†
†
Og vi var’ ni, og Hver i Ungdomsmorgen,
Og Hver med Sundhed paa den røde Kind,
Og ind i Verden, ind i Kongeborgen,
Vi skulde træde nu som Pager ind, —
Og spredt’ vi er’ omkring paa Jorden nu,
I Fødelandet og paa fremmed Grund;
Men dybt paa Kistens kolde, sorte Bund,
I selve Jorden ligger ene Du!
Din Aand, begeistret ved hver Harmonie,
Hver Harmonie af Tal saavelsom Toner,
Som Du fra Jord og Himmel vristed’ frie —
Den er hos Ham, den evige Forsoner!
Der — smilende ad Jordens Timeglas
Du venligt staaer ved Tonernes Kompas
Og tolker freidigt ud i Evigheden
Hvad Mozart fordum digtede herneden.
Der staaer Du, med dit Hoved høit i Stjerner,
Med Lokken vaad af fjerne Verdners Dugg,
Udmaalende hvad nærmer sig, hvad fjerner —
Dog lyttende til Nattergalens Kluk:
Thi Du har efterladt i kolde Nord
Hvad Du har elsket meest paa denne Jord,
Hvad Dig, som Dreng, som Yngling og som Mand,
Begeistred’ mægtigst i dit Fødeland —
Din Thea mener jeg! — — I Sorø findes
Af Digtere dog Tre, men Ingen sang
En Psalme for Dig; ingen Krandse bindes,
Skjøndt der er Blomster nok paa Christians Vang.
En Lærer kan ei Lærlingen bedømme —
Duft, stille Urt, da paa din Dyrkers Grav!
Han vaagner nok, han ligger blot i Drømme,
Een Bølge gik blot til det store Hav —
Een Bølge kun, men viid: en sølvblaa Bølge,
Hvori sig speiled’ Himlens Herlighed,
Hvor vi med Øiet stedse kunde følge,
Hvorledes Sol og Stjerne skinned’ ned;
Een Vove kun, men viid: en sølvklar Vove,
Meer reen, end selve Vore Taarer nu —
Du vaagner nok, Du skal ei evigt sove,
Hvis Nogen vaagner, vaagner vistnok Du!