Midt i Northumberland ligger det meget betydelige Gods, Stamhuset Poulettsgrove, hvis aldrende Besidder i Aaret 18— var Medlem af det engelske Underhuus og hed John Poulett, en heftig, despotisk og forfængelig gammel Mand, der, omtrent af samme Charakteer som hans Kone, i Forening med hende havde opdraget deres to Sønner, Eduard og James, med en Strenghed, der undertiden gik over til at blive Grusomhed. Eduard, den Ældste, der efter den engelske Lovgivning med Tiden skulde arve Stamhuset, var Gardekapitain i London, stille, stundom endog melancholsk, muligt mere skikket til den geistlige, end til den militaire Stand. Forældrene havde vistnok forkuet ham i Opvæxten; forøvrigt var han et dybt poetisk Gemyt, med aabent Øie for Naturens Skjønheder og for alt Godt. — James, den Yngre, var livlig og haardfør, trodsede Faderens Prygl og Moderens Skjænd; evindelig oprømt, havde han sjælden grædt, men uhyre mange Gange leet i sit Liv. Eduards Charakteer var Taarer, men James kjendte kun Smilet. Medens den gamle Poulett i Parlamentstiden laae i London, drev James Gaarden og Avlingen hjemme.
Der boede dengang i en af Londons Forstæder, i et usselt Huus, en fattig, saare fattig Smedeenke med sin nydelige Datter Nelly (en Forkortelse af Ellinor). Enken var næsten blind, men Nelly ernærede Moderen og sig selv ved sine Hænders Gierning, ved Syening og Brodering.
„Hør, Nelly,” sagde en Aften Moderen til sin Datter, „troer Du virkeligt, at den unge Kapitain i Garden, din Eduard Poulett, troer Du, at han nogensinde vil eller kan ægte en Smededatter?”
„Moder!” udbrød Nelly, „det vil han, om han end ikke kan! Reen har hans Kjærlighed til mig været — nyfalden Snee kan ikke være saa uskyldig og hvid som hans Følelse for mig! see, der er han, netop i det selvsamme Øieblik, hvori han havde lovet mig at komme til os.”
Ind treen langsom og alvorlig Eduard Poulett, Gardekapitain, kyssede Nelly og sagde: „Du smukke Pige, Du skulde i Verdens Øine være for slyg til at blive min Kone? Nelly, vil Du tage med mig til Nordamerika? jeg har i dette Øieblik forlangt min Afsked af Kong Georg.”
„Kjære Eduard,” begyndte stakkels Nelly, idet hun hængte hans Kappe op paa et fattigt rustent Søm i Stuen og stirrede stivt paa hans rige Uniform og befølte Sølvqvasterne (ene de sidste kunde ved deres Pragt gjøre et stygt Menneske til et smukt), „kjære Eduard, hvad fattes Dig? har Du betroet Dig til din Fader?”
„Hvoraf skulle vi leve i Amerika?” vedblev Eduard grublende, „Landvæsenet har jeg ikke lært og til et Haandværk duer jeg heller ikke. Elske Dig — det er Alt hvad jeg forstaaer, smukke Nelly!”
„Eduard!” tog Nelly nu til Orde, „vi ville ikke tage sammen til Amerika! har din Fader, hvad jeg af din Tale aner, været ubøielig imod vor Forening, saa vær vis paa, at jeg ikke skal være din Lykke iveien. Glem mig og lad os To aldrig mere mødes. Desuden, det er saa stygt, at sætte Splid imellem Fader og Søn, især naar Faderen har Ret. Husk, at Du, naar Tidens Fylde kommer, skal eie hvad din Fader nu eier og at Du skal være Fader for hvad din Fader nu er Fader for. Til den Tid vil Du have glemt hvad Du nu elsker og erindrer; da vil Du have forglemt din fordums kjære Nelly — en riig Comtesse (jeg sagde Dig det tidligere), hun vil passe sig for Dig, men lov mig blot, for gammelt Venskabs Skyld — Kjærlighed passer sig ikke mellem os To — lov mig blot, hvis min Moder bliver syg og kommer til at bruge Lægehjælp, da at sende hende en ringe Understøttelse, dersom mine Hænders Arbeid ikke strække til at forsyne hende med det Nødvendige. Bryd Dig aldrig om mig!” —
„Jeg forstaaer Dig,” svarede Eduard mørk, „Du har aldrig brudt Dig om mig, har aldrig elsket mig, gjerne giver Du Slip paa mig, ellers talede Du ikke saaledes.”
„Aldrig giver jeg Slip paa Dig,” gjenmælede Nelly grædende, „aldrig uden dit Minde, aldrig før Du selv fordrer det.”
„Hvorfor har jeg ikke arvet Ciceros Gaver?” vedblev Eduard, bestandig mørk og grublende, „han kunde have fordrevet den brødefulde Catilina, som boer i min Faders venstre Brysthvælving. Eller” — her udbrød det ellers saa sagtmodige og milde Menneske i et næsten afsindigt Raseri — „hvorfor har Du, tossede Pige, ikke arvet Crassus’s Rigdomme, Du er jo dog ellers en Qvinde med et Romerhjerte? Dog, jeg vil tale endnu eengang til ham — o Nelly, jeg har saa ondt i mit Hoved!”
„Kom,” sagde Nelly trøstende, „læg Dig et Øieblik paa Moders Seng, saa gaaer det nok over, og Du, kjære Moder, tænd Ild paa Skorstenen, saa skal jeg siden komme ud og saa ville vi lave en lille Ret Mad til min Eduard. Ikke sandt, Eduard, Du holder jo af en lille stegt Fisk?”
Eduard nikkede og lod sig af Nelly lede hen til Enkens Seng, hvor han lagde sig til Hvile; men da det lod til at han var falden i Slummer, gik Nelly ud i Kjøkkenet og gik sin Moder tilhaande i lidt over en Qvarteerstid. Da først aabnede hun sagte Døren fra Kjøkkenet ind til deres eneste Stue — men Sengen var tom og Eduard var borte; paa Sømmet hang hans mørkeblaae Kappe. „Han kommer nok igjen,” haabede Nelly, „han har jo efterladt sin blaae Kappe som et venligt Pant. Kom snart, Eduard, Du veed ikke hvad jeg lider for din Skyld!” — —
Men sorgfuld maatte hun gaae iseng, thi Eduard kom ikke: paa Skrømt havde han kun tillukket Øinene, blot i den Hensigt, naar Nelly forlod Værelset, da liisomt at flygte bort. Men da han først var kommen ud af Smedeenkens Huus, gik han med hurtige Skridt hen hvor Faderen, den gamle Poulett, boede, og her vandrede han sagte gjennem de yderste Værelser og stod snart foran den forbausede, graahaarede Mand. „John Poulett,” begyndte Sønnen alvorligt og langsomt, „kjender Du det Portrait, der hænger over Sophaen?”
„John Poulett!” mumlede Faderen, høist forundret over Sønnens blege og vilde Miner, „hvad er det for en Tiltale af Dig til mig, din Fader? om jeg kjender det Portrait? det er jo Robert Poulett, din egen Stamfader —”
„— som fægtede for den hvide Rose,” afbrød Eduard ham, idet en askegraa Farve overtrak hele det ungdommelige Ansigt, „husker Du Sagnet om ham? han vilde ikke tillade sin Datter at givte sig med en Præst — da styrtede Angelica sig i Brønden hjemme i Poulettsgrove!”
Her vilde den forfærdede Gamle gribe efter Klokkestrengen, men Eduard trak med en forbausende Hurtighed sin Sabel ud af Skeden og overhuggede Baandet.
„Ingen Kimen i Klokken her!” raabte Sønnen barsk, „kjender Du det Portrait tilvenstre?”
Den gamle Poulett heisede Brillerne iveiret og stirrede afvexlende paa Billedet og paa den — som han anede — vanvittige Søn; skjælvende svarede han: „ja min kjære Eduard, men kom dog til Dig selv! det er jo Anna, som var gift med Francis Poulett!”
„Og kjender Deres Velbaarenhed Sagnet?” begyndte Sønnen i en hans egentlige Charakteer ganske fremmed, ironisk Tone; „det var hende, som ikke vilde tillade nogen Forbindelse mellem sin Datter og Hubert Winningham, blot fordi hun ikke kunde lide Huberts tigrede Jagthund. O! Fædrene og Mødrene i vor Familie have havt meget Uheld med de fatale Inclinationer, som Sønner og Døttre have havt — men seer Du den tomme Plet over Kaminen? Der hænger intet Portrait endnu, men der skal komme et, Du selv skal komme til at hænge der, Du selv, Kjød og Blod, som Du staaer og gaaer, Du selv, personligen opklynget af din egen Søn, Eduard!”
Bort kastede han nu sin blanke Sabel og raabte ud af Døren til Tjeneren, at man skulde bringe ham en Hammer, et Søm og en stærk Strikke. I Baggrunden af Værelset nikkede den gamle Poulett til Tjeneren, at denne kun skulde opfylde Sønnens Forlangende. Men da nu Tjeneren havde bragt det Forlangte og Eduard oppe paa en Stol var ivrigen beskjæftiget med at hugge Sømmet fast, sneg den Gamle sig med Tjeneren ud af Stuen og laasede Døren i bagefter sig.
„Hvor er min Fader?” udbrød Eduard, da han mærkede, at han stod ene i Værelset, „han skal hænge her, paa denne Plet! mærk det vel, Du Bøddel, som hænger Tyvene op i Galgen, her, siger jeg, paa denne Plet. Hvor blev Du af, Nelly? Troer Du ikke, at jeg elsker Dig? jo vist gjør jeg det. Vi ville flytte til Italien og der ville vi opgrave Crassus’s Rigdomme — saa har min Fader ikke længer noget imod Dig, han vil elske Dig, som han har elsket mig og — — — og James, ja hvor er vel han?” —
Her sank han ned paa Sophaen og faldt i en dyb Søvn — han fik Spændetrøie paa — han kom til Galehuset — hvo kjender ikke Bedlam? ja, han var bleven vanvittig!
Nu først fortrøde Forældrene, at de havde været saa haarde mod Sønnen: de bønfaldt de dueligste Læger om, ved deres Kunst, helbredende at indvirke paa det forvildede Sind; de sendte Bud efter Nelly, og den fattige Pige, hvis Moder netop var død, klædtes i kostbare Klæder og kaldtes nu de Gamles Svigerdatter, den kjære gode Pige, hvem de før havde miskjendt, hun, som sørgede over det Skete ligesaa dybt som de selv; men hvo kunde ogsaa have tænkt sig denne Kjærlighed saa stærk, saa hellig? o de skulde blot eengang have seet denne vakkre Pige, strax vilde de da med ubeskrivelige Følelser have antaget hende som Svigerdatter, som deres egen dyrebare Nelly! o. s. v.”
