»Nu er der i det hele Herred
Ei Blomst paa Stilk, ei Frugt paa Qvist;
Kun Asters sees og Rønnebærret,
De visne med, det veed jeg vist.
Jeg hører Stormen huult at tude,
Den fyger alt, den hvide Snee;
Undtagen Isens Flor paa Rude
Blier ingen Blomster meer at see.«
»Nu høres ikke Somrens Torden,
Den milde Sol har Banen endt;
Et sneekoldt Liig er hele Jorden,
Gud har sit Aasyn fra den vendt.
Vi brænde Lys nu; — i Kaminen
Der fyres i, saa godt vi veed —
Og Alting viser mig Ruinen
Af en forgaaet Herlighed. —«
Ja vist er mange Fugle fløine
Hen til det mere varme Strøg;
Der har de Løvværk jo for Øine,
Der gjør ei Vintren Voldsforsøg.
Og mangen Blomst er under Mulde,
Som Du i Sommer pragtfuld saae;
Bedrøvet indseer Du tilfulde,
At Snee og Riimfrost forestaae.
Dog vil jeg sige Dig til Lindring,
Naar Du begræder Somrens Død:
Du har jo mangen kjær Erindring
Om Somrens Glæder, som Du nød;
Og Du kan stedse freidigt haabe,
At Du vil atter Fuglen see,
Naar Vaaren med sin grønne Kaabe
Sig kaster over hviden Snee.
Ei vi blot stige op af Graven,
Ei vi blot gjensees over Jord:
Ad Aare springer ud i Haven
Hver Blomst af Isens Perlemoer.
Hvad der er godt og smukt skal leve,
Hver i sin Art, hver paa sin Viis:
For Fugl og Bonde, Blomst og Greve
Har Gud et særligt Paradiis.
Og er ei smuk den danske Vinter,
Og smukkest paa din Heregaard?
Er der ei røde Hyacinther,
Naar Rosen ikke meer bestaaer?
Der hvor sig mørkblaae Bølger vælted,
Der blier vel Iis istedet sat,
Men Du vil høre Klang fra Bæltet:
Der synge Svanerne ved Nat.
Og vil Du endlig Sommer have,
En Sommer midt i Vintrens Kuld,
Nu vel, Du kan det virklig lave,
Saa Du faaer Blomst paa frosne Muld:
Gaae til Ideens store Rige,
Elsk — hvad Du ikke seer paa Jord;
Befolk Dit Værelse, min Pige,
Med skjønne Tankers Blomsterflor!
Da kan Du roligt see fra Høien,
At Storken flygter fra vort Nord,
Du kan taalmodig see Levkøien
At sænke Hovedet til Jord;
Og naar de Rosenkinder falme,
Som Gud saa smukke danned Dig,
Da har i Sjælen Du en Palme,
Som trøstende forynger sig.