Som Vandreren der mat af Sved
Op over Alpetoppe higer,
Troer, hvert et Bierg, hans Fod bestiger
Ham volder sidste Farlighed;
Men ei saa snart har vundet op
Paa Spidsen, før hans Blik opleder
En Hær af nye Farligheder
Paa Veien til det næstes Top —
Saa stønne Dødelige frem
Igiennem Livets Modgangs Hære,
Og troe den sidste der at være,
Hvor blot en større møder dem.
Mistænk den blinde Lykkes Smile
Thi tæt ved Rosen Tornen er,
Og Modgangs Storm, o Ven! er nær,
Naar Livets Bølger tause hvile.
Nu slumre trygt de glade To;
De drømme sig i Glædens Tempe,
Ved Vagt af Kiærlighedens Kiæmpe
I sikker Fred, og salig Roe.
O! lad dem slumre! bange Muse,
Opvaagn dem ei! alt hører du
Orkanen over dem at bruse —
O Skræk! — men vaagn dem ei endnu!
I denne høitidsfulde Nat,
Hvori sin Seier Amor kronte;
Hvis hele Herlighed kun mat
Den svage Skiald bestyrtset tonte —
Mens alt i Søvnens Arme laae,
Og Elskov, han og hun alene
I denne hemmelige Scene
Nærværende sig selv kun saae —
Formaaede Carls uhyre Magt
Ham ei paa Søvnens Silkevinge
Den søde Rolighed at bringe,
Som vaagen Fryd opveier svagt.
Var det en Finger fra det Høie?
Var det naturlig Sympathie?
Nok — Emmas Fader intet Øie
Den hele Nat fik lukket i.
Han stod omsider op, og ilte
Til Vindvet, aabned det, og saae,
Mens Maanen ned i Sneen smilte,
Miraklerne paa Himlens Blaae;
Og tænkte: Carl! hvor er du lille!
Og raabte: Gud hvor er du stor!
Slog Øiet ned i Nattens Stille
Og saa Miraklet paa vor Jord.
Han saa en lille hvid Figur
En Mand igiennem Haven bære
Ud fra Prindsessens Jomfrubuur —
O Himmel! hvad mon dette være?
Med Graadighed han stirred atter,
Og fik tilsidst bestyrst at see
Sin Skriver giennem Havens Snee
Bortbaaren af hans skiønne Datter.
Som rørt af Torden stod han der —
Forundring, Kummer, Skræk og Vrede
Betog hans Siæl; og meget nær
I Raseriets vilde Hede
Han havde raabt. Men endelig
Fik Hiernen over Hiertet Seier;
Han rolig atter lægger sig,
Og søvnløs Sagen overveier:
„Min Datter Emma? — Eginhart? —
Min Skriver? Og min egen Datter? —
Jeg Sagens Sammenhæng nu fatter —
Og dømmes maa de, dømmes snart!”
Den næste Dag det hele Raad
Af Bispe, Munke, Capellaner,
Som aarlig sov, og drak, og aad,
Og helvedstraffede Profaner,
Holdt Morgen-, Middag-, Aften-Bøn,
Opbrændte gamle kloge Qvinder,
Omvendte Gøttriks Svigersøn
Og andre Christendommens Fiender —
Det hele hellige Senat
Blev sammenkaldt, og, som det sømmer,
Andægtig rundt om Bordet sat —
(Gud naade dem, som Andagt dømmer!)
I Midten Carl den store sad,
Som Zeus iblandt Olympens Guder:
En vigtig Sag den hele Rad
Et Vink af Keiseren bebuder;
Han taler: „Hører mig, I Mænd!
I Bispe! Munke! Capellaner!
Som give Christne Himmelen
Og give Helvede Profaner!
Et Syn i Nat jeg skuet har,
Et Optrin sælsomt uden Mage:
En Jomfru paa sin Ryg bortbar
En Mand fra sit Gemak tilbage.”