„Ja, den Snak kjende vi nok,” mumlede ved slige Leiligheder James, „I havde vel snarere qvalt den stakkels Pige!” Og derpaa henvendte han sig ironisk til Nelly og hviskede: „lille Nelly, vær endelig saa god, at skjønne rigtigt paa, hvilke ømme Forældre De ved Deres saa rigtigt opfattede, saa klart anerkjendte Dyder og udmærkede Qualiteter har erhvervet Dem! Kys Mama smukt paa Haanden eller hendes Vindspiller paa Poten, og hav den pligtmæssige Godhed, at sætte Tøffelen paa Papas Fod, han har just tabt den — hvor let kunde ikke den kostbare Legemsdeel forkjøles!” —
Imidlertid vedblev Eduards Vanvid, og naar dette kom til Udbrud, da dreiede det sig besynderligt nok bestandigt om Penge, klingende Mønt og blanke Juveler; dog maa Ingen troe, at han i de mørke Øieblik elskede disse kostbare Sager, nei, han forbandede dem og ønskede sig Armod, den kummerfuldeste Armod; ikke vilde han spise, nei, sulte vilde han, blot for derved at opnaae en imaginair Fattigdom.
Saaledes var der hengaaet et Aar, da en berømt Læge i London tilskrev den gamle Poulett et Brev, der vakte stor Sensation i Familien. „Jeg har,” — hed det i Brevet, — „meget ærede Herre, for ganske nyligt seet Deres Søn, Kapitainen; han er nu temmelig rolig. Hans Galskab, som før bestod i at hans Mangel paa Sammenhæng i Forestillingerne ofte traadte synligt ud i voldsomme Handlinger, er nu gaaet over til et stille Vanvid, hvori han, ligesom bevægende sig i en Skinverden, bygger sine Tanker paa en falsk Grundforestilling, der dog aldrig forleder ham til voldsom Daad og Fremfærd: jeg tør lade mit lille Barn sove ene inde hos ham om Natten. Mit Raad er derfor, at De, meget ærede Herre, skulde, ved at opfylde de af hans Ønsker, hvis Ikkeopfyldelse tidligere bragte ham ud af Sands og Samling, nu forsøge paa atter at bringe hans Sjeelsevner i naturlig Ligevægt. Jeg behøver vel ikke at fortælle Dem at min Mening er: hurtigt at arrangere en Vielse mellem ham og den Pige, hvem han elskede. Maaskee blot Synet af hans Hjem, af hans Forældre og Sødskende, kan gjengive hans Tanker den gamle sunde Retning. Jeg forbliver o. s. v.” —
Dette Brev gjorde naturligviis stor Opsigt i Familien — man talede frem og tilbage — Nelly græd, men James belurede de Gamle. Resultatet af det Hele blev, at Doctorens Forslag antoges, saa at man paa Herregaarden ikkun var beskjæftiget med Tilberedelserne til Bryllupshøitidelighederne. — — —
Men i Galehuset sad paa den Tid Eduard Poulett, aldeles hensjunket i sine egne stille Betragtninger; han var blevet saare bleg og mager og hans Øine vare meget matte. En Morgenstund kom den ovenomtalte Doctor ind i Sygeværelset og sagde til Eduard: „kjære Poulett, lad os to idag kjøre lidt ud sammen, Veiret er fortreffeligt og jeg har noget vigtigt at tale med Dem om. Maa jeg hjælpe Dem Deres Frakke paa?”
„O ja, Doctor!” raabte Eduard med en næsten barnagtig Glæde, „det er saa længe siden at jeg saae de grønne Skove og den blaae Himmel!”
Et Qvarteer derefter sadde Lægen og Patienten paa Vognen, for at begynde Reisen til Poulettsgrove i Northumberland. De kom paa Landeveien forbi en lille Indsø, i hvis Midte der laae en Holm eller lille Øe og paa denne lille Klump var der bygget et saare vakkert Huus, omringet af en prægtig Have. Lærken svang sig syngende over England og den stolte Sol nedstraalede en mægtig, oplivende Varme over Skov og Eng. Eduard brast i Graad og raabte: „Doctor! see hvor denne Plet er smuk og saaledes er, naar man blot har Øie til at opdage Skjønheden i dens forskjellige Former, vistnok hver Plet paa Jorden skjøn. Men naar nu alle enkelte Pletter ere skjønne, hvorledes i al Verden kan det da gaae til, at de allesammen i en Heelhed, den ganske Jord nemlig, er saa grumme, grumme styg? Jeg skal sige Dem det: det ligger deels i, at Menneskene ere saa onde og stygge — det er jo nu Mode, at alle Folk paa Gaden og paa Ballerne, isærdeleshed de af den høiere Klasse, gaae med et perennerende stygt Ansigt — men deels er det ogsaa Bjergenes Skyld.”
„Bjergenes Skyld, min Ven?” spurgte Doctoren, tilsyneladende aldeles uden nogen Forundring.
„Ja,” svarede Eduard hemmelighedsfuldt, „thi de indeholde de ædle Metaller; det er Guldet, som fordærver Verden. Har De nogensinde seet en Tragoedie, som hedder Romeo og Julie?”
Doctoren svarede ja.
„Stykket er aldeles daarligt skrevet,” vedblev Eduard, „det fattes Følelse. Romeo kjøber der i fjerde Akt Gift af en Apotheker. Men hvad siger Romeo? han siger: Du troer, at Du sælger mig Gift, men Du tager feil. Jeg giver Dig Guld og Guldet er den ægte Gift, som gjør Verden raaden. — Er det ikke godt sagt, Doctor? Det er rigtignok knudrede Vers, som De hører, men Meningen er superb.”
„O ja, ja vel,” svarede Doctor F— ganske koldsindigt, „men dog har jeg seet, at Guldet ogsaa undertiden kan spille en velgjørende Rolle imellem Menneskene — Eduard Poulett! husker De Nelly?”
„Nelly?” spurgte Eduard langsomt, idet han holdt Pegefingeren paa Panden og nikkede med Hovedet, „Nelly? ja vel gjør jeg det — o, hende skulde De have kjendt, Doctor! hun var ung, hun var smuk, hun var klog, og Ungdom, Skjønhed og Klogskab funklede ud af de brune Øine — men hun er nu død — hun holdt meget af mig, men hun havde ingen Penge, Stakkel! — Doctor, De kjender til Botaniken, plant den længstudholdende Plante paa hendes Gravhøi, plant den for min Skyld og hvisk til Jordtuen, hvori De lægger Frøet, at Frøet kommer fra mig, saa vil Plantens Rødder senere fortælle det til Liigkisten og til hende, og det vil glæde hende i Urnen, tro mig, hun vidste godt, i levende Live, hvormeget jeg holdt af hende — den stakkels Nelly!”
„Min Ven,” begyndte Doctor F—, efter et kort indre Overlæg med sig selv, „De tager aldeles feil: Nelly er slet ikke død, tvertimod hun lever endnu, sund og frisk, og hun venter paa at De, i Følge med mig, skal komme og ægte hende — det har De jo lovet hende? ikke sandt? eller maaskee har hun bedraget mig?”
„Paa ingen mulig Maade,” svarede den Vanvittige, „jeg husker det Øieblik, da jeg første Gang en Aften i Londons Gader traf hende — hun kom fra Modehandlerinden, men jeg kom fra Hofballet, der nyligt var begyndt, der vilde jeg ikke blive: thi jeg var tungsindigt stemt. Hvorfra mon kommer Tungsind, Doctor, fra Maven eller fra Himlen, der eengang indrettede os, Enhver især i Ens egen Form, saaledes som vi nu eengang ere? Jeg husker hende, da jeg satte Guldringen paa hendes Finger og hun bad mig om at lade det være: jeg var jo Kapitain i Garden og hun var jo kun Smedens Datter. Men veed De, hvad jeg svarede: bliv mig tro, Nelly, saa vil jeg elske Dem troligt, og naar vi blive gifte sammen, saa skal der staae en Hammer og en Knivtang, afprægede som Tegn paa din Byrd, i alle mine Tjeneres Metalknapper paa Liberierne! — Var det ikke ligesaa godt sagt, som det, Apothekeren og Romeo vrøvlede om? hvad, Doctor?”
„Min Ven!” sagde Doctor F— efter en kort Pause, i hvilken han alt havde udspeculeret, hvilken Vei han under sin Patients Sygdom skulde tage: „De tager aldeles feil, thi Nelly er ikke død. Tvertimod, saa befinder hun sig i Øieblikket paa Poulettsgrove, hvor De og hun skal sammenvies i Kapellet. Hun har ganske uventet faaet en stor Arv, hvis Renter aarligen beløbe sig til 10,000 Pund Sterling. Deres ærede Forældre have nu intet imod Partiet — nu først naturligviis, da Pigen er riig. Den fordums fattige Nelly gaaer nu i en Guldmoers Kjole og den gyldne Krone i den rige Haarvæxt klæder hende ypperligt. Det mangler hende kun, det Eneste, som hun trods al sin Skjønhed mangler, at hun skulde have røde Kinder! Stakkel, hun har græmmet sig i den senere Tid og er blevet bleg, og det er Deres Skyld: De har ikke skrevet hende et eneste Brev til!” —
„Har jeg virkelig ikke?” sukkede Eduard, „men, kjære Doctor, har jeg virkelig ogsaa kunnet skrive? jeg troer det ikke. Mine Tanker have været saa underlige, saa forvirrede. Jeg har drømt, at Skarpretteren havde skaaret Hovedet af mig og i dets Sted sat en Bikube fuld af Bier paa mine Skuldre, saaledes suser og bruser det i den fortabte Eduards Hoved. Lyt engang til det! hører De, hvor Insekterne tumle sig derinde? Hver Tanke er bleven til en Bie, men ingen af dem giver min Sjæl nogen Honning, men alle saa give de den kun bitter Malurt til Føde. Hvad der fattes mig, veed jeg ikke.”
„Men jeg veed det,” tog Doctoren efter et kort Ophold tilorde, „der fattes Dem Nellys kjærlige Pleie. Naar hun bliver Deres Kone, saa gaaer Deres Sygdom nok over.”
„Vil virkelig min Moder og min strenge Hr. Fader tillade mig, at jeg gifter mig med Nelly? o, det er smukt gjort af dem, nu skal jeg leve lykkeligt.”
„I det Øieblik vi faae naaet Poulettsgrove, skal De holde Bryllup, Eduard.”
„Godt, men lad der blot ikke komme mange Mennesker til Festen — disse Mennesker — jeg lider dem ikke, de betragte mig altid saa opmærksomt og jeg er dog hverken skeløiet eller koparret.”
„Ingen kommer.”
„Ingen kommer?” gjentog Eduard ligesom for sig selv, „men Gud kommer dog, han er allevegne tilstede.”
