V. Epilog
(Fremsagt af Mad. Werligh.)
(Fremsagt af Mad. Werligh.)
O! der er smukt her i det fyenske Land,
Man kommer gjerne til, men reiser nødigt
Fra Den bort; Fyens Sølv er 18 lødigt
Og Fyen har gamle Minder,
Som den Mand atter finder,
Der kan, som Vedel-Simonsen,
Af gamle, graae, hensmuldrende Ruiner
Fremtrylle gamle Borges friske Miner
Og kalde død Mand op igjen!
O! der er smukt her i det fyenske Land!
Kom, Norges Mand!
Og fiig, at danske Mark,
At danske Bøg- og Egebark
Besidder ingen Kraft til at husvale,
Til at begeistre os i Danmarks Dale!
Kom kun! og vi vil roligt svare:
„Gud gamle Dannemark bevare!”
Og han bevare Danmarks Drot,
Hvis Hjem er bygt ei blot i Slot,
Men i et stort, et vældigt Hjerte, som
Man kalder Nationens Helligdom.
O! der er smukt her i det fyenske Land,
Dets Beltbred eier intet Flyvesand,
Og uden at berøve anden Mand
Det Ringeste, saa kan
Det smukke, rige Fyen udsige:
„Betragt mig! jeg er Danmarks unge, rige Pige!
„Den Glands, som fra min Pande gaaer,
„Selv over Tronen den med Straaler naaer!”
O! der er smukt her i det fyenske Land!
Og nødigt vi fra Huset flytte:
Glem os! hvo glemme kan,
Husk os Enhver, som er en Kunstens Støtte!
Tænk paa, Enhver, som er tilstede:
Med Lyst vi spilte her til Andres Glæde!