Et Speil er Søens Flade, det er saa smuk en Dag,
Og Skibene er pynted’ med alle Deres Flag.
Hør Damp-Maskinen larmer og lysteligt det gaaer,
En lang og skumhvid Fure bag efter Skibet staaer.
See Røgen hvor den bølger, det er en kulsort Sky,
Den skjuler reent os Broen hist ved den store By.
Saa skumhvid svulmer Søen mod Skibets stærke Bryst,
Og deiligt for os ligger den grønne Sommerkyst.
De Fleste passiare paa denne raske Fart,
Men Andre sidde blege, og har det ei saa rart.
— Hist seer jeg Baaden komme, nu sættes vi i Land,
Saa sværmer man i Skoven og drikker Kilde-Vand.
Her er saa smukke Damer, saa mange Dyr at see,
Der synges og der spilles, og alle Godtfolk lee,
— Men Byens Fugle støie dog fælt bag Skovens Hang,
Thi gaaer man dybt i Skoven sin egen stille Gang.
Fra Søen har man Udsigt hen over Søens Bugt.
Ved Kirkeporten seer jeg den hele Ungdom staae,
De Bonderpiger knixe, de store med de smaae.
Med Grønt og Blomsterkranse er Kirken pyntet smukt,
Og Altar-Lys der tændes som aldrig før er brugt;
Den gamle Jomfrue smiler, hun synes saa tilfreds,
Skjøndt Brudgommen er ældre, thi hun er knap de Treds.
Her Degnen synger lifligt ved denne skjønne Pagt.
Nu kjøre De til Hjemmet, De er’ saa vel ved Magt;
Foran med Violiner de Spillemand man seer,
Brudgommen længe smiilte, nu kan han ikke meer.
Han nikker og han sover, og Bruden seer derpaa,
Sødt Turtelduer kurre og næbbes i det Blaae.
Den glade Brudgom drømmer vist deiligt om sin Brud,
Mens Skovens Træer dufte, og Blomster springe ud.