En Ven har mig fortalt, han gik en Dag
I Selskab med en Muselmand langs Muren,
Der snoer sig rundt om Bagdads gamle Stad;
Og som de gik, beundrende Naturen,
Forbi et gammelt, marmorsmykket Bad,
Saae pludseligt han dér et Palmeblad
Fra Luften dale ned i Veikants-Furen.
Han vilde tage det for ret i Mag
Det skjønne Blad opmærksomt at betragte;
Men Muselmanden greb ham haardt i Armen
Og sagde, som i Skræk: »O, Herre, sagte!
Lad det blot ligge! Det bli’er hendes Sag!
Lad det kun tørres hen i Solskinsvarmen;
Jeg kunde let, ifald at Nogen saae det,
Og der er altid dem, som bærer Nag,
Faae mig en Snor, naar mindst jeg tænkte paa det.«
»En Snor?«, udbrød min Ven. »Kan jeg forstaae det,
Saa vil jeg selv ta’ mod Kalifens Snor,
Der stod paa Bladet jo ei mindste Ord« —
Meer fik han ikke sagt; thi Muselmanden
Drog ham afsted som var de fulgt af Fanden.
Da saa de havde gaaet et Kvarteer,
Tog Tyrken Ordet: »Ikkun Daaren leer
Naar Sværdets Od sig mod hans Hoved vender,
Du, Franker, er en Fremmed, som ei seer,
Hvad her i Bagdad selv et Barn erkjender.
Det Bad vi gik forbi, af Marmor bygget,
Og hegnet af den høie, hvide Muur,
Det hører til Kalifens Haremsbuur,
Og er et Fængsel, skjøndt med Roser smykket.
Bag Muren er en Have, rigt beskygget
Af Oleandrens, Myrthens, Palmens Blade,
Og hvis den var af Glas, Du vilde see
I Midten en høitsprudlende Fontane,
I hvis Bassin af Marmor, hvidt som Snee,
Kalifens Kvinder sig som Svaner bade.
En af dem — hvem det er, jeg ei kan ane —
Har sig en Elsker, og som let kan skee,
Har hun seet feil, da mig hun sendte Brevet.«
»Hvad Brevet?« svared leende min Ven.
»Det var jo kun et Blad, og intet Skrevet
Stod paa dets Flade«. — »Nei, med Blæk og Pen
Der Intet stod,« gjensvared muggent Tyrken.
»Thi ei i Blæksprog er det de har Styrken.
Det læres ei ret meget i Tyrkiet,
Det hører og til Frankenlandet hen —
Men jeg, som Asiens Viisdom ind har hentet,
For mig var det et Brev, saa godt som prentet.
Thi, seer Du, dette Blad, der som en Fugl
I Luften svang sig paa sin grønne Vinge,
Det skulde som sit første Hovedbud
Bøn om Befrielse en Anden bringe;
Thi Palmens Blad, især dens lyse Skud,
Det tyder man hos os som Frihed ud.
Men før i Hast det sendtes ud af Lugen
— Thi derfra var det, denne Piil blev skudt —
Var Bladets femte Ribbe sønderbrudt.
Det siger Torsdag, femte Dag i Ugen,
Og omkring Stilken var der lønligt vundet
En Natviol med Baandgræs sammenbundet.
At Natviol er Midnat veed Enhver,
Det seige Baandgræs, det er Tov og Strikker.
Har saa Du fattet dette Brevs Begjær,
Og seer Du Knuden, som i Bladet stikker?
Paa Torsdag, saa omtrent ved Midienat,
Med Strikkestiger henter han sin Skat,
Og saa et Huus der med Kalifen ligger.
See derfor var det, at jeg løb min Vei,
Thi disse Fruentimmer agter ei,
Hvem de en Silkesnor paa Halsen skikker.
Nei, det er Sagen, man har aldrig Fred,
Man er for deres Kunster aldrig sikker.
See, dér bag Gittret staaer et Rosenbed!
Har de blot det, saa kan de tales ved,
Saa let som jeg min Morgensorbeth drikker.«
»Hvorledes?«, spurgte her paa ny min Ven.
»Hvordan kan det gaae til? Jeg ei det fatter!«
»Aa«, svared Tyrken, »med en Rosenpen
Man skriver meget Smukt til Østens Datter.
Da jeg var ung, jeg ofte kasted hen
Et Ord, et Vink, et Bud til Den og Den,
Nu gaaer det ei. Man bliver kun til Latter;
Thi unge Piger vil ei gamle Mænd.
Men dog Erindringen jeg har igjen,
Og for mig staaer lyslevende det atter,
Kom hen til Gittret! Saa skal jeg Dig lære,
Hvordan en Rose Brev og Bud kan bære.
See Purpurrosen — ja, det veed Du selv —
Betyder Elskov, at jeg Din vil være.
Hvid er den Smertens Bud fra Sorgens Elv,
Betyder et: »Farvel! Vi sees ei mere!«
Blegrød den siger: »Du maa ei begjære
For Meget af mig.« — Guul, den raaber: »Skjælv!
Der er Forræderi mod os igjære!«
Men er den rød, af Duggens Taarer vandet,
Den siger: »Hvor jeg længes!« — ikke andet.
For Resten bruges ogsaa her i Landet
Et enkelt Blad af Blomsten kun at sende.
Det røde siger: »Ja« — det hvide: »Nei«,
Det gule, at Du feiled hendes Vei,
Men at Hun ved et Bud Din Nød vil ende.
See det var Blomsten. — Nu det grønne Blad.
Heelt er det Haab. Men mangler i dets Rad
Et eller flere, Resten Dig forkynder
Den Tid, da let til Mødet Hun sig skynder.
Her har man Morgen, Middag; Aften — smukt
Man allerførst med Knoppen da begynder.
Saa kommer Blomsten, derpaa Hybnens Frugt.
Af disse tre den sidste meest Hun ynder,
Dog ogsaa Blomstens Stilk, som skal bebude,
At Hun er ene, og de Andre ude. —
Naa, det var Blad og Stilk og Frugt og Knop.
Nu kommer Rosengrenen. Havens Gange
Betyder den og Nattergalens Sange
Og Maanen, som i Østen stiger op;
Men faaer Du kun en Torn, er Porten lukket;
En eller Anden har Dig ud da stukket.
See heraf«, sukked Tyrken, »seer Du vist,
Hvad Du i Frankenland Dig kunde vente,
Hvis Eders Kvinder blot det Halve kjendte
Til dette Blomstersprog med al dets List.
Her er der mangen Ægtemand, som fik
Sin Pande krandset net af Ahornsbladet —
Men der er Bagdads Port, hvor ud vi gik,
Saa slap vi dog i god Behold fra Badet.«
Her endte Muselmanden. Om hver Sætning,
Om det som Heelhed op er vist og sandt,
Det veed jeg ikke ret, men dog jeg fandt
Det kunde stilles her som Eftersætning
Til Skræk og Varsel for Enhver, der leder
Som Gouvernante unge Yndigheder.