssed den gamle Haand,
der var mager og tør som Træ.
I Oldingens matte Øjne
lured en lønlig Skræk,
den tandløse Mund fortrak sig
som smagte den Dyvelsdræk —
han greb den Fremmedes Hoved
og gransked det Træk for Træk.
Ak jo — det var Sønnens Ansigt:
Moderens barnlige Mund,
de samme forundrede Øjne,
som vaagned de nys af en Blund, —
men Lyster og Last havde skaaret
Furer i Hudens Grund.
Da rejste den Gamle sig langsomt
og folded Hænderne fast,
ranked de trætte Skuldre,
som slap han en stentung Last —
og saa mod de fjærne Stjærner,
der ligned Draaber, der brast.
— — — —
»Nu vil vi holde Gilde, min Søn.
Hej, Musikanter, herhid!
Min Søn, paa Dit Fad vil jeg lægge
den allerfedeste Bid —
min Søn — aa, jeg er som Hyrden,
der finder det savnede Kid.
Min Sønneke, tal til Din Far
som Vennen taler til Ven —.«
Da sukkede Sønnen dybt
og stirrede for sig hen,
mens Faderen strøg hans Nakke
kærligt — igen — igen.
»Det var i de unge Dage —
Far, mon Du forstod
den Uro, den evige Uro,
der hidsed mit hede Blod.
Jeg var som en Plante, der sygner,
fordi den ej kan slaa Rod.
Det høje truende Stokværk
var som et Fangebur,
Havens blomstrende Hæk
var mig en pigget Mur —
at sidde paa Burets Pind
var aldrig en Ørns Natur.
Aa, disse blide Egne!
Jeg længtes mod store By’r,
hvor Luften er flimrende Luer,
og Larmen som Skraal af Dyr —
Længselen hidsed min Sjæl
som Klingen den tirrede Tyr.
Aa, disse tamme Dage!
Jeg vilde Blod og Brus,
jeg vilde Vin og Roser,
jeg vilde Vold og Rus —
jeg martredes til Døde
her i min Faders Hus.
Og hende — Du ved — den Kvinde,
jeg lovede al min Sjæl —
jeg følte mig som et lænket Dyr,
der aldrig kan slippe sin Pæl,
hun stjal jo min Ungdom — min Ungdom
saa vendte jeg hende min Hæl.
For jeg lededes ved hendes Ynde
og ved hendes barnlige Mund
og al denne kyske Længsel,
der bæved i Øjnenes Grund —
jeg vilde en Tøs, der var vild
og syndig og sort og ond.
Nu er det forbi altsammen,
nu ser jeg med undrende Gru
paa alle de ødte Dage:
min Ungdom, der smuldred itu
se Far, jeg er kommen til Dig
med knust og angrende Hu.
Min Sommers Luer er Aske,
jeg venter den kølige Høst,
min Sjæl er syg af Lede
ved Verdens vamle Lyst —
se Far, jeg er kommen til Dig
at græde ved Dit Bryst — — —.«
Den hvide Olding smilte
saa mild og hjærtensgod,
saa greb han Sønnens Haand
og gik paa gigtsvag Fod
igennem Maanelysets hvide,
drømmeblide Flod —
igennem øde Gange,
hvor Mørket var som Beg,
igennem skumle Sale,
ad Trappetrin, der skreg
og klaged for hvert Skridt,
han ledte Sønnens Vej.
Han aabnede en Dør
i Husets søndre Fløj,
det dufted af Hyacinthers
fuldtudsprungne Løg —
fjærnt jubled Violiner
med lange Buestrøg.
Der kom en Kvinde mod dem,
men standsed med et Skrig —
Sønnen stirred — stirred,
som saa han paa et Lig,
hvorfra man brat har løftet
det grove Lagens Flig.
Hen over Halsen lyste
en blodrød Silketraad.
De magre Nøgleben stod frem
som Spanter i en Baad;
den fine Kind var hul,
og Næsen rød af Graad.
Den hvide Olding smilte
og klapped Kvindens Haar —
da skiltes hendes Læber
og lignede et Saar.
»Min Søn, se hun har ventet
de lange, lange Aar.«
Den magre Kvinde smilte
saa fattigt og saa blidt —
»Se paa det stakkels Barn,
min Søn, hvor hun har lidt —«
men Sønnen veg tilbage,
hans Mund var sammenbidt,
han knytted sine Hænder
og snurred paa sin Hæl
og hvæsed, saa han spytted:
»Min elendige Sjæl,
der skal danse som et Dyr
om den selvsamme Pæl —«
Hans Kind var hvid som Væggen,
og Munden styg af Trods,
han lignede et Dyr paa Spring,
en lurende Los — —.
Da brast det Hele for ham,
hans Mund blev veg og ræd,
han sank i Knæ paa Gulvet
og græd — græd — —.