H.C. Andersen (1805–75)

                — læser Du — — —

                Mit Digt, som Fanden læser Bibel,

                Saa blier jeg blandt de Godtfolk beet,

                Der stave Poesiens Fibel.

                                                                                                    Wilster

I Fædre og Mødre! der gives en Bog, der kalder sig Badens latinske Grammatik; det er denne farlige, overspændte Læsning, for et sværmende Hjerte, jeg vil gjøre Eder opmærksom paa. Lader Eders Døttre aldrig faae denne Bog i Hænderne, den er endnu værre end Claurens og alle hans Efterfølgeres Noveller; jo, jeg kjender den nok! Jeg veed hvad den har virket paa mig og paa mange andre! og den er saa meget desfarligere for Damer, da den heelt igjennem er skreven i Prosa og kun, paa de meest indgribende Steder, smykket med aandige Vers i classiske Gevanter. Det undrer mig, at ingen af de overfølsomme Digtere, om jeg tør bruge dette Adjectiv, har benyttet sig af denne rige Guldgrube; her var noget til at vande ud! — Hvilken broget Phantasie-Verden ligger der ikke i hele den latinske Grammatik! hvilket Colos-Billede af en rørende Liebes-Geschichte! — Den begynder hverken med en stormfuld Nat eller Dal, hvor Kilderne risle, nei! med eet føres vi ind i Verdens-Livet; Bogstaverne, disse løse, men skarpttegnede Væsner, der saa mægtigt virke ind paa det Hele, staae selvlydende og medlydende for os, ret som Menneskene, og kun saae ere de selvlydendes Tal.

        Hvad kan der siges om den skjønne Grammaticas Barndom? „Den paradisiske Lyksalighed har ingen Historie.” Dog hendes første Omgivning maae vi kjende. Nominativ er Mama, denne eneherskende Dame, fra hvem Alt gaaer ud; Genitiv er Husets Førstefødte, Besidderen af alt, Mamas Hjerte, Papas Pengeskrin, kort sagt, den hele Eiendoms; Dativ, ja, hvem skulde det vel være, uden vor Heltinde selv, for hvis Skyld det Hele skeer; Accusativ er den ulykkelige Papa, hvem det altid gaaer ud over; Vocativ er den gamle Vægter, der raaber udenfor, og Ablativ et fattigt Barn, de har taget i Huset, et Art Cendrillon, der maa varte alle de andre op. Der gik den skjønne Grammatica, som andre Børn, det første Blad af hendes Liv lignede ogsaa det første i Abcen; (Barnet øver sig her i de selvlydende Bogstaver, lige fra A til Æ, før det tager fat paa de medlydende og pludrer sit ab, eb, ib, ob, ub, ba, be, bi, bo, bu; og der ligger meget i disse simple Ord, kunde man bare ret forklare dem! det er jo Alt hvad den lille Verdensborger fortæller os om den nye Verden, han er traadt ind i, og hvad Indtryk den har gjort paa ham); som sagt, hun havde det første Livets Blad tilfælles med andre Børn, men der fulgte nu ikke mere af den venlige Abc, Billederne manglede. — Man begyndte allerede at sørge for hendes Dannelse. Ordenens Retskrivning og Etymologien, Distinctionstegnene og Talens Dele maatte nødvendigviis gaae forud, som et Slags Forstandsøvelse, til hun endelig sattes i en Skole, hvor hun dog aldrig kom længer, end i den første Declinations Classe, men fik her nogle græske Endelser, der gav hendes Characteer det heroiske Sving, der gjør enhver Digter det let, at skildre hende interessant; iøvrigt gjorde hun her Bekjendtskab med mange Jevnaldrende i de fem Declinations-Classer. (Orpheus der gik i anden og Æneis i tredie, var hendes første Kjærlighed, men det er kun Børne-Eventyr). Endnu kjendte hun ikke Substantivernes Kjøn med Hensyn til Bemærkelsen, Rang og Forhold smeltede sammen, Clauren vilde kalde hende: „ein unbefangen Kindchen.” Snart begyndte Tiden at comparere hendes Alder og Væxt, hun stod, „en fyldig Rosenknop, der længtes efter at aabne sig.”

        Første Gang flød den hede Dug, fra Øiets Himmel, ned paa Kindens røde Roser, da man vilde lære hende Numeralia eller Talordene; hvorfor dræbe Livets Blomster med at regne? Mon for at tælle Minutterne, hun skulde vente den Elskende, eller Stjernerne, der skulde blive Vidne til hendes Suk og Taarer? De kunde dog aldrig tælles!

        Snart lærte det unge, aabne Hjerte, at Verden ikke var een lille Familie, men at der gaves baade een: jeg, Du, han, hun, I og de; at „Pronomen er et Ord, som lader sig bruge i Stedet for nomen substantivum (pro nomine), og forandres ved Declination.” Drømmeverdenen var passeret, nu begyndte det verbale, og altsaa det egentlige i Romanen, hvis første Capitler kunde kaldes: om Modi og tempora verborum.

