I. Roeskilde.
Derhenne ved Kirkegaardsmuren
Er der en lille Høi,
Hvorfra mine Blik og Tanker
Tidt udover Vandene fløi;
Hvor Kirken med Harald Blaatand
Broget paa Pillen malt,
Og Klosteret nede bag Muren
Liggende mørkt og svalt;
Hvor Hvælvinger gjemme de Konger
— Jeg troer fra Dan Mykillat —
Som ere saa smaa i de Grave,
Men vare saa store for Stat;
Hvor Fanen, erobret fra Svensken,
Nedhænger — en Blasphemie!
Og Kobberrustningen stander,
Som var der en Mand deri;
Hvor det buede Loft i Kirken
Fremviser et Blomsterflor,
Saa friskt, de blaae med de røde,
Som var det malet ifjor —
De Faner, den Kobberrustning,
Den Kirke, det Loft og de Taarne,
Den hellige Kirkegaardsvang,
I min Sjæl de bevirked en Skygge,
Et Sorgpræg ind i mit Bryst,
Et Tusmørke paa min Pande,
En klagende Lyd i min Røst,
Et Blik for det Kolossale,
Et Øre for Aftenens Vind,
For Dyrets og Træets Tale,
For Folkenes sørgende Sind.
De høie Taarne sig speiled
Ned i min barnlige Sjæl;
Eensom jeg gik ved Stranden,
Mennesket saae kun min Hæl.
Der lagde jeg først de Planer,
Som aldrig blev realiseert,
Der tænkte jeg mig som Hersker,
Med Hermelinskaabe drappeert.
Formodentlig smittede Luften
Fra Bistrup mit unge Sind,
Thi hvad der ei var det saae jeg,
Og for hvad der var blev jeg blind.
En Demosthenes, meente jeg, var jeg,
En vordende Mirabeau,
Der eengang skulde forandre
Verdens Vandel og Tro,
Der skulde med Saxen klippe
Stormandsbaandet og Stjernen,
Og hænge de Aristokrater
I Maaneskin paa Laternen.
Mindst tænkte jeg sandelig derpaa,
Jeg skulde saaledes endt —
Foruden Examen og Embed,
Evindelig en Student!
II. Sorø
Derfra kom jeg til det snævre
Sorø med sit Bøgekrat;
Kirkens Taarn var brændt til Grunden,
Alt var smaat og alt var snævert,
Her var ingen Kirkehøi,
Hvorfra mine Blik og Tanker
Over Issefjorden fløi;
Her var lærde Maend, hvis Tanker
Aldrig lndsed liden Dreng:
Stakkels Mirabeau gik søvnig,
Taus Demosthenes iseng.
Her begreb jeg først mit Indre,
Her jeg fatted hvad jeg var:
„Du er kun en Dreng, som andre,
Men Du været har en Nar.”
„Sæt Dig ned og lær din Lectie,
Læs og husk, Du er Gratist,
Viid, at Staten Dig til Regnskab
Fordre vil engang tilsidst.”
„Laer at tælle op, hvis mulig
Du skal Skifter forestaae,
Lær at skjænde, hvis som Byfog’d
Du skal om paa Marked gaae.” —
Men fra den Tid bortsvandt Roskilds
Høie Taarne for mit Blik,
Og Demosthenes i Hjertet
Fik et dygtigt Dolkestik.
Issefjordens blanke Flade
Gav ei Gjenskin i mit Sind
Og jeg øined ikke mere
Falkene paa Taarnets Tind.
Borgnæsskoven hist ved Fjorden,
Denne dybe, stumme Skov,
Som fra Oldtid i vort Norden
Aldrig følet har en Plov;
Hvor var den og dens Insekter,
Hvor var Roskilds blanke Luft?
Her i Sorø var kun Landkort,
Bøger, Grifler og Fornuft;
Lynet langsomt var og Tordnen
Rulled her ei over Fjord;
Sneen, tyktes mig, var guul kun,
Ei som Roskilds Perlemoer.
Barnets Aand begeistret havde
Hist forsølvet Mark og Vand
Og med Skaberkraft fremkoglet
Helteskikkelser ved Strand,
Havde smukt forgyldt det hele
Grønne Landskab med en Pragt,
Ret som om der stod en Regnbue
Med sin lette Syvtals-Dragt,
Havde lokket op de Alfer,
Hvergang Vaarens Blomster skjød,
Saa de svæved udaf Bægret,
Naar blot Morgenen frembød,
Havde Christian den Fjerdes
Høide maalt ved Kongens Grav,
Havde længst fra Kattegattet
Hørt hans Priis fra vilde Hav,
Havde hørt paa Kobbertaget
Skyens Fald med Regn og Rusk,
Herrens Flammetornebusk,
Denne Lynild over Fjorden,
Dette Tankeglimt fra Gud,
Ham, som sydfra høit til Norden
Strækker hen sit Herskerbud, —
Havde fattet denne Tumlen,
Dette Issefjordens Brum,
Naar Jehovah ved sit Mishag
Gjør den hele Verden stum,
Havde svæved over Høiens
Urner med det tause Støv,
Havde hørt Kong Noars Aande
Rasle gjennem Skovens Lov. —
Denne Sø! ja vel, hvad var den?
Mallen, som den stolte Bisp
Havde sat, var jo forlænge
Siden død i Krampegisp!
Søens Stolthed, al dens Vælde
Var dens lumske Kastevind!
For en Muus en listig Fælde,
Naar om Natten den er blind.
Issefjorden med sit Dagskjær,
Med sit Mulm ved Midienat,
Med de dundrende Kartover
Oppe hist ved Kattegat,
Med sit Blink af Fiskehaler
Over Tangen paa dens Grund,
Med den stolte Kirke speilet
Af i Fladen over Bund,
Med de mange Dødningskibe,
Sjunkne Vrag, der stiger op
Og forstrække Mandens Hjerte
Med en sælsom Taagekrop,
Denne Fjord, der inde gjemmer
Vraget af en sjunken Old,
Vraget af det gamle Danmark,
Stumper af en afslidt Bold,
Hvis Skeletter gaae ved Midnat
Og besøge Leires Gjem,
For at neie dybt for Kongen
I hans Fædres gamle Hjem,
Denne Fjord, der kan fortælle Sagn,
saa liflige, som dem,
Italieneren beretter
I Orangens varme Hjem,
Denne Fjord med sine Maager,
Med sin skarpe Nordenvind,
Selv med klamme, mørkgraae Taager,
Der fordunkle Maanens Skin,
Er den ei, trods sine Mangler,
Dog en herlig, livskarsk Fyr
Imod Sorøs bøgekrandste
Sumpesø i Mignatur?
Ingen Fiskørn flagrer over
Absalons besjungne Pyt;
Spurven bygger kun i Munkens
Smuldne Kloster sig et nyt;
Ingen Kuling vælter Bølgen,
Intet Skib bevæger den,
Søvnig gaaer kun Aftenvinden
Over Vandets Skorpe hen. —
Men den gamle Konge meente,
Roskild var et Kongeslot,
Der var Moder til saamangen
Gammel og historisk Drot,
Og hans Røst lod til den gamle
Thrones vældige Ruin:
„Der hvor Kongen har sin ældste
Borg, skal Folket have sin.”
„Kommer hid fra Fyen og Jylland,
Kommer Islands fjerne Børn,
Kommer, alle mindre Fugle,
Hid til Roskilds gamle Ørn!”