Samtalen standsede. — — —
Men paa Pouletsgrove var Alt i Bevægelse: i en stor Sal paa Herregaarden opreistes en Art af Alter, der vendte mod Østen, didhenad, hvor Voldsmænd troede, at de havde overvundet den seirende Forløser; Præsten kaldtes til den gamle Poulett og instrueredes af ham — man havde jo netop faaet en Coureer, at Doctor F— var paa Reisen dertil med Eduard, Kapitainen i den engelske Garde. James rystede paa Hovedet og Nelly var sørgmodig og dog undertiden glad stemt; hun vidste jo ikke, hvad der skulde skee, enten om den Elskede vilde kunne gjenkjende hende, eller ikke. Hendes Haab vare som Phalænerne, der flagre, midt imellem Dag og Nat, i det romantiske Tusmørke; hendes Sjæl kunde forskrækkes ved en eneste foruroligende Tanke, ligesom den følsomme Mimose sammentrækker sig ved det svageste Mennesketryk. Ofte sukkede hun: „heller aldrig see ham, end see ham vanvittig; vi ville jo dog gjensees i den klare Himmel. Jorden har ikke bragt os To Held, desbedre ville vi faae det i Lysets Rige.” — „Jeg troer kun lidt paa Apothekeren, men mindre paa Doctoren,” meente James.
Nu rullede imidlertid Doctorens Vogn gjennem Alleen, der førte til Herregaarden.
„Hvor er jeg?” udbrød Eduard, „ja, det var her, at jeg gjennemlevede min Barndom. I hin Dam har jeg fisket og jeg har plukket Frugter af denne Valnøddeallee.” — Man kjørte ind ad Porten i den yderste Gaard og Eduard raabte: „her boer Forvalteren, her løb jeg som Dreng i kort Trøie og legede med Kalkunerne — men det maa være grumme længe siden at jeg var her!” Vognen holdt nu for Døren paa selve Hovedbygningen, da greb Eduard Doctorens Haand, trykte den krampagtigt og hviskede: „beskyt mig nu, thi Fader og Moder mene mig det ilde.” — — —
Det er aabenbart, at Doctor F— vilde psychologisk udrydde Galskaben hos Eduard; at han vilde ganske venskabeligt møde dens Yttringer: svare, naar de spurgte, spørge, naar de taug; endelig sætte sig aldeles ind i den Vanvittiges hele Tankegang, og i selve Galskaben udfinde Middelet mod Galskaben. Men det gaaer ikke saaledes til! hvo der er ramt af Jehovas Lynild, bevarer evindeligt et Mærke deraf. — — —
Kun i korte Skizzer vil jeg gjengive hvad jeg har hørt, og derfor gider jeg næsten ikke omtale Familiens Sammenstød, hvor Eduard var taus og mørk, hilste vel sine Forældre, men savnede — Nelly: thi ifølge Doctorens udtrykkelige Bydende maatte hun først komme frem i det Øieblik, at Vielsen skulde fuldbyrdes. Underligt nok derimod henvendte Eduard al sin Opmærksomhed paa James og syntes ret at holde meget af ham.
Præsten var kommet, der var kommet et Par Nærpaarørende; Middagsmaaltidet var endt; Doctoren havde ved Bordet siddet ved Siden af Eduard; Kaffen var drukket; den store Sal, hvor Alteret var opreist, var oplyst af Voxkjerter — nu skulde man begive sig derhen og Alle i Selskabet vare saare festligt klædte.
„Eduard,” sagde Doctoren, „nu er din Lykkes Time kommen: din Brud, din elskede Nelly, venter Dig — kom, lad os gaae!”
Eduard kastede et forskende Blik paa Lægen, men fulgte Toget, og nu gik de Alle op til Salen, James ledsagende Eduard; kun Doctoren smuttede bort og gik ind i et Sideværelse, for at hente Nelly.
„Eduard!” begyndte James, „Du er lykkelig, Du faaer baade en riig og en smuk Brud.”
„Smuk vel,” sukkede Eduard, „men meget fattig, jeg veed det bedre end Du.”
„Riig, som en persisk Fyrstinde, siger jeg Dig, Eduard!” gjenmælede James, „see der, der kommer hun jo ind til os, døm nu selv!”
Og ind traadte nu, lænet til Doctorens Arm, i den Klædedragt, som han havde anordnet, den skjønne Nelly. Hun bar en Guldmoers Kjole, og et sort Fløiels Belte, hvori der straalede en tæt Række Diamanter. Paa Hovedet bar hun et kongeligt Diadem, om hvilket Rosenkrandsen slyngede sig, men et langt, hvidt Slør hang nedover Nakken. Hun blev staaende i Døren og saae paa Eduard med et ængsteligt, men kjærlighedsfuldt Blik. Eduard bøiede Overkroppen forover, satte den høire Fod frem, stirrede stivt hen paa Pigen og holdt Armen ud, ligesom han vilde forbyde hende at komme nærmere.
„Det er ikke min Nelly,” udbrød han derpaa, idet han rystede paa Hovedet, „det er Dronningen fra Bjergene, den rige Dronning, som gjør saamegen Ulykke i Verden, men I skulle ikke narre mig. See, hvor smuk hun er, naar hun staaer saaledes med Ansigtet vendt imod mig! men bagtil er hun huul som et Deigtrug, det veed jeg meget vel. Min Nelly gik aldrig i Guult; i Fromhedens hvide Klæder gik hun om Søndagen til Kirke og jeg fulgte hende i Frastand, thi mine Forældre vilde ikke have, at vi maatte faae hinanden. Ikke vilde hun være bleven staaende i Døren, Skam er det af Eder og mørk Synd, at ville narre mig Stakkel! Gaa, hæslige Qvinde!”
Doctoren beed sig i Læben og gav Nelly et Vink om at gaae bort; hun gik.
„Saa har jeg dog taget feil,” mumlede Doctoren ved sig selv, „ja Galskaben er vanskelig at udgrunde! Man mærker, at der udgaaer Tanker fra den Vanvittige, men fra hvilket Kammer i Hjernen de komme, det veed Ingen; saaledes seer man om Sommeren uhyre lange Traade af Edderkoppens Spind svæve hen over Frugttræer og Ripsbuske, men hvor de have deres Udspring, hvor den flittige Spinderske er, det veed Ingen! — Vi maae her møde den Syges Tanker paa et andet Gebeet.” — —
Der var hengaaet trende Døgn siden hiint uheldige Forsøg anstilledes med Eduard og nu vilde Doctoren prøve et nyt. Den store Sal var oplyst ligesom sidste Gang; de samme Personer vare tilstede; Eduard havde ikke siden seet Nelly og han længtes nu efter hende og glædede sig til, at han fik Lov til at ægte den kjære Pige. Dennegang stod Doctoren, og ikke James, ved Siden af Eduard; og nu gik Døren op og Nelly traadte ind i Salen, ledsaget kun af Eduards Moder, klædt i en glimrende hvid Fløielsdragt og med en hvid Rosenkrands om Haaret.
„Kjender Du mig, Eduard?” spurgte Nelly med skjælvende Stemme.
„Jo, jeg kjender Dig, arme Pige,” svarede han og blev staaende paa Pletten, aldeles hensjunken i Beskuelsen, „Du er min Nelly! Ingen har disse Øine, Ingen denne Mund, den blev kun tildeelt Dig. Naar jeg betragter Dig, letformet som Du er, da synes mig, at Alfedronningen staaer for mit indre Øie. Du er vred paa mig, fordi jeg ikke har tilskrevet Dig, ak, jeg har hverken havt Tid eller Lyst. Jeg vilde kun skrive til Dig, naar jeg havde det godt, men jeg har havt det saare ilde. Sorte Mænd have bundet mig, Medicamenter har jeg maattet spise; pryglet mig have de, hvem jeg i sund Tilstand selv kunde have pryglet. Og de førte mig ind i et stort Huus, hvor der var mange Mennesker samlede: unge Piger, som græd over, at deres Beilere vare faldne ved Waterloo; der gik en Mand, som troede, at han var Brutus og han søgte ivrig efter Julius Cæsar for at myrde ham; og Keiser Napoleon gik der, han søgte efter alle de Konger, han havde skabt, og han traf dem Alle som Betlere; Purpurkaaben hang i Laser paa ham og Skjæget var langt, men hans Pande var af parisk Marmor; jeg saae ogsaa Kapitain Eduard Poulett, han var vred fordi han ikke maatte faae den, hvem han elskede, men nu ere baade han og jeg flygtede fra det høie Huus og nu ville vi To, Du og jeg, være sammen hos hinanden!”
„Ja vel, kjære Eduard,” begyndte dennes Moder, den hoffærdige Lady Poulett, idet hun med Haanden førte Nelly hen til ham, „Du skal vies nu og her bringer jeg Dig din Brud!”
Her blegnede Eduard og holdt sig krampagtigt fast til Doctoren; derpaa knyttede han den høire Haand imod Moderen og udbrød: „nei, Moder, naar Du bringer mig Nelly, saa veed jeg, at jeg intet godt har at vente af Gaven; din Mund har forbandet hende, din Nærhed har besmittet hende, dit Øie har forblændet mig. Fra din Haand kan jeg ikke tage imod hende. Og nu seer jeg det jo tydeligt, Doctor! det er ikke Nelly, nei det er Dronningen, den guldgule Dronning fra Bjergene, Mammons Hustru, hende I vilde vie mig til forleden Aften, hende er det som er udklædt i Hvidt, alene for at besnære mig i Aften. Bort, Du hæslige Qvind!” og derpaa tilføiede han sagtere, idet han brast i Graad: „jeg veed det jo godt, at Nelly gik i Kloster og at hun døde der. Nonnerne sang og Orgelet klang, da hun stedtes til Hvile; Pager gik med duftende Virak, og Altertavlen, hvor Opstandelsen stod afmalet, aabnede sine Døre af sig selv og modtog hende, og derpaa lukkede Dørene sig af sig selv. Og vi vare mange Mennesker tilstede og vi vidste Alle, at hun var død; thi hun laae i det hvide Gravliin, med foldede Hænder, langstrakt i den sorte Kiste — I selv, Alle I som staae her, I Alle vare jo tilstede! Nelly er død.”
Her skjulede Eduard sit Ansigt i sine Hænder og hulkede høit. Paa et Vink af Doctoren gik Alle ud af Salen; kun han og Eduard bleve ene tilbage. Doctoren greb den Syges Haand og sagde efter lang Grublen: „ja, Eduard, jeg vil ikke fordølge hvad De dog engang maae erfare: Nelly er død.”
„Det vidste jeg jo nok,” mumlede Eduard.
„Men hun kan atter leve op,” vedblev Lægen, „hvad siger De dertil?”
„Jeg tvivler, men lad os høre!”
