„Hvo vover det? enten den skaldede Mand
Eller han med den tykke, rødlige Top
At gribe den store Bolle paastand
Og hælde dens Indhold i sin Krop?
Den Mand, der gjør det, har vundet Slaget,
Og han være Konge for hele Laget!”
Der sad Saamangen, hvis Næses Guld
Beviste dens Eiers daglige Flid;
De kiged i Bollen — den var saa fuld!
„Sligt gjør ei Nogen i vores Tid!”
Enhver bortvendte sit skaldede Hoved
Og Ingen af Gubberne Dysten voved!
Da reiste der sig en Parykmagersøn —
Den Ædling talte kun tretten Aar!
„Vel er jeg om Hagen temmelig grøn,
Men Lammet beskjæmmer de gamle Faar!”
Han hælded i Rallen nu hele Kruset
Og jublende Bravo gjenlød i Huset.
Der sad de gamle Brave,
De saae med lønlig Gru,
Hvorledes den Drengemave
Ei revned’ brat endnu.
Den Slurk var ikke hæslig!
Stolt liden Rødtop stod.
Hans Ansigt, Ruder Es liig,
Flammed som friske Blod.
Men der han gik hjem over Gaden
Da snubled hans ene Been;
For tung blev Aftensmaden,
Han sank i en Rendesteen.
Med Hoe’det i Rendesteens Blødme,
Med Munden i Mudderets Grødme,
Med begge Been ivær!
Inddrikkende Bundfaldets Sødme,
Stod han i Aftenens Rødme,
Under Skyglands og Stjerneskjær!