Det hele Raad slog Øine ned
Ved dette Malerie — mens Somme
Bad alt om Himlens Straffedomme
For slig en Synd — og Carl blev ved:
„Hun gik, nedtynget, dog saa snart,
Som om hun gik med Spøg og Latter —
Og denne Mand var — Eginhart,
Og denne Jomfru var — min Datter.
Hvad dømmer Kirkens Lov herom?
Hvor dyb er Vunden i min Ære?
Hvad, og hvor stor bør Straffen være?
Carl byder — Siger Eders Dom!
O! havde svage Digters Siæl
Lidt af den Evne her, som talte
Naturens Sprog i hvad du malte,
Guddommelige Rafael!
O! kunde jeg tilstiæle mig
Blot nogle Penselstrøg af hine,
Hvis Sandhed, Udtryk, egne Mine
Forraade, store Digter, dig!
Jeg skulde her en Gruppe male,
Hvis rædselsfulde Hellighed,
Skiøndt taus, dog mere skulde tale
End Svada selv at sige veed.
Electrisk foer en stille Gysen
Fra Skiæg til Skiæg i Raden om,
Andægtig Skræk, og hellig Frysen
I alle deres Hierter kom.
Skiøndt de med Fagter Dommen fælde,
Med Øieløften, Haandslag, Suk,
Saa tydelig, at intet Muk
Dens Strenghed nødig har at melde,
Dog Keiseren dem atter bød,
Med høien Røst afsige samme —
Een raabte: Sværd, en Anden: Flamme,
Og Hver — og Alle raabte — Død!
Og foldede, som det sig sømmer,
De fromme Hænder, med et Suk
Mod Himlen, og mod Carl et Buk.
(Gud trøste dem, som Andagt dømmer!)
„Godt!” raabte Carl, „man bringe frem
Dem begge, deres Dom at høre!” —
Afsted gaar Vagten efter dem,
Og følesløse dem indføre.
Som tvende Marmorstøtter staae
De blege ved hinandens Side,
Og vente begge tause paa
Den Dødsstraf, som de snart skal lide;
Og stirre frem — og møde Død
I næste Nu med faste Blikke,
Som sige sig: o! den er sød!
Thi den adskiller os dog ikke.
Carl stille staaer, og seer derpaa —
Og ned paa Kejserkongens Kinder
En Fader-Taarer langsom rinder —
Han nærmer sig og taler saa:
„Du længe tro har ivrig tient
En Mand, min Eginhart, som skiønner
Paa Dyd og Flid, og begge lønner;
Min Datter og har begge kiendt!
Vi begge her os nu forene
For med en Hertugs Værdighed,
Og Stat, og Hertuginde med,
Dig til Belønning at forlene.
Og Du — her tog han hendes Haand,
Og lagde den i hans — og sagde:
„O! du, som Elskovs kiælne Baand
Et Offer som Heltinde bragte!
Modtag den Mand, du nylig bar
Saa rask paa dine Skuldre spæde;
Og tænk dig, Emma, tidt med Glæde,
At han din Faders Gave var!” —
Hvo maler Glædens store Scene?
Hvo har til stumme Udtryk Lyd?
Hvor er den himmelske Camene,
Som tolker navnløs salig Fryd?
Mens pludselig vakt op til Livet
De styrte for hans Fødder nu —
Nei! — male sligt blev Ingen givet!
Natur! det maler ene du!
Med Luft-Comedier af Ild,
Med natlig Dag i alle Gader,
Musik og Dands, og Maskerader,
Og tusinde Slags Ridderspil —
Med al den Vælde, Glimmer, Pragt,
Den halve Jords Monark kan give,
Og ingen Muse vil beskrive,
Blev Bryllupsfesten nu fuldbragt. —
Og Eginhart og Emma leved
I Lykkens Skiød, i Glædens Slum,
Til begges Siæle sammensvæved
Fra Jorden til Elysium.