Paa Gulvet gik Fanny op og ned,
Sin Fætter havde hun drillet:
„Han blussede stærkt og bortgik vred,
Det havde jeg dog ikke villet.
Min lille Broder, for Søster Du gaaer
Didhen, hvor Globustheatret staaer!
Der under de Marmorpiller
Han Richard den Tredie spiller.” —
Saa hvisked hun Broder i Øret lidt,
Opmærksom lytted den Lille;
Hun nævnede Timen og Timen var Eet,
Den Time var mørk og stille.
Og skyndte sig da det vevre Bud,
Sit lønlige Ærind at rette ud,
Og flink er hans Fod, brat er den
I Shakspears tordnende Verden.
„Der staaer jo Fætter med Purpur om,
Som Konge for Englands Kyster!
O hor, Fætter Harry, tre Ord, o kom,
Jeg bringer Dig Bud fra Søster.
Du har hendes Ord dog ei vrangt udlagt?
Hun venter Dig efter femte Akt,
Men hvad skal Løsenet være
For Mødet i Tugt og Ære?”
Herr Harry stirrede snedigt ned
Med Straaler i Slangeblikke:
„Min Fanny vist i sit Hjerte veed,
At Spotord jeg gjemmer ikke.
Et Klap i Haanden, et enkelt Ryk
I Gadeklokken med læmpet Tryk:
Kong Richard! skal Løsenet være
For Mødet i Tugt og Ære!” —
Der stode de To og taltes ved
Bag Scenens tause Coulisser,
Og meente, de var i Eensomhed
Og sikkre for Lorder og Misser.
Men Shakspear, som havde skuet til
Det buldrende store Kæmpespil,
Han havde med smilende Læbe
Hørt Drengen som Mægler at stræbe.
Han tænkte: „Herr Harry, spil Richard Du her,
Og jeg vil ham hist nok være!
Du lefler jo dog med En og Hver
Og spøger med Alles Ære.
Saa Mange har jeg paa Scenen rørt,
Naar jeg blev gjennem en Anden hørt,
Og skulde da frygtsom skjælve,
Naar Ordet jeg fører selve?”
Og hurtigt han gik fra den brogede Flok,
Med Smilet om Tænkermunden
Og stod heel snart med flagrende Lok
Ved Huset, i Stjernestunden.
Et Klap i Haanden, et enkelt Ryk
I Gadeklokken, med læmpet Tryk:
„Kong Richard det er, som ringer,
Sin Krone til Fanny han bringer!” —
Af høiere Glæde der skjalv et Smiil
I Fannys livlige Mine,
Dengang hun meente, med Ynglings Iil
Ind vilde nu Harry trine;
Der skjalv et Smiil med rugende Nat,
Da Shakspear i Kammeret indtreen brat;
Den bølgende Bruunlok ruller
Ned over hans brede Skulder.
„Hvo er Du dristige Fremmede, Du,
Som Vei gjennem Mulmet finder?
Du hvidne vil Pigens Kinder?” —
Hun veeg tilbage, snart bleg, snart rød,
Fra Barmen de klagende Sukke lød,
Og under de talende Bryne
Kom Sjælens Draabe tilsyne.
„Du frygte Dig ikke, min vakkre Mø,
Jeg skræmmer en giftig Slange.
At ikke Din rene Aand skulde døe,
Derfor maatte til Dig jeg gange.
Min favre Fanny, Du kjender ei mig?
Forlængst har den Fremmede dog kjendt Dig:
Hvor Scenens Kuppler sig høine,
Stod ofte Du for mine Øine!”
„Det er Dig, som man har Ophelia kaldt,
— Forlængst har jeg kjendt Dig nøie —
Jeg saae Dig dengang Julies Gestalt
Begeistred mit stirrende Øie!
I Drømme ofte Du for mig stod,
Jeg knælte tilbedende for Din Fod,
Dog aldrig kan Shakspears Tale
Ei heller en Drøm Dig male!”
„Men spørger Du om mit Navn, min Stand,
Om mit Hjem er i Høiheds Haller —
Jeg er i London ei ukjendt Mand,
En Digter mig Verden kalder.
Folket ikkun det Glimrende seer,
Men Du skal i mig see noget Meer.
Mildt funkle de Øine klare —
O hvad vil Din Læbe mig svare?”
Han var hende længer nu fremmed ei,
Han stod som en elsket Frænde;
Det var som i Sproget der intet Nei
Til ham der gaves for hende:
„Og er Du en Digter, da kjender jeg Dig,
Der er jo Ingen som er Dig liig:
Med kongeligt formede Pande
Kun Shakspear kan for mig stande!”
Han aandede glad, han aandede frit,
Som Fuglen, der synger i Lunden;
Hun bøied sig til hans Aasyn blidt,
Med Elskov i Stjernestunden.
Tys! Klap i Haanden, et enkelt Ryk
I Gadeklokken med læmpet Tryk;
„Kong Richard!” hviskede derude
Herr Harry mod Fannys Rude.
Da lukkede Shakspear Vinduet op,
Med Smiil til skuffede Beiler:
„Kong Richard er Du? gaa, Richards Krop,
Her staaer ei Din Throne; Du feiler!
For Richard den Tredie, det veed Du, Ven,
Da hersked William Erobreren.
Min Ven, hold Skridt dog med Tiden,
Først William, saa Richard siden!”