De folded den dødes Hænder
og lukked Øjnenes Laag.
Grædekonerne snøfted
og hvisked i Stuens Krog.
Den vældige Terebinthe
fyldtes af Dagens Sus.
— De ledte den store Mester
til Sorgens og Dødens Hus.
Han førte den blege Moder,
der jamred med kvalte Skrig,
bort fra den mørke Stue,
der dufted af Lys og Lig.
Saa satte han sig paa Lejet
— det knaste i tørre Spaan —
og greb med de store, magre
Hænder om Barnets Haand.
— — —
Dér sad han i dybe Tanker,
da Aftenhimlen blev rød,
og klapped de stive Fingre,
der laa saa tungt i hans Skød.
Saa bleg og saa barnestille
som sov hun sin trygge Blund —
da bøjede han sig langsomt
og aanded paa Pigens Mund.
Og Huden fik Rosers Rødme,
det skjalv bag de lukte Laag —
Hagen løfted sig lidt — —
det smiled om Mundens Krog —.
Og Haanden, der laa i Mesterens
Hænder — saa godt et Skjul —
rørte sig sagte — leved,
blev som en fanget Fugl.
— — —
— — —
Den Sjæl, der i Verden er fremmed,
den Sjæl, der paa Dybet flød,
klager med blodig Mund:
»Se, jeg fik Sten for Brød.
Gaa til min mørke Stue,
rør ved min stive Haand —
Mester, Mester, jeg beder Dig
aand paa min Læbe — aand!
Jeg færdes i Skyggernes Rige,
gusten og graa er min Lød —
jeg er som Jairi Datter
død — død.«