Engang laae Døden (som sædvanlig bleg)
Matgispende ved Roden af en Eeg,
Hvorhen paa tynde Been, en gammel Dandser liig,
Den fra en Valplads havde slæbt sig,
Og færdig var at puste ud sin Siæl,
(Figurligt sagt i Vers, forstaae mig vel!
I Prosa klang det alt for galt;
Thi Døden egentlig og philosophisk talt,
Skal ikke være stærk i Siæl)
Kort sagt: Hans Majestæt ei kunde mere,
Træt af at slaae ihiel,
Og laae paa Jorden færdig at krepere.
En Doctor gik forbi,
Og saae den ligge der, og tænkte: ved de Ni!
(Saa kalder man for Kortheds Skyld den Syge
Hvorfor Tobias maatte ryge)
Det var en herlig Sag, o Himmelen skee Lov:
Om jeg nu snappede fra Herr Patronens Side
(Han troede Herr Patronen sov)
Den Lee, for hvilken Alt i Græsset strax maa bide,
Hvor vilde kiøre da min Plov;
Hvad er mod den al Verdens Laxativ,
Salt, China, Rottekrudt, Recepter, Piller, Draaber,
Ja selv den Elixir, hvorpaa jeg ellers haaber —
Og alt det andet Antidot mod Liv?
En Bagatel! — Sandt nok lidt Tyverie
Der stikker i;
Men stiæle Medicin — og stiæle fra en Død —
Og naar man føler sig til Livets Meier fød —
Og overalt — langt heller eengang stiæle
End uophørlig hæle —
Saa raisonnerte han af Iver for sin Konst,
Og listede sig til at nappe —
Men Dødens Knokler blev paa eengang rappe:
„Herr Doctor,” skreg den, „det er reent omsonst,
At prøve paa min Lee at snappe!
Thi reent ud sagt, at stiæle den,
Og Køllen fra den gamle Jomfru-Værger,
Og Livets Balsam fra min Fiende Berger
Er lige muligt kiære Ven!
Jeg raader derfor venligst lad den ligge!”
Den Doctor blev om Næsen ganske bleg,
Og skialv, og gyste, hommed’ sig og skreg,
Som En der vil af Døden Livet tigge;
„Ak allernaadigste Herr Mors!
Tilgiv mig, at det syntes som jeg vilde —
Nei Himlen frie mig! Fra King-Pe til Aars
Er ingen Dødelig, som tidligen og silde
Med saadan Iver dyrker Dem, som jeg!
Jeg stiæle fra Dem! Ak tilgiv mig, nei!
Jeg Leen blot en Smule hvæsse vilde,
Den syntes mig lidt sløv.” — „Nu er jeg død
I tredsindstyve Secler!” hiin ubrød,
„Men i min hele Dødstid aldrig Mage
Jeg funden har til denne Nidkjærhed!
Blandt alle mine Svende, det jeg veed,
I nye Nætter og i gamle Dage
Har ingen havt en halv saa mesterlig Idee!
Hvad siger jeg? jeg selv bekiender det med Spee,
Jeg selv har end ei havt den — Hør, min Herre!
Jeg hader Complimenter,” blev han ved,
„Men denne ganske ny Opmærksomhed
Fortiener en Belønning — De begiere
Af alt hvad Døden eier hvad de vil,
Og, ved min Lee! det Dem skal høre til!”
Vor Doctor brugte næsten to Minuter
Til at betænke sig,
Og endelig brød ud: „Det græmmer mig,
At forefinde Deres Majestæt
Saa skrøbelig og træt,
At udaf Stand til Leen selv at bruge
De Deres Arbeid reent maa see forsømt
I næste Uge —
De allernaadigst mig en Gave har tildømt,
Tør jeg mig underdanigst blot udbede
De denne Lee mig vil tilstede
Saa længe til De kommer Dem igien?
Jeg vist skal giøre mig al tænkelig Umage
For med en Eftertryk at bruge den,
Som om det var Dem selv i Deres Ungkarlsdage.”
Den kiære Død, i øvrigt ufortalt
Har, siger man, med andre Potentater,
Hvis Blikke maae igiennem-overskue Stater,
Et Syn tilfælles, som seer ofte galt —
Og ofte naar man grant betragtet har dens Væsen,
Man skulde sværge paa den reent gik efter Næsen,
Som andre Fleer,
Der gaaer saa skiæveligen, som man seer —
Men Himlen frie mig fra dens Gang at skose!