„Ude i Deres Faders Skov, Eduard, har der for nyeligt nedsat sig en ung Troldmand, som hedder Fantasus, en sværmerisk Yngling med ypperlige Kundskaber, med et dybt Blik i Naturens mørkeste Hemmeligheder. Han kan med manende Trylleord kalde længst døde Slægter op af Graven, saa at de vandre levende for mine og for Deres Øine. Og ikke blot i Fortiden kan han virke, men hans klare, gjennemtrængende Øie kan ogsaa stirre ind i Fremtidens Mulm og forudsee hvad der først skal hændes om Aarhundreder. Om Natten kan han see mange for os uopdagelige Skikkelser vandre om paa Jorden; Gravene aabne sig, de Døde samtale med hverandre. Ofte, Eduard, har han talt med Nelly.”
„Og er hun ikke forraadnet endnu og mindes hun monstro mig?”
„Endnu har ikke Tilintetgjørelsen naaet hende og hun længes efter atter at komme til Livet og til Dem. En Bøn fra Deres Mund vil bevæge Fantasus til at gjenopvække hende.”
„Vil han ingen Betaling have?” spurgte Eduard.
„Betalingen skal jeg sørge for,” svarede Lægen.
„Seer Du?” udbrød Eduard vredt, „Penge skal der dog altid til. Der gaaer en Stang af massivt Guld fra Nordpol til Sydpol midt gjennem Jorden, og denne Guldstang er Axen, hvorom den runde Kugle dreier sig. Naar kunne vi faae denne Fantasus itale?”
„Om tre Nætter!”
„Godt, men Ingen af Familien maa vide noget om vort Møde, hører Du Doctor?”
„Ingen,” svarede Doctoren, „lad os nu skilles ad.” Og Hver gik til sit. — — —
De tre Døgn vare forbi og Doctoren afhentede omtrent ved Midnatstid sin Patient. Det var en smuk Sommernat; Maanen kastede sin klare Glands nedover de mange Bygninger ved Poulettsgrove: Staldlængen, Kostalden og Hømagazinet vare illuminerede af det gule Lys, men lidt borte fra Udhusene ligger Kirken med sit Kapel, hvor de gamle Ahnherrer hvile i Graven, alle de mange af en ærbødig Efterslægt canoniserede Pouletter, som skjøde raske Skud, medens den røde og den hvide Rose blodigt og liigblegt blomstrede i England. Nogle af dem vare døde som Martyrer, Andre som Helte og atter Andre som feige Flygtninger. Guult skinnede Maanen paa de dugglindsende Marker, men Planeten syntes at brede et hvidligt Skin over de Dødes Have og over de Levendes Bedehuus. Ikke destomindre gik Eduard med freidigt Mod ved Siden af Doctor F— igjennem den sorte Kirkegaard henad til Kirkedøren. Doctor F— havde i Nabolandsbyen truffet paa en ung Mediciner af et ret smukt Udvortes og han havde bedet denne om at være sig behjælpelig i de Forsøg, han vilde anstille, for muligt at gjenskaffe Hr. Eduard Poulett hans sunde Aandstilstand, og det maa derfor ikke forundre vore Læsere, at de inde i Kapellet virkeligt træffe paa en Person, der udgiver sig for at være Hr. Fantasus selv.
Idet at Doctoren og Eduard betraadte Gulvet i den af tykke Voxlys oplyste Kirke, begyndte Orgelet sagte at spille; Taarerne traadte i Øiet paa Eduard, men Glæden funklede ud af Doctorens Blik, thi denne meente nu, at dette tredie Forsøg absolut maatte bevirke en total Forandring i Patientens Sjælstilstand. „Tre,” tænkte Doctoren, „tre er, om ikke et helligt, saa dog et godt Tal! tre Gange vil jeg tale til den Syges Psyche; i tre forskjellige Dragter skal den Elskede vise sig for Beilerens Øine; tre Gange leder jeg den vildfarne Aand paa rette Spor; tre Gange øver jeg min Kunst, men virker denne ikke tredie Gang, saa kan kun den høiere Kraft, Naturen selv, virke, saa overlader jeg det syge Barn til vor fælles Moder! Du Moder for os alle, sundhedsbringende, kraftige Natur, hjælp her mig, din gamle Dreng med de graae Haar og det grønne ungdommelige Hjerte!”
Tause gik de Begge henimod Alteret; deres Trin vare næsten klangløse, men Vinden sukkede i Hvolvingerne.
„Her er godt at være, Doctor,” begyndte Eduard, „her har jeg som Dreng siddet mange Gange og er falden i Tanker, i hellige Tanker. Kom, følg mig bag Alteret; seer Du, Doctor, den gule Kobberkiste? ovenpaa ligger den Afdødes Kobberrustning, hans gule Hjelm, hans Sværd og en Fane med hvide Roser baldyrede i Blaat; indeni Kisten ligger han selv, den stærke Robert Poulett, min Stamfader. Han fægtede under Stridighederne mellem Husene York og Lancaster. Han faldt i Slaget ved Bosworth — lad see, det var 1485 og nu skriver vi 18—, saa har Du vel ikke kjendt ham, det var nok ikke i din Tid. Der gaaer et Sagn om ham og dette Sagn angaaer ogsaa mig, vil Du høre det?”
Doctoren nikkede.
„Robert Poulett havde to Sønner, William og John og een Datter, Angelica. William var ældst og forgudet af Fader og Moder, hvorimod disse hadede og mishandlede John og Angelica. Da kom der en Præst og friede til Angelica, hun vilde gjerne have ham og John bad knælende sin Fader om at de to Elskende maatte faae hinanden. Faderen sparkede til John og svarede nei. Da traadte Angelica frem og sagde: Fader, Du har stedse begunstiget den ældre Søn og Du har forfordeelt os, dine to yngre Børn, læg nu Mærke til mit Ord: jeg siger Dig, der vil komme en Tid, da den ældste Søn i Familien ikke skal arve Godset, men den Yngre skal faae det. — „Før styrte Borgen sammen i Gruus og Ruiner eller fare i Veiret i Flammer!” svarede Robert, han der ligger i Kobberkisten. — — Da gik Angelica ud i Gaarden og styrtede sig i Brønden; man trak hende op med vaade Lokker og qvæstet Tinding. — Men nu gaaer Spaadommen i Opfyldelse: jeg skal aldrig komme til at eie Poulettsgrove.”
„Forjag disse mørke Tanker,” tog Doctoren til Orde, „følg mig nu ind i Kapellet.”
Doctoren aabnede Døren og Eduard saae sex Candelabrer brænde ved en frisk Liigkiste, hvorover der var lagt et sort sølvbroderet Fløielsklæde. Ved Kisten sad en ung Mand — det var Medicineren fra Landsbyen — iklædt en underlig høirød Kaftan, der var ombunden med, et hvidt Bælte, hvorpaa der stod Hieroglypher. Paa Hovedet bar han en høi Turban; paa Foden bar han Sandaler.
„Hvem er det?” spurgte Eduard.
„Det er den mægtige Fantasus,” svarede Lægen.
„Fantasus!” henvendte nu den Vanvittige sig til den unge Mediciner, „kan Du vække de Døde, kan Du sprænge Graven og standse Timeglasset?”
„Hvorfor ikke?” lød Svaret, „den der, som jeg, kan opløse de tre store Spørgsmaal angaaende Livet: hvorfra? hvorfor? hvorhen? — han kan tilvisse ogsaa kalde de Døde tilbage.”
„Hvo ligger i denne Kiste?” spurgte Eduard.
„Nelly.”
„Kan Du gjengive mig hende?”
„Ja.”
„Lad mig see hende først.”
Doctoren og Fantasus toge nu Fløielstæppet af, løftede Laaget af Kisten og nu saae man Nelly hvidklædt, med en Myrthekrands om Haaret, at ligge med tillukt Øie i den sorte Seng.
„Ja,” udbrød Eduard dybt bevæget, „det er min Nelly! see, hvor smuk og from, smuk som den hvide Rose, hun holder i Haanden. Ja, det er rigtigt: Pouletterne fægtede for den hvide Rose og Du, den arme Eduard Pouletts skjønne Hustru, tager vort Vaabenmærke med i din Grav. Nei, Fantasus, lad hende ligge! Det var Synd her i Guds hellige Huus at øve Helvedes Troldkunster; lad Gud beholde hvad Han eengang har taget til sig. Lykkelig er hun, kald hende derfor ikke tilbage til dette modbydelige Livs Sorger, det var Synd imod hende. Ved Himlen! hun rører sig! Fantasus, hold inde med dit Kogleri. Grav, behold dit skjønne Bytte!”
Og hurtigt satte han atter Laaget paa Kisten og ilede ud af Kapellet.
„Alt er tabt,” sagde Doctoren, idet han atter løftede Laaget af Kisten og i Forening med den unge Mediciner hjalp Nelly op, „Æskulaps Urter ere ikke Roser. Jeg meente, gode Nelly, ved ikke at modsige Eduard, men ved at rette mig efter hans Luner, efterhaanden at erholde Herredømme over hans Tanker og lede dem til et sundt Standpunkt, men min Flid er ikke bleven belønnet med Held. For Øieblikket er der intet at gjøre, vi maae vente et Aars Tid og da atter anstille nogle Forsøg.”
Dagen efter reiste Doctor F— til Bedlam med Eduard, og Familien paa Stamhuset nedsank i en bedrøvet Stemning; selv James var alvorligere stemt, end han pleiede at være og det lod til, at han grublede over et eller andet farligt Foretagende.
En Middag fandt Nelly paa sit Bord en Billet, hvis korte Indhold lød saaledes: „Forund mig i Aften en Samtale nede i Dyrehaven: der er noget Vigtigt, som skal meddeles Dem af
Deres
James Poulett.
Da Nelly om Aftenen gik ned til Jasminlysthuset, mødte James hende i Alleen og bad hende høre opmærksomt efter og tillige have Tiltro til ham: han vilde være hende en Broder og Forsvarer. „Hvad jeg nu meddeler Dem,” sagde han, „har jeg alt betroet den værdige Doctor F—, og han billiger hvad jeg har besluttet. Da Doctor F— sad i Vognen med min ulykkelige Broder og betroede denne, at der skulde foregaae en Vielse her paa Herregaarden, spurgte Eduard, om der vilde komme mange Mennesker til Festen? Doctoren svarede: Ingen kommer, vær De kun rolig! — Ingen kommer? gjenmælede min arme Broder, jo, Gud kommer, Han er allevegne tilstede. — Og sandelig, kjære Nelly, Gud var tilstede og virkede paa min Broders Sindsstemning saaledes, at han, til Deres Held, ikke indlod sig i Vielsen. Det gjør mig ondt, at jeg maa bagtale mine Forældre, men viid, at jeg har beluret dem og hørt en høist forbryderisk Samtale. Deres Byrd, veed De jo, var Anstødsstenen for Deres Giftermaal med min Broder; han blev vanvittig og nu ønskede mine Forældre at gjengive ham sin Forstand ved at tillade det Ægteskab, han saa inderligt havde ønsket. Men mærk nu vel, at hvis han efter Brylluppet atter var bleven klog, saa havde Fader og Moder besluttet — at give Dem Gift, for saaledes at blive den plebeiiske Svigerdatter qvit. Døden, Nelly, har svævet over Deres unge Hoved.”