        „Der Mensch hat hier dritthalbe Minutten, eine zu lächeln, — eine zu seüfzen — und eine halbe zu lieben; den in mitten in dieser Minutte stirbt er,”¹ siger Jean Paul, og han har bestemt kjendt den skjønne Grammatica. Hr. Lieutnant Amo, en bleg, sværmerisk, johanneschoppenhauersk Helt, saae hende, hun saae ham, og — „Amor ist ein Schelm!” — den skjønne Grammatica skjænkede ham det første Jordbær af sin lille Have, satte det aromatiske Bær mellem sine blændende, hvide, alabastes Tænder, og lod ham der bide det halve af det, skjønt hun aldrig havde læst den samme Situation hos Clauren, mod hvem hun her gjorde sig skyldig i Plagiat. Der stode de nu begge to, Lieutenant Amo og den skjønne Grammatica; hendes Øie saae i hans og hans i hendes, og det var sødt. — Jasmin-Hytten duftede, Maanen seilede stor og rund over deres Hoveder, de svævede begge i Himlen, og Venskab vaagede for dem paa Jorden; det tænkte de, og glemte Digterens sande, herlige Ord:

                „At drømme sig en Ven blandt Verdens Luxer,

                Er med en Blomster-Stilk at binde sine Buxer.”

        Veninden, et Pronomen gentile, som skulde give tilkjende hvorfra nogen kom, var sovet ind, den grusomme Onkel Hr. Moneo, der var kommen for at føre den skjønne Grammatica med sig til Staden, overraskede dem; Amo flygtede over Havemuren, og nu begyndte da Skarlagens-Prædikenen; i alle tempora og modi blev hun nu, med det Onde og med det Gode, paamindet om, at lade sin Amo fare, og tænke smukt videre frem. Den gamle Professor Lego, der havde tredie Rang, var et godt Partie, og Tante Audire, som stedse havde Ørene med sig, vidste at fortælle om Pengeskriin, Obligationer og deslige; desuden stod Manden i stor Anseelse, og elskede saa inderlig den skjønne Grammatica; ham skulde hun altsaa have! Han var et godt Subjekt og hun det passende Prædikat. Hun var jo nu i den Alder, at hun burde kjende Livets Syntaxis; aktiv eller passiv, hun kunde være hvad hun vilde, men tage ham skulde hun, og deri var hele det qvindelige Slægtskab enigt, skjøndt de ellers i aandelig Henseende vare verba defectiva.

        Hr. Lego var kun nogle og 40 Aar og i Grunden ikke saa styg, naar han var vadsket, ja, havde endogsaa „etwas Kindisches” hos sig, naar det kom over ham; men den skjønne Grammatica, ak! hun kunde dog ikke elske ham; og Tante Audire sagde, at det var en Grille, en daarlig Forfængelighed hos det gode Pigebarn. Hr. Lego havde nemlig, som et verbum transitivum, sine to Objecter; den skjønne Grammatica, der, som vi Alt veed, staaer som Dativ i Romanen, var hans Objectum personæ, og hans Studeringer vare hans Objectum rei; hun vilde nu altsaa ikke taale at Manden deelte sin Kjærlighed og Tanke mellem dem begge to.

        Hvor sværmede han ikke for hende! hvor inderlig „kindisch” bad han hende ikke, at være hans Objectum personæ! med Taare og Suk kjæmpede hun imod, men nu stormede hele Familien ind, og bad hende smukt at tænke paa: temporum rette Brug og Følger, og det var et Under, at det følende Hjerte ikke brast.

        Hun maatte tømme den bittre Skaal; Skjæbnen og hendes egen Familie vilde det; hun maatte drikke Jaord. Næste Morgen modtog hun en Billet fra Hr. Amo, der sagde hende hans Fortvivlelse; han var ikke Menneske længer, hans Mod var knuust, og han vilde derfor søge Heltedøden. Han gik i fremmed Krigstjeneste.

        Hensjunken i stille Smerte, sad nu den skjønne Grammatica paa sit lille Værelse, hendes Beslutning var fattet, forladt vilde hun flygte og opsøge den Elskede; for ham vilde hun stride, som Rosa for den svage Emil!² ogsaa hun skulde da modtage Honeur af den hele Parade, falde for ham, og sødt sværmende udaande sin skjønne Sjæl:

        „Der mit Kornblumen durchflochtenen Dornenkranz — der Blumen blau — es deutet auf Treue! — Ich habe Farbe gehalten, und der Dornen sind mir reichlich geworden — Des Lebens Höchstes ist die Liebe!”

