Mens Vintrens seirende Tyran
Paa Livets blegnende Ruiner
I Field og Skov og Dal og Strand,
Af Nat og Død omgiven, triner,
Henslæbe otte Sekler sig
For Eginhart i otte Dage:
Mismodig blander han sin Klage
Med Skovens Suk og Stormens Skrig.
Han hører ikke henrykt meer
Sin Emmas vellystfulde Stemme;
Han dette Smiil ei længer seer,
Som lærte ham hver Qval at glemme;
Ei meer han vandrer Haand i Haand
Med hende giennem Paradiser;
Ei meer hans glædedrukne Aand
I hendes Blik sin Skaber priser.
Hans Lykkes blide Sol gik ned;
Omsonst om Roe hans Hierte leder;
Og fordum nydte Saligheder
Fordopple hans Elendighed.
Langt ude fra de blide Egne
Ved Jorderiges Østerkant
Var kommen paa sin Herres Vegne
En rig og glimrende Gesandt,
For Carl den Hilsen at frembære,
At Keiseren af Grækenland
Sig ønskte broderlig den Ære,
At blive snart hans Datters Mand.
Med natlig Dag i alle Gader,
Med Luft-Comedier af Ild,
Musik og Dands og Maskerader,
Og Jagt, og al Slags Ridderspil
Blev Grækeren af Carl den Store
Ved Hoffet moret keiserlig;
Men slige Ting ei Amor more —
Han taug, og græd og skiulte sig.
Dog ak, Prinsessen maatte krone
Den hende dyre Herlighed;
Nødt til at holde samme Tone,
Den Skiønne overalt var med;
Thi hvad var Spil og Dands og Fakler,
Al Hoffets Pragt, hvor hun ei var?
Saa lidet som vor Jords Mirakler,
Naar Solen ei dem oplyst har.
Imidlertid vor Elsker lærte
Uheldig Elskovs sidste Qval;
Dybt i hans marterfulde Hierte
Fortvivlelsen sig langsom stial.
Han gaaer en Nat, mens alle sove,
Prindsessens Værelser forbi,
Beslutter alle Ting at vove,
Og iler dristig ind deri.
Han giennem to Gemakker zittrer. —
I Mørket Elskov viser Vei —
Og skiøndt, som Torden, Ekko knittrer,
Hensovne Vagt dog vækkes ei.
Han finder hendes Dør, og vover
Tre Gange kiæk at aabne den,
Og da han frygter for hun sover,
Tre Gange lukker den igien —
Omsider Elskov Seier vinder,
Og hurtig, som en Vestenvind
Han flyver ind, og Emma finder
I Graad, med Haanden under Kind.
Omsonst den Yndige forsøgte,
Mod Kummeren, som Hoffets Larm
Ei dæmpede, men meer forøgte,
At søge Trøst i Søvnens Arm.
De Taarer hun om Dagen hæmte,
Flød doppelt, naar den var forbi;
Hans Qval hun følte heel, og glemte
Tidt hendes egen Qval deri.
Det lyse Øies Ild forsvinder,
Naar Hiertets ei tør nære den
Man Roserne paa hendes Kinder
Saa Dag og Nat at falme hen.
Den Munterhed, som hende fulgte
Bestandig før, veg ganske bort;
Og svagt kun Hoffets Blikke dulgte,
Hvad Konst og Tvang kun skiule kort.
Henkastet paa en Sofa, skuer
Vor Eginhart den Skiønne her;
Og skiønt hans Siæl i Længsel luer
Sin vellystfulde Himmel nær,
Uskyldighedens Tryllerier
Dog standse ham — en Støtte liig,
Han staar, og zittrer, seer og tier,
Og i sin Skuen taber sig.
Ved Maanens Smiles blege Skimmer
I lette hvide Nattedragt,
I Graad, som Diamanters Glimmer
Paa Sølv kun efterligne svagt,
Utvungen, løst af Modens Lænker,
Alene med sig selv og Gud,
Saa blid som Lauras Ven sig tænker
Blandt Engle sin forklarte Brud
Saa himmelsk skiøn, som Dødelige,
Det blot at tænke sig formaae,
Som intet Støvets Sprog kan sige,
Den lidende Gudinde laae.
De taareblændte Øine kræve
En Trøst af Himlen i en Bøn;
Og Luna syntes selv at bæve
I disse Speile doppelt skiøn.
„Her er jeg Emma!” — i det samme
Henrullede den hele Jord
Bort under ham — paa Lynets Flamme
Han hen i hendes Arme foer —
Og paa den Elsktes Læber døde
Det neppe heelt udraabte Navn,
Mens begges Siæle sammenfløde
I begges Kys, i fælles Favn.
Snart vaagner de; thi Støvet taaler
Ei længe Salighedens Magt;
Til meer end Glimt af Himlens Straaler
Er Dødeliges Syn for svagt.
De stirrer paa hinanden tause;
„For evigt skal vi skilles snart” —
Omsider bryder Eginhart
Den stille frygtelige Pause:
„Skal dine Læber hefte sig
Paa nogen Andens end paa mine?
O! hvad er Smerte, hvad er Pine
Mod denne Tanke: miste dig?
„Før dø min Siæl i Nattens Skiød,
I Millioner Plagers Vrimmel!
Thi hvad er Helved? Hvad er Himmel?
Foruden dig er Alting Død!
Tal, Engel! lad din Tryllestemme
I Trøstens egen Melodie
Med Elskovs egne Toner hæmme
Mit Mismods vilde Raserie!
Siig, Elskte! siig, hvad maa jeg giøre —
Hvad skal jeg?” —
„Flye, min Ven! o flye!
O Gud! man kan din Stemme høre —
Min Ven, min Fryd, mit Alt! o flye!”