Hver gaaer paa sine Been saa lige som han kan —
Kun synes mig, at dens Forstand
Ved denne Lejlighed var ikke just at rose —
Den burde bedre have kiendt sin Mand
Og hvad han førte i sin Pose.
Imidlertid han havde svoret saa;
Og Døden er en Mand, som man kan lide paa.
„Velan,” udbrød den, „tag den; men hold Maade
Med Brugen af dens skarpe Od,
Og levn dog lidt af Livets Traad!” —
„Lad mig kun raade!”
Igientog Doctoren — og løb ad Marken hen:
„Om otte Dage ses vi her igien!”
Han løb — og for ei reent at spilde Tiden
Hvor intet var at meie, hvæssed han,
Alt som han løb, den krumme Sabrian
Til ydermere sikker Biden.
Den arme Død saaledes laae paa Luur
Tre, fire fem, sex, syv kiedsomme Dage;
Men uden Medicin ved Hiælp af blot Natur
Den ottende dens Styrke kom tilbage —
Den reiste sig og savned strax sin Lee
Thi uden den er gode Mors hvad flere
Vor Verdens Herrer uden Zepter ere,
en Ræde, man er vant at see.
Den gyste for det Skridt, den havde vovet
At laane bort sin hele Magt:
Men, raabte den, har jeg da sovet?
Jeg dumme Død, som ikke mer gav Agt
Paa denne Skielms saa kiendelige Maske!
Hvor kunde jeg saa let mig lade overraske?
Hvor skal jeg løbe hen? mod Syd? mod Nord?
Hvo veed hvor nu den Skurk omfeier?
Og, før jeg seer mig til, afmeier
Hver Livets Ager paa min Jord?
Den længe raadvild løb mod Østen og mod Vesten,
Mod begge Poler, og, som sluttes let,
Blev atter træt
Til Lykke fandt han ved et Gærde — Hesten,
(Den gamle Blis
Paa dennes Ryg den endelig kom op
Og nu, hop! hop!
I Førstningen i Trav, men siden i Galop,
Fra Stad til Stad — i alle fandt den Pesten
Og skreg sig hæs i lutter Vee! o! vee!
See Virkningen af min misbrugte Lee!
Den sorte Pest (saa har man kaldt det Væsen,
Fordi den Mand, der Alting meied bort,
Var mod sædvanlig Skik, ei bleg, men sort)
Stak Døden meest fra Norden af i Næsen —
Den efter Næsen red, og endeligen traf
Vor Doctor Urian, klif! klaf!
Ha! skreg den: „hid med Leen!” —
„Pyt! Herr Rytter!
Den tages ikke saa! nu har jeg den!
Og i al Evighed du faar den ei igien;
Klif! klaf! Din Trusel her til Intet nytter!” —
Den ellers Blege blev om Næsen doppelt bleg,
Og al dens Virkekraft af alle Knokler veg,
Den faldt af Hesten, bumps, saa lang den var,
Og Doktoren, klif! klaf! skreg: „Lig du der, din Nar!”
Med Eet man ved et Skrald af Torden
Saae ryste Himmelen og bæve Jorden —
Et Lyn med usædvanlig Glands slog ned,
Af Lynet foer en Aand, saa skiøn og lys, som Livet,
Den raabte: Mig blev Lægedommen givet —
Og Doctoren og Døden skialv derved —
Den Leen greb og i et Nu klif, klaf,
Fløi Doctorens Paryk og Hoved af —
Der, sagde den, og rakte den til Døden,
Jeg skienker dig din gamle Magt igien;
Men hvis du nogentid misbruger den,
Saa skiælv, hvor og du er, i Verden for mit Møden!
Gik truende med Leen ind paa Livet;
Men for din lyse Aand den skiulte sig,
Og Sundhed blev din Ven tilbagegivet —
Nys trued’ den tredoppelt frygtelig
Det Liv, som lærte mig at elske mine Dage —
Jeg skialv — men see den atter veg tilbage,
Og i min Skytsaand jeg genkiendte Dig.