„Min Gud!” raabte Nelly, „kan Mennesket tænke saa ondt?”
„Ja, det kan jeg forsikkre Dem,” raabte James muntert, men forandrede pludselig sin Lystighed til en paatagen Alvor, „og, Nelly, hvoraf veed De, at De ikke allerede har faaet Giften og bærer den i Deres Indre? nei, bliv ikke bange — det var en dum Spøg af mig — vær rolig, De har ikke faaet den endnu, men hør mit Raad! Jeg selv er kjed af mit Ophold her paa Poulettsgrove: jeg gaaer her og træller for Andre, selv kommer jeg, som yngre Søn, aldrig til at faae en Stump af Eiendommen; Eduard er jo Universalarvingen. Grovheder faaer jeg af min Fader og fine Spidser og Gloser af min Moder. Nelly, jeg reiser til London inat og raader Dem til at følge mig.”
„Jeg takker Dem,” hviskede Nelly, „jeg troer Dem og jeg vil følge Dem, men hvorledes komme vi bort?”
„Mød mig reiseklædt inat Klokken 12 i Baggaarden og lad os nu blot skilles ad,” svarede James og løb syngende bort.
Men da nu den sorte Nat spredte sit monotone, moraliserende Mørke over Jord og Hav, netop i den Time, hvor saa mangt et lille Fartøi bliver overseilet af den større Tremaster i Canalen, der skiller de i Aarhundreder fjendtlige, nu først ved Talleyrands Klogt forsonede to Nationer fra hinanden, i denne Uglens eiendommelige Periode stod i Baggaarden paa Poulettsgrove den smukkeste af den gamle Pouletts Stadsvogne forspændt med fire herlige Skimler. James kom med en Dame under Armen og steg med hende ind i Vognen; „kjør nu til, min raske Staldkarl!” raabte han, „og slaae et godt Skrald med din Fiirhestepidsk under min vakkre Faders Vinduer.” Kudsken smeldede og Vognen rullede ad London til, med James og Nelly og med flere Ting af Værdi, som den muntre Søn hemmeligt havde borttaget fra sine Fædres Hjem.
Ved sin Ankomst til London ilede James med at leie Værelser til Nelly og til sig selv, dog i to forskjellige, men nær til hinanden stødende Gader, og da dette nu var bragt i Rigtighed, da Sølvtøiet, han havde medbragt, og da den pragtfulde Vogn samt de fire kostbare Skimler i god lovlig engelsk Form vare solgte, gav han Nelly en rund Pengesum og beskjæftigede sig derpaa ivrigt med at sætte Resten af Mønten overstyr. Og James havde rigtigt beregnet sin Faders Stolthed: den gamle Poulett var altfor forfængelig til at han for Verdens Øine vilde afdække hvad Sønnen havde gjort, han taug med hele Historien og nøiedes med — at ærgre sig.
I fulde Drag nød James sin uafhængige Stilling i London. Han havde aldrig før været i denne Hovedstad: hvad Under da, at han paa Billarderne tabte Partier og Pareer, at han paa Spillehusene mistede sine Guineer, at han paa Theatrene blev bestjaalet af Lommetyvene, at han tilsidst, for at tale reent ud af Posen, blev til en grundfattig Mand? Paa hans Værelse fandtes intet Bohave, der tilhørte ham, i hans Lomme var der ikke en eneste Skilling; men hans Munterhed, hans Livslyst, hans Lune? jo, dem besad han endnu.
Det var en Eftermiddag, da Klokken var halvfem, at han, uden at have spiist til Middag den Dag og uden at have noget Haab om engang at kunne komme til at spise til Aften, grublende sad i sit tomme Værelse. „Lille Mave,” tænkte han ved sig selv, „længes Du efter de ægyptiske Kjødgryder paa Poulettsgrove? — tys, det banker! kom ind!”
En Lazaron traadte ind og overrakte James et Brev fra Nelly, hvori hun takkede ham for Fortiden, men mældte ham tillige, at hun ikke længer kunde eller vilde være ham til Byrde eller modtage nogen Understøttelse fra hans velvillige Haand: hun havde faaet et lille „Levebrød” paa Landet. Indlagt i Brevet laae en simpel Amindelse, en Lok af hendes rige Haar.
James havde neppe gjennemlæst dette Brev før det atter, men med en mindre ydmyg, men mere voldsom Kno bankede paa hans Dør. „Kom ind!”
Den nu Indtrædende var Besøgmodtagerens egen Vert, der kom for at kræve sin Leie. „Jeg kommer — —” begyndte Verten.
„Glem ikke hvad De vilde sige,” afbrød James sin magre, knokkelhaandede Vert, „forstyr mig ikke i min Fordøielse. Jeg kommer ligefra Frokosttaffelet hos Hertugen af Ormond; det var en mageløs Diner: Fuglevildt fra Norge, Posteier fra Strasburg, Ragout fra Paris, Vine fra Tokai — jeg er saa mæt, saa mæt! Veed De hvad der i gamle Dage, Høistærede, var min største Glæde paa Poulettsgrove? jeg skal sige Dem det: i Juletiden var der altid store Klapjagter — det gik løs paa de røde Ræve. Efter Jagten spistes der godt til Middag og efter Bordet gik alle Gjæsterne — de mandlige, mener jeg — ind i Billardstuen, og der kunde jeg sidde, min Ven, stirrende ud over Canalen dybt ind i den nærliggende Skovstrækning, hvor Kronhjorten vandrede med de høie Gevirer, der kunde jeg sidde paa Sophaen, aldeles hensjunken i Digestionens hellige Forretninger — dog veed De hvad jeg savnede? kun den Ting, at romerske Slaver skulde paa Gaardspladsen udenfor kastet med Discus, eller en Tyrefægtning, ja saadan noget — —”
„Jeg kommer — —” afbrød nu paa sin Side Verten ham og det var rigtigt gjort af Verten, thi hvorfor skal ikke en Vert have sin Huusleie?
„Glem ikke hvad De vilde sige!” raabte James, „men gjør mig den Tjeneste, naar Hertugen af Ormonds guldgalonnerede Tjener kommer i Eftermiddag og spørger efter mig, da, i mit Sted, at modtage, oppebære og qvittere for 100 Guineer, som den noble Hertug har lovet, paa min Faders Anmodning, at lade mig udbetale.”
„Jo, ganske vist, Hr. Poulett, jeg skal ikke gaae ud af Huset før Tjeneren har været her,” svarede Verten. James fulgte smilende Verten til Døren og gik selv derpaa ud paa Gaderne henad mod Themsen. Uvilkaarligt standsede han udenfor et stort Huus, i hvis Stueetage man kunde see en Mængde deilige Arbeider i Guld og Sølv, Altsammen den der boende rige Juvelerers Handelsartikler. Som han stod der og betragtede de i Vinduet opstillede og udhængte Bijouterier, aabnede en Tjener ærbødigt Boutiksdøren for en ung, overordentlig smuk Dame. Damen standsede udenfor, tog sin Pung op af Syposen gav Tjeneren nogle Penge med de Ord: „Christoph, hent nu hvad jeg har bestilt hos Modehandlerinden, saa skal jeg nok selv gaae allene hjem.” Christoph løb og var snart ude af Sigte; der var ikke et Menneske at see undtagen den skjønne Dame og James — i et Nu havde James fattet en dristig Beslutning. Høfligt nærmede han sig den unge Dame, der syntes med Velvillie at betragte hans smukke livlige Ansigtstræk; hun selv saae overordentlig munter ud, men hendes skjelmske Smiil forvandlede sig hurtigt til en yndig Blegnen, da James pludselig snappede Syposen ud af hendes Haand og med et dybt Buk holdt følgende charakteristiske Tale: „naadigste Frøken maae endelig ikke troe, at jeg er nogen Lommetyv, Dolkmorder eller Stimand af Profession. Det er kun en ubehagelig Fornemmelse i min Mave, en vis Følelse, der ligner meget hvad man kalder skrigende Sult, der tvinger mig til hos Deres Naade at gjøre et ganske lille forceret Laan. Vær saa god, her er Posen igjen, De seer, at jeg kun har taget een eneste Guinee.”
Den unge Pige fattede sig hurtigt, og kunde ikke andet end udbryde i Latter over det unge Menneskes pudsige Adfærd; godmodigt svarede hun bestandigt leende, idet hun rakte Posen hen til ham: „o vær saa god, geneer Dem endelig ikke, men tag kun nogle flere! Sult, siger min Fader, skal være det største Onde i Livet næst efter en rigtig Tørst. En Guinee kan vel hjælpe Dem idag, men hvad skal De saa leve af imorgen? Der, tag hele Pungen.”
Der laae saamegen Hjertensgodhed og saameget ungdommeligt Liv i hendes Stemme, at James paa eengang skammede sig over sin Adfærd; han standsede, rakte den ene Guinee, han havde taget, atter hen til den skjønne Ubekjendte og sagde: „nei, før sulte, end plyndre Dem!”
„O nei, vist ikke nei,” udbrød hun, „naar De dog skal plyndre, saa gjør det kun ved mig heller end ved nogen Anden. Sæt, at De traf en gammel Dame, hun kunde jo faae Slag af Angst, men nu har jeg overstaaet Skrækken. Desuden, tyve Guineer gjør mig hverken fra eller til.”
Hun lagde ham Pungen i Haanden.
„Skjønne Miss!” sagde James, „hvem er De, for om jeg mueligt med Tiden saae mig istand til at tilbagebetale Dem Laanet — siig mig Deres Navn.”
Hun saae paa ham og svarede: „Camilla Ormond.”
James foer tilbage: „Ormond, Ormond? en Datter af den rige Hertug?” Hun nikkede bejaende. „Forunderligt!” raabte han uvilkaarligt og loe: „en Datter af ham, hos hvem jeg idag spiste Frokost?”
„Frokost?” spurgte Camilla forundret.
„Ja,” svarede James, „det var rigtignok kun et imaginairt Maaltid;” og nu fortalte han hende aabenhjertigt Historien om Verten, der skulde have sin Huusleie; begge loe. Der var alt opstaaet et ganske venskabeligt Forhold mellem de to unge Mennesker.
„Jeg er hjemme nu,” tog Camilla til Orde og standsede udenfor et stort Hotel, ved hvis Side der laae en Have bag et stort Jerngitter, „Tak for godt Følgeskab — men, hvad hedder De?”