        Bryllupsdagen nærmede sig, men den skjønne Grammatica var forsvunden. Sit lange Haar havde hun afskaaret, og indsvøbt i simpelt Maroqin vandrede hun ud i den vide Verden; da lærte hendes fromme Sjæl baade at kjende: ut og quod; fra By til By drog hun³ afsted for at finde sin Amo, men forgjæves. Ofte knugede Sorgen tungt hendes Bryst, og da følte hun ret levende det sidste Exempel i 11te Regel om Dativus med verbo: „faciendum id nobis, quod parentes imperant.” Men de sorte Skygger forsvandt snart igjen, thi i Kjærligheds Rødt svævede Amo forbi det taarefyldte Øie. Saaledes kom hun, i een af hine yndige Aftener, hvoraf Naturen har saa faae, men Romancerne saa mange, til en deilig Bøgeskov; udmattet af Dagens Vandring satte hun sig ned paa det friske, grønne Teppe; alle kjære Erindringer vaagnede i hendes Sjæl; Fuglene declinerede: spes, spei, spei, spem, efter den femte Declination, og Kilderne boblede deres: ille, illa, illud da blev ogsaa hun ganske „kindisch”; Hjertet maatte udaande sig i Toner, og hiin naive Sang fra Barndommens Dage duftede fra hendes Læber:

        „Mascula sunt, torris, lapis, orbis, vectis, aqualis,

        Glis, collis, follis, pollis, — — —”

        Længer kom hun ikke, da styrtede Taarerne ud af hendes Øine, men Hjertet var lettet, og hun vandrede videre.

        Interjectionerne, disse Proteus-Skikkelser, der følger ethvert talende Menneske fra Vuggen til Graven, kjendte hun nu i alle deres Forvandlinger. Interjectiones gaudentis & ridentis vare kjære Barndoms-Venner, i brogede, luftige Gevandter, med friske Blomsterkrandse om Haaret havde de været med i alle Barnets Lege. Den rødmende Approbantis, i Haabets grønne Dragt, havde jo lagt hendes Haand i den elskende Amo’s med den blege Dolentis og higende Vocantis vandrede hun nu omkring for at finde ham eller Dødens faste Silentium præcipientis, der vilde sætte „pax” paa hendes Grav; derfor bar hun med et stille Sind sin Skjæbne, og naar den kolde Verden spottede hendes Længsel og blege Kind, forankrede⁴ hun paa sig Digterens Ord:

        „Barbarus hic ego sum, quia non intelligor ulli.”

        Men det vil blive for vidtløftigen at gjennemgaae alle hendes fata; 50 tydske Lommebøger kunde have godt af hende; jeg vil kun bemærke, at hun aldrig fandt sin Amo; han var vistnok blegnet paa Valpladsen, og havde der udaandet sit: triste vale. — Klostret var nu den sidste Tilflugt for den skjønne Grammatica, og med et Hjerte, endnu fuldt af Kjærlighed, besluttede hun at tilbringe sine Dage inden for dets skumle Mure; men hendes Kræfter manglede hende, hvor skulde hun naae hen til dette Fredens Sted. Da lod Tilfældet, Skjæbnen eller de romerske Guder, en gammel Nonne fra Vartou finde den Ulykkelige i en afsides Krog, langt fra Livets Østergade; hun tog hende med til det venlige Asyl, det rolige Kloster, hvor Krusemynterne groe bag de solbrændte Ruder, og hvor de fromme Nonner synge deres Hymner og tænke paa de svundne Dage.

        „In diesen heiligen Hallen” henrandt nu hendes øvrige Dage, og det er interessant at see hende i de venlige Nonners Kreds, og høre hvor de i de lange Vinteraftener tale om Supinum og Gerundium, og om Ablativus consequentiæ og Pleonasmus. Ofte tænkte den skjønne Grammatica paa sin Elskede, og conjugerede i Tankerne den elskede Amo i alle Modi, og de Gamle ærede hendes Trofasthed. — Een Aften følte hun sig saa underlig opløftet, hendes Øie flammede, Liremanden spillede uden for: „Vi binde Dig en Jomfrue-Krands,” og alle Nonnerne flød hen i Taarer; men den skjønne Grammatica hævede sig, talede om Prosodien, Stavelsernes Qvantitet i Almindelighed, og de forskjellige Versearter, da følte hun sig sit Endeligt nær; alle Nonnerne knælede om hende og bad høit:

        „Antistes, vates, adolescens, autor & augor —”

men hun sang, som sin Svanesang, hele den romerske Almanak, bad endnu et lille amare, og var ikke mere.

        Indsvøbt i hvidt Papiir laae hun paa Baaren; Maanen skinnede ind af de smaae Vindues-Ruder; da nærmede de fromme Vartou-Nonner sig, som sande interjectiones dolentis, og istemte tre Gange deres væ! væ! væ! til den sidste af Skaren, den længe ønskede, Silentium præcipientis fremsagde sit venlige pax; men den skjønne Grammaticas Navn vil endnu længe nævnes blandt den studerende Ungdom, thi de romerske Guder, der ikke ere ganske stødte fra Regjeringen, skjænkede hendes Manes Nøglen til det sjunkne Romas Porte, og enhver som følger hende tro, vil hun vise alle dets gyldne Skatte.

        Kun løseligt har jeg skizzeret denne, den skjønne Grammaticas Historie, men jeg haaber, at det dog vil være nok for at vise, hvor farlig denne sværmeriske Bog er og maae blive for det unge, ubevæbnede, qvindelige Hjerte, og at nu alle Fædre og Mødre omhyggeligt vil skjule for deres Døttre Alt, hvad der hedder: