Dybt inde under Bjerget en gammel Rise boer,
Hans Dagligstue hvælver sig der saa høi og stor.
Dets gyldne Lofte bæres af Søiler, stolte tre;
Der sidder Risens Datter, hun er nok værd at see.
En Fjerdingvei er Høiden, maaskee en Smule meer,
Forresten deilig velskabt, med Smilehul som leer.
Hun strikker Børnestrømper til sine Søstre smaae,
I hvert et Strømpeskafte vist Runde-Taarn kan staae.
Sit hele Liv hun leved’ i Bjergets snevre Buur,
Nu faaer hun Lyst at røre sig lidt i Guds Natur,
Saa deiligt skinner Solen og Himlen er saa blaa,
Som en Kartoffel-Ager hun synes Skoven staae;
Og hele Kjøbsted-Flækken med Kirken paa en Høi,
Er som et Bord paa Marked’ med broget Legetøi.
Saa lystigt hun spadserer hen over By og Eng,
Og boltrer sig i Søen, det er saa blød en Seng.
Af vilde Rosenhække og Hyldebuste net,
Hun binder i sin Uskyld en lille Bryst-Bouquet;
De store høie Bøge hun rykker op med Rod,
Saa fletter hun sig Krandse, det unge muntre Blod.
Paa Marken pusler Noget — det synes ret pikant;
I Forklædet gjemmer hun strax hvad her hun fandt;
Og siger til sin Fader: "see, hvad jeg stødte paa,
"Til Legetøi jeg tog det for mine Søstre smaae."
Den gamle Rise klygtig paa Hittegodset saae,
Og svarede: "Kjær Datter, lad Du det Smaakravl gaae!
"Det synes vel saa spinkelt, men det har stor Forstand,
"Det er en Plov med Arne og deres Bondemand!"
"Han smykker Bjergets Vægge med Ranker og med Grønt,
"Nu sørger han for Kornet, der ogsaa pynter kjønt. —
"Din Indsigt i Naturen er ikke just til præ,
"Du Blumenbach maa læse, der staaer om slige Kræ.
— Imellem Fjeldets Stene, bag Buske og bag Krat,
Seer man et Lys nu brænde til over Midenat.
Thi Jomfruen studerer, jo! jo! jeg siger Tak;
Snart kan hun jo paa Ramse Linné og Blumenbach.
Hun snakker nok saa dristigt om Infusorium,
Man skulde troe hun daglig kom paa Collegium;
Men Strikkestrømpen hviler, og hun og Søstre smaae,
Med nøgne Pusselanker i Bjergets Sale gaae.