Du glimrende, Du skjønne
Du lille Moskus-Træbuk, Du,
Hvis Glands imellem Rosenblade grønne
Jeg her betragter med begeistret Hu!
Du sidder der paa Busken nu saa glad
Og gnaver Rosens fine Blad,
Og mimrer, som dit Hjem var hos Kaniner,
Og reiser dine smekkre Horn iveiret,
Som om Du, stolt af Rosernes Ruiner,
Var Dig bevidst at have Skjønheden beseiret —
Jeg elsker Dig, Du funklende Insekt!
Jeg elsker Havet, naar det bugter sig
I Tigerform og sluger
I Flab umaalt, umaalelig
Den stolte Orlogsmand, som ruger
Med Gridskhed over Piastre, over
De Mennesker, den har ombord!
Begrav den, Spanskesø! i dine Vover,
Og opslyng Dynger Liig mod Nord!
Da elsker jeg Dig, mørke Hav!
Jeg elsker Hav! jeg elsker Himmel,
Hver Stjerne i den store Vrimmel,
De lyse Øieglimt fra Gud,
Naar han fra Skyen skuer ud;
Det flinke Lyn, der flyver hen
Som Ildfugl over bange Mænd;
Jeg elsker Alt, hvad fra den vrede Dommer
Ned over Jorden kommer,
Men glædeligst dog for mit Syn
Er sorte Tordens hvide Lyn,
Naar Phosphorglands det spreder over
Mark, Skov og vilde Vover!
Men Du, besynderlige Skabning, Du,
Hvis Tand er hvas som Træbukkens, hvis Hu,
Som dens, staaer til med Lyst at dræbe
Hvert Aandepust, der gaaer fra Skjønheds Læbe,
Hvert Smiil, som Uskyld bær paa Kind;
Som i dit Indre har langt værre Sind, —
End selve Havets kolde Bølge,
Og som meer grumt gad Alt forfølge,
End Lynet, der kun dræber enkelt Mand
Og ikkun sætter enkelt Torp i Brand!
Insektets, Havets, Lynets Vildhed har
Fra Tidens Morgen Du besiddet;
I Ondskab og i Viddet
Forud for alle Tre Du længe var,
Men deres Skjønhed har Du aldrig eiet!
Gaa bort! Du er for let! Gud har Dig veiet —
Jeg hader Dig, o Menneske!