Til Sevilla! til Sevilla!
Hvor de store Huse staae!
Didhen ville vi nu reise
Over Havets Bølger blaae!”
„Til Sevilla! til Sevilla!”
Sang den sværmende Spaniol,
Vilde atter see sit Muuldyr
Og sin gyldne spanske Sol,
„Til Sevilla! til Sevilla!”
Dybt i Kjelderen Man sang;
Medens vevre Svovelstikker
Under Lofterne Man hang.
„Koldingborgen! Koldingborgen!
Den skal brændes ned til Grund!”
Og til Svovlet holdt Spaniolen
Hen Cigarren fra sin Mund.
„Bernadette! Bernadette!”
— Lød en underjordisk Røst —
„De vil myrde den, der engang
Vorde skal de Svenskes Trsst!” —
„Liden Oscar! liden Oscar!”
— Raabte Generalen nu —
„Tag dit Tøi paa, lad os ile,
Fjendtlig er de Spanskes Hu!”
„Udaf Vindvet! udaf Vindvet!
Det betyder Ingenting!
Husk, din Fader har gjort mange
Ligesaa forvovne Spring!”
„Marskalsstaven! Marskalsstaven!
Bytter jeg med Kronen om;
Vee Tyrannen! vee Tyrannen!
Liden Oscar, kom, o kom!”
„Republikken! Republikken!
Her er Lokken evig bruun;
Aaret ni og fiirs skal leve —
Jeg kun være vil Tribun!”
Udaf Vindvet! udaf Vindvet
Sprang saa Begge ned iløn;
Ruden klirred, Taget styrted,
Frelst var Republikkens Søn!
Pontecorvo! Pontecorvo!
Riid nu hurtig til din Flok:
Nattevinden fugtigt suser
I din lille Oscars Lok.
Høit paa Taarnet! høit paa Taarnet
Marmorstøtterne blev røde —
Aske vorded Kongens Hal.
Scipios Hjerte! Scipios Hjerte
Med Carthagos vilde Mod!
Den, der eier det, kan stundom
See Nationer for sin Fod.
Bonaparte! Bonaparte
Har et vældigt Monument:
Nilen og St. Bernhard vidner
Om den Mægtiges Talent;
Rusland gjemmer hans Armeer,
Østrig har hans unge Søn,
Hele Verden har hans Navn — og
For hans Sjæl en stille Bøn;
Danmark gjemmer og et Minde,
Ak, men Mindet er kun Gruus!
Det er Tomten af det gamle
Kongesæde: Koldinghuus!