Jeg veed ei, hvoraf det kommer,
Og om det som mig gaaer Fleer;
Men hvergang Lindene blomstre,
Saa kan jeg ei sove meer.
Da fyldes mit Sind og min Tanke
Saa selsomt ved Blomsternes Duft,
At ud jeg alene maa vandre
I Nattens kjølige Luft.
Men naar jeg vandrer alene
I Nattens hviskende Vind,
Da kommer de gamle Minder
Og gjøre saa tungt mit Sind.
Da gaaer jeg ind i mit Kammer
Og sysler med Bog og Pen;
Men hvergang Lindene blomstre
Har jeg min Nød igjen.