„Hm, smukke Miss,” svarede han forlegen, „jeg er just ingen Hertugsøn, men min Fader sidder dog i Underhuset, mit Fornavn er James, mit Efternavn maa ikke i denne min Stilling komme for Verdens Øre.”
„Hør,” sagde Camilla, „Hr. — Hr. James, kom her ved Hovedporten i overmorgen Aften naar Klokken er otte.” En let Rødme overfoer hendes Kind; hun aabnede Laagen ind til Gaardspladsen og forsvandt, men James blev længe staaende paa samme Plet og stirrede efter den smukke Pige.
Langsomt gik James hjemad, ganske anderledes stemt, end da han var gaaen ud. Den muntre Yngling var pludseligen bleven modløs; det var som om de alvorlige Stjerner skinnede ned paa hans Sjæl og gav den et høitideligt Skjær. Han spiste lidt paa en Restauration, drak en heel Flaske Viin og gik hjem, hvor Verten ventede ham uroligt. „Her har ingen Tjener været fra Hertugen af Ormond,” mumlede han. — „Men jeg har selv hentet Pengene hos Hertugens Familie,” raabte James lystigt, idet han betalte Huusleien. Da han nu var bleven ene, kastede han sig paa sin Seng og for første Gang i henrundne tretten Aar — græd han. „Hun er en Hertugs Datter,” tænkte han ved sig selv, „er uhyre riig — Diplomater, unge rige Fyrster tilnærme sig hende — deilig er hun, nedladende, venlig — og hvad er jeg? jeg kunde være bleven til et Noget, men mine Forældre have gjort mig til et Intet! og dog —” her reiste han sig halvt op af Leiet — „dog gav hun mig Guld i min Armod, dog, og det er det vigtigste, dog bad hun mig komme til sig overmorgen Aften.” — Hvoraf kom det vel, at Veemod saaledes lagde sig omkring hans Pande? Læser! hav Agtelse for James Pouletts Tungsind, den begrundedes i — den første Kjærlighed.
Klokken var neppe syv, da James den aftalte Aften alt stod udenfor Jerngitteret; alt var tyst i Haven. James vandrede til Klokken var tolv om Natten, men der kom ingen Camilla — hun havde maaske i overilet Letsind narret ham April. —
Den følgende Aften kom han atter til Jernporten og stirrede ind paa de smukke Blomster i Bedene i Hertugens Have: Malvaen blomstrede endnu tilligemed Efteraarets stolte Georgine. Pludselig hørte han en Raslen mellem Buskene og han saae Camilla hoppe frem imod Jerngitteret. Hun lukkede Porten op for ham og den Lykkelige stod nu i Haven hos den unge Pige. „James!” sagde hun, „De er vistnok vred paa mig, men jeg kunde ikke gjøre for, at jeg bedrog Dem igaar Aftes: min Fader tog mig ganske uventet med sig i nogle Visiter — var De her?”
James greb hendes Haand og bedækkede den med Kys: „jeg var her.”
„Og nu er De her igjen,” udbrød hun med en iisnende Kulde, „og Jernporten er lukket, og min Faders Tjenere ligge bag Buskene for at gribe Dem — De har jo tvunget mig forleden til at give Dem mine Knappenaalspenge, mine gode Guineer!”
Uvilkaarligt greb James i sin Brystlomme og rev en stor Jagtkniv op: „jeg overgiver mig ikke uden Modstand, min unge Hertuginde, men det er ikke smukt gjort af Dem at lokke Fuglen, hvem De gav Kjærtegn, i Donen.”
Camilla loe og svarede ængsteligt: „min unge Herre, ikke saa høirøstet! her ligger ingen Tjenere. Siig mig, hvordan har De det?”
„Nu og her har jeg det godt.”
Hun rødmede svagt og sagde temmelig alvorligt: „James, hvad er Deres Efternavn? Kan jeg gjøre noget for Dem? Betroe Dem til mig.”
„Jeg hedder James Poulett,” fortalte nu det unge Menneske, „min Fader er Stamherre og Medlem af Underhuset, men jeg er den yngste Broder!”
„Stakkel!”
„Stakkel? det er jeg ikke; lykkelig er jeg, hvis jeg aner rigtigt.”
Over to Timer gik det unge Par i Haven imellem de alt udtørrede Brombærbuske; hun vidste hans Navn, hun kjendte hans Følelser, hun havde hørt hans Nød og Sorg. Fra den Aften mødtes de hver Nat i Haven og talede med hinanden; men en Nat, da Naturen i høitidelig Efteraarspragt laae udfoldet for deres Blik, sagde Camilla dybt bevæget: „James, jeg vil vove det! jeg vil troe paa Deres smukke Ansigt, Deres ærlige Øie. Jeg kunde muligt blive en Fyrstes Ægtefælle, men jeg bortkaster min hertugelige Krone. Betænk imidlertid, at De — i Verdens Øine erhverver Dem hvad De efter Deres Stilling aldrig kunde vente at opnaae og at jeg skjænker Dem det af Kjærlighed og Tiltro. Jeg bryder med min Fader for Deres Skyld; jeg vil elske Dem af mit hele Hjerte, men svigt saa ikke mig! Imorgen Formiddag skal De gaae til min Fader og frie til mig. Vil han da ikke give mig til Dem, saa forlader jeg hans Huus og ægter Dem imorgen Aften.” — —
Klokken var elleve den følgende Dag da James stod i Forgemakket hos Hertugen af Ormond og bad En af Tjenerne om at melde ham hos Hertugen.
„Hans Naade spiser Frokost!”
„Ah, og taaler formodentlig ingen Forstyrrelse i i sin Andagt,” svarede James, „saa kan jeg tøve — eller hør, gaa ind og siig, at James Poulett Esq. ønsker at tale med hans Naade om en Ting der angaaer hans Datter Camillas hele timelige Velfærd. Gaa endelig! naar Hertugen hører Sammenhængen, vil han vistnok være yderst taknemlig mod den, der saa prompte har indført en saa vigtig Coureer, som mig.”
Tjeneren ilede og kom snart tilbage med den Beskeed, at Hr. Poulett var naadigst forundt Audients: James gik ind igjennem de høie Sale, hvor Marmorstatuer, Malerier og store Speile i gyldne Rammer tydeligt forkyndte, at her boede engelsk Pair.
Hertugen af Ormond, som er død for en ti Aar siden, var en før, podagristisk gammel Mand, der altid spiste en fortreffelig Frokost, uden at man dog kunde sige, at han sparede paa Middags- og Aftenstaffelet. „Hvem er De?” spurgte Hertugen, idet han slugte Vingen af en Ortolan.
„En Søn af John Poulett til Poulettsgrove, Medlem af Underhuset.”
„Hoffærdig, stridig, ondskabsfuld Canaille,” mumlede Hertugen og tilføiede høiere: „og hvad har De at foredrage mig?”
„Jeg ønskede at ægte Deres Herligheds Datter, Camilla.”
Alle Overraskelsens Symptomer viste sig nu i Hertugens Ansigt; Gaffelen faldt ham af Haanden og Ortolanvingen blev siddende fast i Halsen, saa at der maatte anvendes et meget betydeligt Glas Portviin for at Vildtet kunde nedskylles. „Devil and darkness!” udbrød Pairen, „er De gal?”
„Nei,” svarede James ganske roligt, „det er min Broder Eduard, som sidder i Bedlam, men det er ikke smukt af Deres Herlighed saaledes at rippe op i ubehagelige Familieanliggender!”
„Richard! Johnson! Tom! Wilkins!” brølte den Gamle, „kom ind, her er et vanvittigt Menneske, som vil bortføre min Datter, bureer mig den Karl ud af mit Hotel.”
De fire paaberaabte Tjenere kom ind og vilde lægge Haand paa James, men idet samme aabnedes en anden Dør og Camilla traadte leende ind. „Hvad er her paafærde, Papa?” spurgte hun, „slip den Herre, Tom og Wilkins, det er jo et smukt ungt Menneske!”
„Ja, men han har en forbandet Feil: han er gal,” raabte Hertugen.
„Vilde han maaskee spise Papas Ortolan?” spurgte Camilla leende.
„Nei, men han vil gifte sig med Dig!”
„Ja, jeg er parat, det er jo et meget net Menneske.”
„Hvad for noget?” foer Hertugen op, men besindede sig ved at tænke paa sin Datters overgivne Lune, dog tilføiede han, greben af en pludselig Mistanke: „Camilla, har Du seet denne Herre før?”
„Jeg seer ham jo nu,” svarede hun, „og i dette Øieblik forekommer han mig saa vakker, at jeg godt kunde beqvemme mig til at blive hans Kone.”
„Ellevild er hun, som min salig Kone,” mumlede Hertugen betænksom, „det kunde nok tænke sig, at hun — — — holla, min unge Herre, De er jo efter Deres eget Udsagn, en Søn af Sir Poulett, paa Poulettsgrove? veed De, at Deres Fader for otte Dage siden er død?”
„Min Fader?” spurgte James hurtigt, men tilføiede besindigere, „nu vel, saa er min Broder Eduard Stamherre og saa trænger jeg til en ny Fader: Mylord, vil De være det?”
„Fader!” sagde Camilla idet hun kyssede Patricierens tykke Haand, „jeg beder ogsaa derom!”
Glemt var Resten af Ortolanen; glemt var den smukke Karpe, som skulde have tjent til anden Ret; glemt var den søde Portviin samt den kunstigen seentmodne Melon: Hertugen mærkede nu, at det var Alvor og bød James i en streng Tone at forføie sig ud af Palladset.
„Jeg gaaer,” sagde James, „men venter Deres Naades Besøg i — mit eget Huus.”
Ormond gik heftigt og ned i Salen; Camilla lænede sig, noget blegere end sædvanligt, op til Faderens Chatol. Ormond standsede, selv bleg, foran hende; Spiselysten var forgaaet, han havde endelig engang faaet Tid til — at tænke, thi tænke kunde han, han var langt fra dum. „Camilla!” sagde han og lagde sin Haand paa hendes Hoved, „din Moder var letsindig og Du er det ogsaa. Din Moder ægtede mig af Lyst til Pragt og Rigdom, lad Du Dig blot ikke forlede af Medlidenhed for et smukt Ansigt i Armod. Sønner har jeg ingen, Du er mit eneste Afkom. Jeg har tænkt mig, at Du skulde ægte Kong Georgs naturlige Søn, Hertugen af C—, det var et Parti for Dig. Jeg spiser godt, jeg er hvad man kalder en Bonvivant, men tro derfor ikke, at jeg har glemt at holde et vaagent Øie med Dig. Jeg har talt Spøg med Dig hidtil, jeg har betragtet Dig som et Barn, jeg har ladet din Natur udvikle sig af sig selv, men nu mærker jeg, at Du er atten Aar, at jeg maa tale Alvor med Dig og at jeg maa gribe ind i din Tankegang og faderligt lede dine Planer. Du maa ægte Hertugen af C—, det vil være Dig let at glemme dette usle Eventyr. Hvor Du har seet ham, hvor Du har lært at kjende denne Poulett, vil jeg ikke engang vide. Ormonds Datter maa ikke elske en Prakker — imorgen Aften besøger Hertugen af C— mig, vær pyntet, vi Tre spise til Aften sammen.” Og derpaa gik han hurtigt udaf Værelset, fordølgende sin oprørte Sindsstemning.
