H.C. Andersen (1805–75)

I Barndoms Kraftløshed paa Moder-Arme

Du bar mig, lærte Læben stamme Gud;

Jeg fra Dit Bryst indsuged’ Liv og Varme,

Du lærte mig at kjende Herrens Bud.

O, aldrig skal jeg glemme hine Goder,

Og hvad jeg lærte af min fromme Moder,

Men evig, trofast, barnlig elske Dig,

Saaledes som Du altid elskte mig.

Naar Aanden modnet folder ud sin Vinge,

Og jeg tør værdigt Digter-Harpen slaae,

For Gud og Dyd skal da dens Toner klinge,

Og som en Virak Guddoms Thronen naae;

Saa vil Du glædes, Fryd vil Dig forynge,

Da skal din Søn i Aft’nen for Dig synge,

Du sang jo for for ham i Barndoms Tid,

Skjøndt ei saa stærk, men from, enfoldig, blid.

Jeg veed det Moder, hvad mig Gud forlener,

Min hele Lykke ene skyldes Dig,

Thi ikke jeg mit store Held fortjener,

Nei kun for Din Skyld Herren hører mig.

I mangen søvnlæs Nat Din Bøn jo lyder,

For mig Din hede Modertaare flyder,

Du beder varmt til Herren for din Søn,

Og Godheds Gud opfylder Fromheds Bøn!