Naar Kulden barsk sig nærmed’,
Naar Vintrens hvide Bier sværmed’,
Var der saa hjemligt og saa lunt i Mosters Stue.
Paa Flisekakkelovnen saae man malet smukt,
Hvorledes Jonas blev af Hvalen slugt.
Idyllisk gnistred’ Ildens røde Lue.
For Dørene hang Tæpper og et paa Gulvet laa,
Og grønne Tafts-Gardiner for Vinduet man saae.
Paa Væggen var der i forgyldte Ramme,
Med Tulipan i Haanden, en Madamme;
(Saavidt jeg troer,
Var det min Moders Bedstemoer).
Desuden saae man al vor Slægt i Silhuetter.
Men hvad der meest behaged’ mig og lille Fætter,
Det var et Skjærmbræt, nydeligt at skue,
Thi Billeder var klinet smukt derpaa,
Og jeg og Fætter, vi var’ den Gang smaae,
Og sad paa Skammelen i Mosters Stue.
Vi saae hvorledes, bort fra Paradiset
Adam og Eva løb af Frygt for Riset,
Den Gang de havde gjort den gode Gud imod.
Kain flygtede med Mærket i sin Pande.
Syndflodens Vande
Gik over Skov og Bjerg. I Arken Noa bad,
Og Duen kom med Haabets Olieblad.
Ved Ørknens Kilde Hagar sad,
Og Drengen hvilte bleeg i hendes Skjød,
Det fæle Sodom’ sank i Flamme-Glød.
Vi hørte Josephs Klager,
Saae Pharao med samt Ægyptens Plager.
Her tog’ de Barnet Moses op af Vandet,
Der førte han, som Mand sit Folk til Canaans Landet.
Med Spil og Sang drog Jephtas Datter ud.
Vildt hærged’ Samson, her stod Ruth som Brud.
Nu saae vi Drotten,
Den bange Saul, hos Hexen hist i Grotten.
Kong David sad med Harpen i sin Haand;
Hist førtes Folket bort i Lænker og i Baand.
Imellem Fædre-Hjems Ruiner
Nomade-Skaren gik med Sorgens Miner,
Da lyste Stjernen for det taare-fyldte Øie,
Og Engle sang:"Jehova i det Høie."
De hellige Konger tre ved Krybben stod,
Hvor Oxen kyssed’ Jesu-Barnets Fod.
— Saa tidt og gjerne
Vi saae derpaa, og i vor lille Hjerne
Fremstod en Verden underfuld og smuk.
Men ak, en Morgen blev der Graad og Suk;
Ved Døren holdt en Reisevogn — klart skinned’ Solen;
Den lille Feetter skulde langveis bort til Skolen.
— Jeg saae ham ei i hele otte Aar.
Men nu igaar
Fortæller Moster: "lille Fætter kommer
Endnu i Dag, og bli’er her for i Sommer."
Da blev jeg ret saa glad; hvert Barndoms Minde
Randt mig isinde;
Jeg glemte reent, jeg alt var femten Aar.
Saa underligt mit Hjerte flaaer,
Da jeg ham hører komme. Ak, saa bange
Jeg bag det gamle Skjærmbræt skjulte mig.
Han kyssed’ Moster, Gud, saa mange Gange,
Og sagde: "Hvor jeg længtes efter Dig!"
— Han var saa smuk, jeg havde knap ham kjendt,
Men nu var han jo ogsaa en Student!
Snart fandt han mig: ak, jeg var næsten død!
Jeg følte, jeg blev ganske rød.
Ak, hvor hans Kys dog brændte, min Kind var lue-heed;
Jeg slog mit Øie ned —
Da stod en lille Dreng med Kogger og med Pile
Paa Skjærmen her;
Ei før vi lagde Mærke til ham der,
Nu syntes han saa ondskabsfuld at smile.
Thi før, da jeg og Fætter vare smaae,
Vi heller paa de andre Stykker saae,
Nu vil han hævne sig med sine Pile.