„Nei, min Hr. Fader,” sagde Camilla, da han var ude af Stuen, „det skal aldrig høres, at jeg ægter Hertugen af C—. Ved Gud, det skal aldrig skee.” Og dermed gik hun ind paa sit Værelse og skrev et langt og kjærligt Brev til James. — —
Men den følgende Aften skete der store Tilberedelser hos Ormond til at modtage den føromtalte Hertug af C—; isærdeleshed havde Kokkene travlt. De stakkels Kapuner maatte række Hals. Lampretten var kommen langveisfra for at smykke det store Sølvfad. — Klokken var nu otte og begge Hertugerne kom Arm i Arm inde fra Ormonds Cabinet for at gaae ind i Dagligstuen, hvor Camilla ventede paa dem. Da de traadte ind i Stuen, studsede de Begge over den Pragt, hvormed den unge Pige havde forhøiet sin naturlige Skjønhed. Hun var iklædt en hvid Silkekjole og hvide Skoe; Hals, Arme og Haandledde vare omcirklede af Diamantsmykker; en Myrthekrands bedækkede Tindingen.
„Er min gode Fader fornøiet med sin Datter?” spurgte Camilla, „Du bad mig om at smykke mig og jeg veed jo Hensigten med dette Aftensmøde — derfor har jeg smykket mig som Brud.”
„Du er mit gode Barn,” svarede Ormond, „og en fornuftig Pige.”
„Og skjøn som en af Fantasiens meest funklende Skikkelser,” udbrød Beileren, i Flammer ved at betragte den smukke qvindelige Skabning.
Man gik til Bords, men begge Herrerne vare saa beskjæftigede med Retterne, at de slet ikke lagde Mærke til det fine, listige Smiil, der spillede om Camillas Mund. Men da nu Herrerne havde tilfredsstillet den første glubende Hunger, skjænkede Ormond Cyperviin i trende Glas, vinkede til Frieren og sagde: „Camilla, jeg har en Toast at proponere!” I det samme slog det prægtige Stueuhr ni; Camilla blegnede og Taarerne traadte hende i Øiet; Faderen troede, at det var Tanken om Poulett, der for et Øieblik rystede hende, men hun reiste sig op, kastede sig grædende i sin Faders Skjød og bedækkede hans Hænder med Kys. „Fat Dig, Barn,” opmuntrede Ormond hende, „et Ægteskab er ikke noget at græde over.” — „Strax, min Fader,” svarede Camilla og gik ud af Værelset; Ormond troede, at hun forlod Taffelet for at aftørre sine Taarer. Noget bevæget nedstyrtede han et Glas Viin og reiste sig efter nogle Minutter for i det aabnede Vindue at indaande en forfriskende kjølig Efteraarsluft fra Haven. Men som han stod og stirrede ned mellem Træerne, saae han en hvidklædt Skikkelse, efterfulgt af en mørkere, iilsomt at ile hen mod Gitterværket, han hørte Jernporten klirre og atter blive tillaast — et Øiebliks Stilhed — og endelig ruller der en Vogn hurtigt bort fra Hotellet, Hjulenes Larmen mod Steenbroen hendøer efterhaanden, men Camilla og Tony vare ikke at finde i hele Gaarden. — — —
I en lille Landsbykirke nogle faa engelske Mile fjernet fra London var den fornemme Brud bleven viet til James Poulett; i et Aar havde de levet stille sammen, muntre og selvtilfredse, inderligt elskende hinanden, i en lille Stad, der laae paa Søkysten. Ubekjendte af de Mennesker, der dannede deres Omgivelser, udgjorde de to Lykkelige en lille fuldendt Verden for dem selv: i deres eet Aars Ægteskab var der ikke faldet et eneste ondt Ord mellem dem. De havde ingen Heste og Vogn og kun eet Tjenestetyende, den troe sorte Tony. Historien om Camillas Flugt med den unge Poulett havde vel i Begyndelsen vakt en udeelt Opmærksomhed i Hovedstadens høiere Cirkler, den havde i sin Tid været Gjenstand for almindelig Omtale, men var nu glemt og afløst af andre saakaldte Scandaler. Den gamle Poulett var rigtignok, som Hertugen af Ormond havde sagt til James, død, hans stivsindede Kone ligeledes, og Poulettsgrove var kommen under en Administration, der varetog den vanvittige Eduards Tarv.
Det var en klar Novemberdag, at James sad i Dagligstuen og var beskjæftiget med at oversætte en fransk Meddelelse paa Engelsk til en londonner Journal; Camilla var første Gang oppe af Sengen efter sin Nedkomst med en lille Datter, som strax var bleven døbt og kaldt Albertine efter Hertugen af Ormond, der hed Albert.
James lagde Pennen paa Bordet og sagde, idet han med Ømhed betragtede sin Hustru: „hvo skulde for to Aar siden have anet, at Du, den rige Hertugdatter, skulde komme til at boe i dette tarvelige Huus og brodere for at skaffe vort Udkomme, imedens din Mand skaffer sin Andeel til Huusholdningen ved — at oversætte. Sandelig, Camilla, jeg fortryder at jeg røvede Dig. Du sidder i en Hvergarns Kjole.”
„Fortryder Du, Poulett?” spurgte Camilla alvorligt, „det var underligt; desuden røvede Du mig jo ikke, men jeg gik jo frivilligt med Dig. Vort tarvelige Huus, siger Du? see ud af Vinduet, har vi ikke det umaalelige, i Oprør som i Hvile pragtfulde Nordhav for vort Øie? har vi sultet endnu eller siger Nogen, at vi skulle komme til at lide Mangel? Er jeg styg fordi jeg gaaer i Hvergarn og har solgt mine Diamanter? Var Du fra Begyndelsen af forelsket i min Pragt eller i mit Ansigt? skam Dig, modløse James!”
„Ved Gud,” raabte James, „jeg har aldrig været modløs før jeg lærte Dig at kjende; det er min Kjærlighed til Dig, min Uro for din og Albertines fremtidige Stilling, der har berøvet mig min Munterhed. —”
„Nei, James, vil Du nu bare komme her til Vinduet,” udbrød Camilla, „og vil Du saa see ned i Gaarden saa skal Du da see den løierligste Mand, som Du nogensinde har seet.”
James sprang lystigt op og kigede ud af Vinduet, men foer tilbage med et Udraab af Forundring og i et Øieblik var han ude af Døren og ledsagede den Fremmede op i Stuen til Camilla, for hvem han præsenterede ham med de Ord: „min Broder Eduard!”
En mørk Tid havde Eduard oplevet i Galehuset, men tilsidst havde Naturen selv hjulpet, ikke fuldkomment, men dog tildeels. Den herlige Doctor F— havde jevnlig besøgt ham og fundet, at den Syges Tanker efterhaanden bleve mere og mere klare og vendte tilbage til den naturlige Fornufts Bane; det egentlige Vanvid indskrumpede sig til een eneste fix Idee, den, at Penge var det Farligste, et Menneske kunde besidde. Endnu en forunderligere Ting var det, at det lod til at hans Lidenskab for Nelly under Sygdommen aldeles var bortdunstet; han mindedes hende kun som en kjær Veninde- men han syntes slet ikke at kunne erindre sig, at der eengang havde været et nært og fortroligt Forhold mellem ham og den smukke Smeddedatter. Men da nu Galskaben havde sat sig saaledes, da mente Doctor F—, at det var bedst at slippe den Fangne udaf Buret og lade ham, overladt til sig selv og til sin oprindelig gode Natur, tumle sig paa en lang adspredende Reise. Dette Forslag billigede Eduard strax og han svarede Doktor F—: „kjære Doctor, De kan ikke begribe min Angst og Fortvivlelse, da jeg for en fire Uger siden, efter en tryg Nattesøvn, opvaagnede og førstegang rigtigt betragtede mit Opholdssted og mine sørgelige Omgivelser: jeg saae, at jeg befandt mig mellem Mennesker, hvilke Gud havde paalagt en uhyre Sorg. Ak, tænkte jeg, Du maa formodentlig selv have undergaaet samme Skjæbne; og nu fremstod der for mit Øie Skikkelser, velbekjendte, nogle hvem jeg frygtede, andre, hvem jeg elskede. Der var ogsaa en Qvinde, men hun laae i en tredobbelt Kiste og Propheten Daniel læste Formularer over hende — jeg syntes, at jeg havde seet hende i levende Live, under lykkeligere Omstændigheder, under en klarere Himmel. Men da steg op af Brønden hjemme paa Poulettsgrove en anden qvindelig Skabning med Blod i de lange Lokker og hun udtalte sin Forbandelse over mig og hun satte min Broder James paa det Høisæde, hvor Familiefaderen pleier at sidde i Riddersalen, naar hele Slægten er forsamlet — da styrtede en Ridder i Kobberrustning ind i Salen og raabte truende: „Angelica! det kan ikke skee!” og derpaa sank han hylende ned gjennem Gulvet, og mig syntes, at mine Fædres Borg gik op i Flammer. — Jeg har vist havt en stor Hjertesorg, Doctor, og denne Sorg har vist bragt min Indbildningskraft i Uorden — tidligt fik jeg Fantasien, silde Forstanden, Doctor. Dog hvad der er hændtes mig, hvilken Ulykke det vel er, som har ramt mig, om den hidrørte fra en Mands eller en Qvindes Haand, det kan jeg ikke sige og derom vil jeg aldrig fritte. Der svæver vel en elskelig Skabning for mit Blik, en ung og deilig Pige, eengang, efter min Mening, bestemt til at skulle lyksaliggjort mig, men nu vil jeg ikke see hende; dæmoniske Magter have dandset om mig og koglet og manet; jeg har været der, hvor intet levende Menneske har været før mig, dybt inde i Jordkuglen, hvor Underverdnens Skyggerige ligger, jeg har seet der hvad aldrig min Tunge kan udsige: Rædsler, Anger, Mord og Piinsler. Jeg er nu forqvaklet, jeg duer ikke meer til at være blandt andre Mennesker, jeg vil reise.”
