I svundne Tider man ristede ind
Ved Midnatten taus og stille
De mørke Runer i Æblets Kind,
Og lod det i Skjødet trille,
Da tvang de Runer det strideste Sind
Og bøied den stiveste Villie.
Jeg rister i Vaardagens lysende Pragt
I Blomsten, saa skjær som en Lillie,
Usynlige Runer, hvori der er lagt
Hvad Øiet, og aldrig Læben fik sagt;
Men selv skal Du have Din Villie!