„Og det er fra min Emmas Læber
Den eneste den sidste Trøst?” —
„Ak! Eginhart! din Tvivl mig dræber!
Kom dræb den, Grumme! Ved mit Bryst!
Bliv! — troer du, at din Emma bæver
For sig? Nei kun for dig, min Ven!
Din Fare blot for hende svæver,
Hun, tro mig, føler ene den.
Dæmp denne Rasen, dæmp din Stemme,
Af Ømhed for dig selv og mig!
Kan Eginhart saa ganske glemme
Sin Emma, Kiærlighed, og sig?
Din er jeg! troe mig ingen Keiser
Skal stiæle dig din Eiendom!
Hvi raser du? Gesandten reiser
Tilbage did, hvorfra han kom.” —
„Og bringer? — raabte han — ”Og bringer
Sig selv, og nok en Bagatel,
Din Emmas Nei.” —
Paa Glædens Vinger
Foer Haabet i vor Elskers Siæl;
Han, en Misdæder liig, sig skammer;
Han tier, seer forvirret ud;
Af Tak hans hele Hierte flammer —
Som truffen af et Blik fra Gud,
Han styrter ned for hendes Fødder
Og svømmer i en Taareflod,
Og Læben zittrer, brænder, bløder
I hede Kys paa hendes Fod.
Opløftet ømt i hendes Arme,
Han lever op i salig Lyst —
Al Tvivl og Frygt og Sorg og Harme
Forsvinder snart af begges Bryst:
Det blide Haab i Siælen gyder
Sin Nectars himmelske Magie,
Hver Hindring let derved bortflyder,
Hver Fare druknes dybt deri.
I Haandtryk, Kys, og kiælne Blikke,
Og Favntag, blot af Maanen seet,
De Lykkelige mindes ikke,
At Tiden lyner bort. Med eet
Den barske Morgenstund frembryder —
Den muntre Hane galer — tys!
Man synes bange, noget lyder —
Og drukner Angesten i Kys.
Men Emma dog til sidst erindrer,
At Tryghed blot er Elskovs Ven
Mens Kiærlighedens Stierne tindrer,
Og sympathetisk flyer med den.
„Min Eginhart! mens Alting sover,
Fly, før Forræderen dig seer,
Dit Liv, din Emmas Liv, du vover,
Ved et Minut at tøve meer —
Igiennem Haven, Elskelige;
Du sikker end kan smutte væk!
Lad dette Kys dig mere sige;
Tag dette med! og nu, vær kiæk!” —
Til Vindvet, Arm i Arm, man iler:
Mildt tause Stierner blinke ned,
Og Cynthia fortrolig smiler
Til deres skiulte Kiærlighed —
Men Gud! de blegne! — Begge vækkes
Til Helved-Angst, i det de see,
Den hele stille Jord bedækkes
Med Sløret af en falden Snee.
O! midt i deres Glædens Eden!
O! midt i Haabets sidste Havn!
Ak! hvad er Salighed herneden?
Nu døe de i hinandens Favn!
Dog nei; — En Morder dem skal rive
Til Pinsler fra hinandens Bryst!
O! hvad vil deres Skiebne blive?
Nu smiler intet Glimt af Trøst —
De stirrer paa hinanden stille,
Og tause see hinandens Liig;
Og ingen Taarer mere trille —
Af Angst de neppe føle sig.
O! red dem! red dem! — men forgieves
Er Mulighedens hele Magt;
Et Under her til Redning kræves —
Det skeer! I Elskende giv Agt!
Mens, Amor liig i Psyches Arme
Vor Elsker marmorstille staaer,
Som livløs, uden Aand og Varme,
Et Lys i Emmas Siæl opgaaer.
En Rose paa hver Kind bebuder
Det høitidsfulde Øieblik,
Hvori en Tanke, værdig Guder,
Den Skiønnes Kiærlighed undfik —
Et Middel, som, for fiint, at spindes
I Hiernen af en Adams Søn,
Ved Elskov ene kunde findes
Af Mønstret for det smukke Kiøn.
„Endnu min Ven! trods Skiebnens Vrede,”
Saa taler hun, „er Alt ei tabt;
Endnu et Middel er tilrede,
Som Kiærlighed os blid har skabt.
Fat Mod! din Emma dig skal bære
Tilbage giennem Sneen tryg —
Min Elskov styrke skal min Ryg,
Og let skal denne Byrde være!
Snart bringer jeg dig sikker hen
Til Muren hist ved Havens Ende;
Du let dig svinger over den —
Og mine Spor man kun vil kiende.”
„Mit Liv! mit Alt! min Lyst! min Brud!”
Er Alt, hvad han formaar at stamme —
Mens, hævet af sin Elskovs Flamme,
Let, som en Engel, hun foer ud
Af Vindvet. Vips! paa hvide Dynge
Hun neden under færdig staaer:
„Min Eginhart mig ei kan tynge!”
Og rask afsted hun med ham gaar —
Og under elskte Byrde glemmer
Dens Virkning i hvert kiælent Lem;
Og sine Suk udmattet hæmmer,
At han skal ikke høre dem.
Mon Sang afbilder denne Scene?
Nei, stands! og hør ei meer! men see!
Thi den fortryllende Camene
Kan intet andet her end — see.
Med doppelt Reenhed Sneen skimrer
Ved Lunas doppelt klare Smiil;
Den lyse Himmelbue glimrer
Med usædvanlig Æther-Ild;
Meer tindrende hver Stierne blinker;
Og mellem idelige Lyn
Den ene Sol den anden vinker,
At see paa dette skiønne Syn.
Snart Kiærligheds Heltinde bringer
Sin Ven til Havens Ende hen;
Han over Muren frelst sig svinger,
Og glad hun flyer hiem igien.