— Med øm Broderkjærlighed udspurgte han derpaa Docteren om hvorledes James havde det og hørte med Forbauselse hvad der var skeet. — —
Og nu stod da Eduard Ansigt til Ansigt med sin Broder James i dennes høist tarvelige Bopæl. Noget Vildt laae der i hans Øie: stundom funklede det som en rød Corniol, hvori Vanviddet havde indgravet sit adelige Vaaben og hvoraf det havde dannet sig sit Signet. Hans Klæder vare grove, tilmed noget besynderlige: han havde en lysebruun Frakke med en græsgrøn Fløielskrave paa; uhyre Vandstøvler skjulte hans udmagrede Been; paa Ryggen bar han en Vadsæk, i Haanden en Parapluie; en stor Rytterpistol sad i Bæltet. Med synligt Velbehag dvælede Eduards Øie paa Camilla og paa Bohavet i det fattige Værelse; han udbrød, næsten begeistret: „hvor Du har det smukt, James; din unge Kone uden forfængeligt Guldstads, i en grov Hvergarns Kjole;” Her rødmede Hertugdatteren: der var dog en bitte Gran Adelsstolthed i det lille løftede Hoved. „Og,” vedblev Eduard, „see engang til de brune Bøgetræes Stole med skjoldede Betrækker, see den gamle ærværdige Birketræscommode og see der i Vinduet i Leerpotten Armodens Plante, Sultens Symbol, den strunke Gyldenlak, der venligt trives hos den Fattige, fjernet fra Sol, plantet i Sand, sjelden vandet! den kunde ogsaa være et Billede paa Ædelmodighed, thi Mennesket gjør intet for den, men den fryder alligevel Mennesket. O James, Du har det herligt, Du er i Ordets egentlige Betydning riig!”
„Ja, kjære Eduard,” svarede James smilende, „saa riig, som en Smule Armod kan gjøre mig.”
Eduard gik et Par Gange heftigt op og ned i Stuen, tilsidst standsede han og sagde: „James, Du skjønner ikke paa hvor godt Du har det, nu skal Du selv erfare hvor lidet Godt og hvormeget Ondt at Rigdommen indeholder. Jeg reiser bort, her er et lovformeligt Document, der i min Fraværelse indsætter Dig til uindskrænket Enebestyrer og Nyder af Stamhuset Poulettsgrove. Endnu faaer Du kun Nytten og Brugen af det, men snart døer jeg og da faaer Du Eiendomsretten.”
„Broder!” raabte James.
„Stille, James! hvad der er blevet spaaet Robert Poulett, det skal skee. Er det dit Barn?”
„Ja, min lille Albertine.”
„Jeg skal aldrig blive Fader, lad mig kysse dit Barn. Ha, seer Du? Barnet er bange for mig! de høie Guder have mærket mit Ansigt, Enhver forfærdes ved at see paa mig. — — Siig mig, James, blot een Ting” — her hviskede han — „der var nok engang en Pige, hvis Navn begyndte med N — Hammer og Knivtang — husker Du? hvor er hun?”
„Jeg veed det ikke.”
„Der er noget i mig, som siger, at hun er lykkelig. Seer Du hende, saa hils hende. Nu gaaer jeg til Skotland, Farvel, bestyr Godset godt, om ikke for min, saa dog for hendes og hendes Skyld.” Han pegede paa Camilla og Albertine og ilede bort; dybt rystede betragtede Ægtefællerne hinanden og da James fattede sig og styrtede efter sin Broder, var denne allerede forsvunden.
Han vendte tilbage til Camilla og eftersaae Documentet: det var i god Orden og fuldkommen lovligt; vedføiet laae en Skrivelse fra Poulettsgroves Administration, der indbød James uopholdeligen at møde for at modtage Regnskaberne og overtage Bestyrelsen af Stamgodset. — —
To Aar vare henrundne paa Poulettsgrove for det unge Ægtepar og det under samme kjærlige og samdrægtige Forhold. Da hørte Camilla, at hendes Fader var bleven meget aflægs, paa den senere Tid endogsaa betydeligt skrantende; dette bestemte hende til at overtale sin Mand til en Reise til London — og de reiste med den lille Albertine: Datteren vilde forsøge paa at formilde sin Fader.
Det var paa en mørk Efteraarsdag langt efter Middag, at Camilla, James og Albertine stode foran Jernporten. „Kom nu igjen her om en Time,” sagde Camilla til sin Mand, „jeg vil imedens søge at forsone Fader, men han maa ikke see Dig strax.” James forføiede sig bort.
Nu gik Camilla ind i Gaardspladsen og stod med sit Barn i Forgemakket. „Har min Fader spiist og sovet til Middag, Tom?” spurgte hun den forbausede Tjener. Tom fremstammede nogle uforstaaelige Ord, der baade bejaede Camillas Spørgsmaal og tillige antydede, at han vilde melde den Ankomne. „Du bliver her!” bød Camilla og vandrede derpaa sagte ind i Faderens Cabinet. Hertugen sad i en Lænestol, dybt hensjunken i Betragtninger og mærkede ikke, at der var kommen Nogen ind. Datteren betragtede nu sin Fader med Forfærdelse og opdagede, hvorledes den føre, før saa corpulente Mand var hensvunden til en mager Beenrad, paa hvis Ansigt Skindet hang i Folder, som Omhænget om en Seng; dybt rystet, oprigtigt angrende, styrtede hun grædende ned for Ormonds Fødder og raabte: „nei, havde jeg anet dette, saa havde jeg aldrig gjort hvad jeg har gjort. O min Fader, see paa mig og paa den lille Albertine og tilgiv mig!”
„Hvad er det?” udbrød den Gamle, „Camilla hvad vil Du? Gaa bort!”
„Jeg hørte, Du var syg, Fader, og jeg vilde dog prøve paa, om Du slet ikke mere havde nogen Gnist af Kjærlighed tilbage for din Datter. Din Hensigt, Fader, med at gifte mig med Hertugen af C—, var jo at gjøre mig lykkelig, men det kunde jeg aldrig blevet med ham, jeg er det derimod med Poulett. Vidste Du, hvorledes han i de tre Aar har elsket mig og sørget for mig og pleiet mig i min Sygdom, da vilde Du holde af ham. Tænk, Fader, vi har ikke skjændtes i tre Aar og dog har hvert Aar mangfoldige Dage, hver Dag mangfoldige Timer, hver Time en lille Anledning til Gnavenhed og Ærgrelse. Ja vist, Du har længtes efter mig, det kan ikke være andet og Du holder endnu af af mig, det kan jeg tydeligt see og nu skal Du lyse din Velsignelse over min lille Albertine og kysse mig!”
Den Gamle var overvunden: han kyssede sin Datter og Datterdatter og lovede at ville modtage Poulett venligt. — —
Imidlertid slentrede James om i de tilstødende Gader, ængsteligt tilmode, thi han troede aldrig, at en Hertug kunde være forsonlig. Pludselig hørte han sit Navn nævne fra en Kjelder af; han saae paa Skildtet, det var en Melkehandlers. En ung Kone med en lille Dreng ved Brystet stod i Kjelderhalsen; „men kjender De mig ikke mere, Hr. Poulett?” spurgte hun undseeligt.
„Min Gud, Nelly! er Du her, er Du gift?”
„Ja, med Melkehandleren, vær saa god og træd ned.”
James kom nu ned i en særdeles reenlig Kjelder; en høi smuk Mand, der, som James af hans Holdning formodede, vistnok før havde været Karl i den engelske Garde eller i det mindste i et af Linieregimenterne, tog med et spørgende Blik til sin Kone sin Nathue af.
„Toby!” sagde Nelly munter, „det er Hr. James Poulett!”
„Er det det?” svarede Toby og rakte James trohjertig Haanden, „saa maa jeg takke Dem for hvad De i gamle Dage har gjort for min Kone. Seer De, hun var fornuftig; hun indsaae, at der aldrig vilde komme noget Godt ud af at hun kom høit paa Straa, desuden saae hun hvad saa mange andre af de londonske Sypiger bleve til — og dertil var hun min Sæl for god. Men hvordan har Capitainen det? jeg har saamænd tjent under ham.”
„Jeg veed hverken om han er levende eller død,” sukkede James og Nelly vendte sit Ansigt bort for at Manden ikke skulde see Taaren i hendes Øie.
Toby gav Samtalen en anden Vending, idet han venligt bød James et Kruus Øl og drak ham til deri med de Ord: „nu, Hr. Poulett, en Skaal for Falken, som tog Ungen ud af Ørnens Rede!”
James loe og gik, efter en hjertelig Afsked fra store Toby og lille Toby samt Nelly, til Ormonds Hotel, hvor han modtoges anderledes og langt bedre end han havde turde haabe. — —
Der staaer nu kun tilbage for Fortælleren at berette Eduards senere Skjæbne. Han var, dengang han skiltes fra James, gaaet en Fodtour til Skotland, hvor han opholdt sig Vinteren over; ved Foraarets Frembrud gik han med en Hvalfanger til Siberiens Kyster. Her var han engang gaaet i Land og under hans Ophold paa Kysten var Skibet seilet fra ham. Hvorledes han i dette Frostens, Ulvenes og Schakalernes Hjem i en Tid af næsten halvandet Aar har kunnet friste Livet, veed Ingen; saameget berettede imidlertid Kapitainen paa det Skib, der optog ham og førte ham tilbage til England, „at han var meget sær og heftig i Adfærd, samt tilbøielig til at kige vel dybt i Flasken, naar han blot kunde komme til.”
Lige ankommen til Englands Kyst, begav Eduard sig uopholdeligt tilfods til Northumberland til Poulettsgrove og ankom til Stamhuset netop Dagen efter at James med Kone og Barn var reist til London. „Hvor er James?” spurgte han den gamle Forvalter, som trods Matrosklædningen dog øieblikligen gjenkjendte den arme Vanvittige.
„I London.” Lød Svaret.
„I London? i London?” udbrød Eduard rasende, „og ikke her? er det saaledes, at han varetager min Tarv i min Fraværelse? svirer i London og lader Godset skjøtte sig selv? James, jeg undsiger Dig!” og dermed gik han hurtigt bort.
Men om Natten, da Alt laae i den dybeste Søvn, da brød der en tyk Røg udaf alle Vinduer og Skorstene paa Poulettsgrove; snart brød Flammen ud af Taget; Kornmagazinet og Høstakkene stode i Lue, men oppe paa en Gavl stod den vanvittige Mordbrænder, Eduard Poulett og raabte: „nu gaaer det i Opfyldelse hvad Angelica spaaede min Stamfader Robert, at den yngre Søn engang skulde afløse og arve den ældre, men det gaaer ogsaa i Opfyldelse hvad jeg selv i Drømme saae i Galehuset, at mine Fædres Borg gik op i Flammer!” og dermed styrtede han sig i Luerne.
Den fortærende Ild tilintetgjorde alle Bygningerne og standsede først der hvor selve Døden havde været iforveien — ved Gravcapellet. En moderne Bygning er nu opført af James, der afvexlende opholder sig paa sin Svigerfaders Godser og i det nyopførte Stamhuus i Northumberland.